Annonce

Fem sosu'er får medaljer


I anledning af SOSU-uddannelsens 25 års jubilæum fik fem social- og sundhedsmedarbejdere overrakt medaljer. En meget rørt Mette Blunck var én af dem.

Annonce

Det var fem stolte social- og sundhedsmedarbejdere, der i går modtog en medalje under SOSU-uddannelsens 25 års jubilæumsfest. Jørgen True

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Af Tue Wettergreen-Paltorp
Videojournalist

Annonce

“Det var virkelig rørende. Jeg føler, at både jeg og alle mine kollegaer er blevet anerkendt for det, vi gør.”

Sådan lød det fra Mette Blunck, da hun torsdag den 5. oktober fik overrakt en medalje ved SOSU-uddannelsens 25 års jubilæum.

Den 21-årige social- og sundhedsassistent fra Røde Kors Hjemmet i Sorø samt vinder af årets DM i SOSU Skills var dermed én af de i alt fem medaljemodtagere ved dagens jubilæum, som stod i anerkendelsens tegn.

’Sosu’er er dygtige, flittige og sjove'

Til at overrække medaljerne havde arrangørerne inviteret Lotte Heise, der under Folkemødet i juni måned udtalte, at alle sosu’er burde have en medalje. Den anerkendelse fik hun lov at uddele i går.

“Jeg er så glad for at få lov at overrække jer denne medalje. Sosu’er er både dygtige, flittige og sjove. Og så er det fucking imponerende, at I er glade hver dag og siger hej, når man møder jer,” lød det fra den hurtigsnakkende entertainer og foredragsholder inden medaljeoverrækkelsen.

Lotte Heise har gennem de seneste år fået et indgående kendskab til social- og sundhedsmedarbejdernes arbejde, da hun i sit eget hjem har passet sin syge mor. Hun har med egne ord haft sosu'er blæsende ind og ud af sit hjem gennem tre et halvt år og har stor respekt for deres arbejde.

Særligt synlige

Det var Danske SOSU-skoler og PASS (Fagligt udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelsen), der i samarbejde havde arrangeret dagen og udvalgt de fem medaljemodtagere.

I begrundelsen for at udvælge lige præcis de fem personer lød det blandt andet, at de ’har gjort sig særligt synlige på arbejdspladsen’. Der var valgt én fra hver region og fra forskellige typer af arbejdspladser samt repræsentanter fra både social- og sundhedsassistentuddannelsen og social- og sundhedshjælperuddannelsen.

De øvrige medaljemodtagere er Jonna Laigaard fra Farsø Sygehus, Marianne Rasch fra psykiatrisk sygehus i Middelfart, Anja Ask Jørgensen fra Hjemmeplejen Vest i Allingåbro og Lærke Berit Hansen fra hjemmeplejen Indre By, Østerbro i Københavns Kommune.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev