”Værdi er en pudsig ting i vores samfund. Alt bliver gjort op i penge. Jeg er som social- og sundhedsassistent en udgift på bundlinjen, for jeg producerer ikke et produkt, man kan sælge, eller en ydelse man kan købe.”
Hun og kollegerne skaber værdi, slår hun fast. Godt nok ikke økonomisk, men arbejdet med mennesker har stor værdi for dem, der har brug for hjælp. Stor værdi for de ældre, der bor det sidste sted inden døden.
”Jeg forsøger at holde deres hånd gennem glæde og sorg – helt indtil deres sidste åndedrag,” skriver Simone Rasmussen.
Den unge social- og sundhedsassistent beskriver i indlægget en hændelse med hr. Jensen, som gennem et længere sygdomsforløb er døende.
Den ældre herre er plaget af smerter. Derfor har Simone Rasmussen haft kaldt sygeplejersken ind tidligere end aftalt for at give ham smertestillende medicin. Og det var den rigtige beslutning. Han trækker nu vejret roligere og har ikke forvrænget mimik.
”Hr. Jensen dør to dage senere. De pårørende havde en oplevelse af et værdigt farvel, og jeg havde en følelse af, at mit job var fagligt og menneskeligt veludført,” skriver social- og sundhedsassistenten.
”Hvordan fastsætter man så værdien af mit job?” Det spørgsmål stiller Simone Rasmussen i debatindlægget.
”Jeg har et job, som mange aldrig ville kunne udføre. Hvor man bruger sig selv fysisk og psykisk. Et job, der til tider kan være farligt, og et job, hvor vi er så gode til at have travlt, at vi næsten ikke kan finde ud af det, når der er en rolig dag,” skriver social- og sundhedsassistenten.
”For mig er værdien i mit arbejde menneskelig, og den slags værdi skaber jeg og mine kollegaer rigtig meget af.”
Simone Rasmussen giver derfor ikke meget for politikernes roser til ’kernemedarbejdere’ som hende, når der samtidig bliver skåret i budgetterne:
”Man kan ikke på den ene side sige, at »I er de vigtigste medarbejdere« og samtidig behandle os som om, vi er alt for mange. Det hænger ikke sammen.”