”Det kom egentlig ikke som nogen overraskelse for mig, at
det skete igen.”
Sådan beskriver Mia Kristina Hansen den tragiske hændelse,
der skete på Retspsykiatrisk Ambulatorium i Brøndby for to weekender siden.
Hændelsen, hvor en 41-årig mand afsluttede sit besøg med at stikke tre ansatte
med en kniv. Den ene afgik ved døden. En af de to andre fik
overfladiske skader og blev udskrevet med det samme, mens den sidste fik skader
af mere alvorlig karakter, men er uden for livsfare.
Mia Kristina Hansen er formand for SIND – Landsforeningen for
psykisk sundhed, der kæmper for at skabe forståelse og tolerance for mennesker
med sindslidelse, samt at sørge for ordentlige arbejdsvilkår for de ansatte i
psykiatrien.
Begyndte at tænke på arbejde
Mia Kristina Hansen blev en smule overrasket over sin egen reaktion
på den tragiske hændelse. For når hun for eksempel husker tilbage på sidste sommers skyderi
i Field’s, blev hun meget følelsesmæssigt berørt. Men denne gang reagerede hun –
til at begynde med – anderledes:
”Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt jeg kom i arbejdsmode.
Jeg tænkte: ’Nå, nu skete det igen.’ Og jeg vidste, at medier ville ringe
til mig, så jeg tænkte over, hvad jeg skulle sige til dem. Tænkte over, hvad
det vigtigste budskab skulle være,” siger Mia Kristina Hansen.
Faktisk, fortæller hun, havde SINDs kommunikationschef, der
skulle til at gå på ferie, og hende selv få dage før siddet og planlagt, hvad
der skulle på sociale medier den kommende tid. Pludselig tog hun sig selv i at
have ringet til ham, fordi hun altså lige skulle høre: Hvad nu, hvis der skulle ske noget? Et eller andet tragisk.
For det ville se dumt ud, siger hun, hvis der skete noget a
la det i Field’s sidste år, og der så kom glade, planlagte opslag på sociale medier om, at nu var det næste blad udkommet.
Efter de første par dage, hvor forskellige medier havde
kontaktet hende, var der dog noget, der ramte hende.
”Det var, da jeg talte med en inde fra jer (Fagbladet
FOA, red.), at det virkelig ramte mig. Der tænkte jeg: ’Shit mand. Jeg står jo
bare i det samme.’ Og det er det, jeg hele tiden har sagt: ’at det kunne ske
igen’,” siger Mia Kristina Hansen og blinker nogle hurtige gange som en
vinduesvisker, der visker vandet væk.
Læs også: Efter endnu et drab i psykiatrien: Dybt rystede
medarbejdere mindes afdød kollega
Resultat af utilstrækkelig
hjælp
I samme weekend som tragedien i
Brøndby begik en 42-årig mand med en sindslidelse fra Fyn et drab på sin mor.
Og nogle få dage senere blev en 34-årig mand fra Køge idømt seks måneders fængsel for hærværk og trusler rettet mod et psykiatrisk bosted og dets medarbejdere. Alle tre ting inden for en uge.
- De her hændelser, der senest
har været – og som sker med jævne mellemrum – hvad er de et resultat af?
”Det er et resultat af, at vi
ikke får givet den tilstrækkelige hjælp til de her borgere,” fastslår hun og
henviser til en rapport fra 2019, der vurderede, at tre ud af fire gerningsmænd
fra retspsykiatrien havde fået utilstrækkelig psykiatrisk behandling.
Desuden
vurderede rapporten, at 11 ud af 13 sager, der endte som en drabssag, kunne
være undgået, hvis borgeren havde fået den tilstrækkelige hjælp.
”Så vi ser jo et billede af en
psykiatri, som ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Som ikke formår
at hjælpe tilstrækkeligt, så de bliver til fare for dem selv og for andre. For
det går jo ud over både pårørende, ansatte og så dem selv. De kan ende med at
blive selvskadende eller blive gerningsmænd, selvom de ikke ønsker det. Det er
ikke mennesket eller lidelsen, der er farlig. Det er den utilstrækkelige
behandling,” siger hun.
Læs også: Antallet af politianmeldte volds-sager i psykiatrien er eksploderet
Psykiatriplanen er en start
I september sidste år blev den
længe ventede 10-årsplan for psykiatrien endelig vedtaget. En plan, der tilfører
1,95 milliarder kroner til psykiatrien, men som ifølge både Dansk Psykiatrisk Selskab og VIVE langt fra er penge nok.
Det er Mia Kristina Hansen enig i. I efteråret påpegede hun, at der ikke var noget forkert i psykiatriplanen, men at der måtte mangle noget. Og det holder hun fast ved i dag. Adspurgt om, hvad den største mangel i psykiatrien er i dag, siger hun:
”Jamen det er jo det, der står i 10-årsplanen. Der skal være bedre sammenhæng og bedre arbejdsvilkår for de ansatte, så de kan tilbyde den nødvendige hjælp og behandling – både under selve behandlingsforløbet, men også efter forløbet, hvor man måske skal ud i egen bolig. Så der er gode ting i psykiatriplanen, men det er forhåbentlig kun en start.”