”Jeg er social- og sundhedsassistent, og jeg er stolt af det. Jeg udfører et vigtigt stykke arbejde med masser af ansvar og betydning.”
Det skriver Christina Böttcher Juel Andersen i et indlæg i dagens udgave af dagbladet Politiken.
Hun arbejder i Aalborg Kommune, hvor hun som ansat i kommunens vikarkorps har opgaver både i hjemmeplejen og på plejecentre.
Om baggrunden for sit indlæg i Politiken siger hun til Fagbladet FOA:
”Vi er alt for gode til at tale os selv ned. Hvordan skal vi få andre til at anerkende vores arbejde, hvis vi ikke selv gør det?”
Rank ryggen
En undersøgelse blandt FOAs medlemmer viste for nylig, at over halvdelen oplever, at de ikke får den anerkendelse for deres arbejde, som de synes, de fortjener.
Læs også: Mere anerkendelse skal give højere løn
Og sådan har Christina Böttcher Juel Andersen det også.
”Det kan jeg sagtens genkende. Men det er netop derfor, at alle FOAs faggrupper skal ranke ryggen, selv om det kan være svært, når man hverken oplever at få ros eller en ordentlig løn.”
Hun mener, at mange sosu-assistenter har vænnet sig til, hvad hun i sit indlæg kalder ”rollen som sundhedssektorens sorte får”.
Og når de skal fortælle andre, hvad de laver, starter sætningen alt for ofte med: ”Jeg er bare …”
Ingen grund til ydmyghed
Ydmygheden skyldes efter Christinas opfattelse, at mange social- og sundhedsassistenter tit oplever at stå i skyggen af sygeplejerskerne. Men det er der ingen grund til.
”Jeg overvejede skam også i tidernes morgen at blive sygeplejerske, men jeg tog et aktivt valg om at blive social- og sundhedsassistent, da jeg opdagede, hvilken forskel de gjorde i den direkte pleje af patienterne,” forklarer Christina Böttcher Juel Andersen i Politiken.
”Jeg er dygtig til mit job, og jeg går op i at være det. Ligesom alle andre kolleger, jeg snakker med,” fortæller en stolt social- og sundhedsassistent til avisens læsere.
For lidt anerkendelse
* 48 % af FOAs medlemmer oplever, at deres faggruppe i ringe grad får anerkendelse for deres arbejde.
* 6 % oplever, at det slet ikke sker,
* 7 % mener, at de i høj grad får anerkendelse.
Kilde: "Løn og anerkendelse", medlemsundersøgelse august 2016.