Kvinder er en underskudsforretning. Den offentlige sektor er en udgift.

Der er ikke råd til at give social- og sundhedsassistenter, pædagoger, rengøringsmedarbejdere, sygeplejersker og jordemødre mere i løn. Og der er slet ikke råd til flere medarbejdere og bedre arbejdsvilkår i ældreplejen, på sygehusene og i daginstitutionerne.

For hvor skal pengene komme fra?

"Det er sådan, vi taler om dem. Som medarbejder i omsorgssektoren er du et minus. En udgift, og du skaber intet," siger feminist, aktivist og foredragsholder Emma Holten, der i 2014 brød igennem i offentligheden med sit modsvar til en digital seksuel krænkelse og dermed var med til at lægge bunden for en dansk me-too-debat. 

Læs også: Kvindernes sidste arbejdsdag nærmer sig

Siden har hun kun gravet sig dybere ned i feminismen – en feminisme, der ikke kun handlede om, at kvinder skulle blive topledere, men som inkluderede de kvinder med de allerlaveste indtægter. Især i forholdet mellem køn og penge, som er det sted, der viser den allertydeligste forskel mellem mænd og kvinder. 

Mænd har mere i løn og pension og betaler mere i skat og er dermed et plus for statskassen. Kvinder får mindre i løn, går på barsel, går i højere grad på deltid, leverer ni ugers ekstra ulønnet husarbejde om året, betaler dermed mindre i skat, og ser derfor ud som et minus for statskassen. 

"Økonomerne regner på det, de kan regne på, og når de ikke kan regne på noget, så lader de være. For eksempel værdien af omsorg – den kan de simpelthen ikke regne på, og den praktiske konsekvens er, at omsorgens værdi bliver lige nul – både derhjemme og i omsorgsfagene," siger Emma Holten om beregningernes uheldige følger:

At politikerne laver politik ud fra økonomernes beregninger.

"Min tese er, at den rolle, økonomiske udregninger er kommet til at spille, er en af de direkte årsager til, at vi har set de nedskæringer på gulvet, som vi har. Offentlige investeringer ser ud som et minus for samfundet i de økonomiske beregninger, ja, de gør os faktisk fattigere. Men det passer jo ikke."

Læs også: Forsker: Ulige løn truer velfærdssamfundet

For hvordan kan det nogensinde være dyrt for samfundet, at kvinder lærer børnene at gå og tale og hjælper dem med at blive samfundsborgere, når alternativet ville koste os milliarder?

Eller at kvinder tager sig af de svage og ældre, mens deres nærmeste kan være på arbejdsmarkedet? 

"Hvordan kan det nogensinde blive en byrde for samfundsøkonomien, at pædagoger i daginstitutionerne og lærere i folkeskolerne hjælper og danner barnet, så det i sidste ende kan blive til et nyt menneske, der kan gå ind på arbejdsmarkedet?" spørger Emma Holten, der i efteråret opdagede, at mange tilsyneladende delte samme undren og forargelse over, at omsorgsarbejde hverken bliver værdsat eller prissat. Da billetterne til hendes foredrag 'Hvad er vi værd' om feministisk økonomi og de klassiske økonomiske modellers begrænsning på Bremen i København blev sat til salg, var der udsolgt på under et døgn.

Læs også: Løngabet er blevet mindre, men ...

Så oprettede hun et foredrag til, sagde sit job op, begyndte at skrive en bog og er nu på en næsten udsolgt Danmarksturné. 

"Økonomien har traditionelt set udelukkende set på markedet. Hvad sker der, når jeg køber en banan. Hvad sker der, når jeg sælger en banan, og hvordan bestemmer det prisen på en banan. Derfor er det meget, meget sværere at finde ud af den værdi, en social- og sundhedsassistent for eksempel skaber end den, en medarbejder i Aalborg Portland skaber. For omsorg er ikke på markedet," siger Emma Holten om økonomiens blinde vinkler og skærer det helt ud: 

"Det gør, at vi tror, at det er sådan nogle, som står i Løvens Hule, der skaber værdi i samfundet. Dem, der sælger plastikting fra Kina, som de importerer. For det kommer der værdi og velstand ud af. Lige som det skaber værdi, når der bliver bygget på Amager Fælled, men det ikke skaber værdi, når der ikke bliver bygget," siger Emma Holten, der helt grundlæggende mener, at den tankegang er forkert. Ja, faktisk lige frem sexistisk. 

Samfundets rygrad

For den viser, at kvinders arbejde bliver taget for givet. Selvfølgelig er der nogen, der sørger for, at der er kaffe. Og naturligvis er der nogen, der passer på, så de ældre ikke dør, og at børnene bliver passet og dannet.

Og selvfølgelig er der nogen – kvinderne – der tager de jobs, selvom de er dårligt lønnede. Hvis de er utilfredse med lønnen, så kan de da bare tage et arbejde i det private i stedet, lyder det lakonisk om det argument, der møder sygeplejersker, der vil have mere i løn.

"De skal ikke fejres, de skal ikke hyldes, de skal i hvert fald ikke have særligt mange penge. Men faktum er, at alle de lavtlønnede kvinder i omsorgsfagene er hele det danske samfunds rygrad. De redder liv hver eneste dag helt konkret og i det lange løb. Nogen skal gøre det arbejde, der er ikke noget alternativ. Der er sgu ikke nogen Løvens Hule, hvis der ikke er sosu'er. Det tror jeg faktisk, at mange danskere forstår," siger Emma Holten og når frem til sin konklusion:

"Omsorgsarbejde er det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt."

"Det er det, feministisk økonomi prøver at sætte fokus på, mener hun. For vi mennesker er ikke en ø.

"Vi har brug for hinanden. Og vi hjælper hinanden med at holde hinanden i live."

Corona blev en prisme

Det blotlagde coronakrisen som det forstørrelsesglas, vi havde brug for, mener hun. For pludselig så vi, hvordan det faktisk ville være, hvis man ikke havde pædagoger til at tage sig af børnene, lærere til at undervise dem, og social- og sundhedspersonale til at tage sig af de ældre. Pludselig skulle vi tage os af det hele selv.

"Og pludselig viste det sig også, at mange af frontpersonalerne som samfundet simpelthen ikke kan klare sig uden, var kvinder. Mange oplevede en meget underlig konflikt mellem, at de mennesker, der faktisk er allermest uundværlige fik den laveste løn."

For samfundet kan godt køre uden mennesker, der arbejder i reklamebranchen. Men samfundet kan ikke køre uden dem, der arbejder i ældreplejen.

"Held og lykke med at være iværksætter, hvis du ikke har en børnehave."

Coronakrisen viste os samtidigt, at vi kan indrette samfundet anderledes. Hvis vi vil.

Lige som da velfærdssamfundet blev skabt, og der blev lavet gratis skole for alle, fordi det var det rigtige at gøre. Ikke fordi det kunne betale sig i et regneark. For der er ikke nogen naturlov, der siger, at en fuldtids arbejdsuge ikke kan være på 30 timer. Og der er ingen naturlov, der afgør, at frontmedarbejdere skal have en lav løn. 

"Vi har hele tiden fået at vide, at der ikke råd til dit eller dat, og at der i hvert fald ikke er råd til højere lønninger. Men pludselig var der råd til corona. Det var faktisk ret vildt. Coronakrisen var en slags kickstart for mig, hvor jeg tænkte: Ok, samfundet er klart til at have den her snak."

Løn og værdi

Der opstod krav om løn i de traditionelt så beskedne kvindefag, sygeplejerskerne begyndte at råbe op, og der kom fokus på tjenestemandsreformen, der i 60'rne havde fastlagt de traditionelle kvindefags lønniveau lavere end de traditionelle mandefags.

"Vi må erkende, at vi lever i en kultur, hvor penge spejler værdi. Værdi afspejles i løn, og værdi hænger uløseligt sammen med løn. Når der bliver talt nedsættende om kvinder i omsorgsfag, hænger det uløseligt sammen med den lave løn," siger hun og forklarer, at de to størrelser er fuldstændig viklet ind i hinanden:

"Du får en lav løn, fordi arbejdet er kulturelt lavt værdisat, og det er kulturelt lavt værdisat, så du får en lav løn. Omsorgens manglende værdisætning går meget langt tilbage i vores historie, og den tror jeg mange kvinder i faget udmærket godt kan mærke."

Mindre af det man ikke kan måle

For når der bliver afsat 10 minutter til støttestrømper og 20 til et bad, er det del af samme økonomiske tankegang. For støttestrømperne er nemme at måle, mens den følelsesmæssige kontakt til den ældre er svær at måle. Selv om man som fagperson ikke vil være i tvivl om, hvad der er vigtigst.

"Hvis man er fagperson, så ved man, hvor enormt vigtig den følelsesmæssige kontakt til en ældre er. Men den følelsesmæssige kontakt er enormt svær at sætte ind i et regneark. Det er svært at sige, hvorfor det var enormt vigtigt at bruge 20 minutter på at drikke en kop kaffe og sludre, både for personens helbred og for ens eget arbejde."

Problemet er, at der kommer mindre og mindre af det, der er svært at måle værdien af, som i virkeligheden er alt det, der gør livet værd at leve, konstaterer Emma Holten.

"Jeg tror, at det er derfor, vi ser en stor rekrutteringsudfordring i den offentlige sektor. For medarbejderne føler ikke, at der er tid til at give omsorg længere," siger hun.

De føler simpelthen ikke længere, at de får lov til at gøre deres job så godt de kan.

"Der er rigtig mange mennesker, der gerne vil arbejde med omsorg, men de vil ikke sidde og kigge ind i et excel-ark og skrive, at så brugte jeg 20 minutter på et bad med Jette. De vil gerne arbejde med at være tæt på mennesker. De vil passe på mennesker. Fordi det er et fantastisk arbejde."