Din krop går i kronisk alarmberedskab, og lyde og pludselige bevægelser kan tolkes som en trussel og få dig til fare sammen. Du får en følelse af uro i kroppen, så du bliver rastløs og utålmodig.

Du får søvnproblemer, hvor du har svært ved at falde i søvn og vågner gentagne gange i løbet af natten og har svært ved at falde i søvn igen. Appetitten bliver enten mindre eller større, hvilket kan føre til vægtændringer. Du får mindre lyst til at være fysisk aktiv eller til sex.

Til gengæld kan du få lyst til et overforbrug af for eksempel alkohol, cigaretter, stoffer eller medicin. Endelig kan du opleve en fysisk og mental udmattelse og måske ubehag som mavepine, svimmelhed og hovedpine.

Du får vanskeligt ved at overskue ting og ved at huske for eksempel opgaver, regler, aftaler og til at læse en artikel eller deltage i en samtale. Du begynder at tænke sort/hvidt og evner ikke længere en mere undersøgende, kreativ eller legende tilgang.

Påtrængende billeder af noget, du tidligere har set eller har fået fortalt, kan pludselig trænge sig på som flashbacks. Du får tankemylder, hvor tankerne kører rundt i hovedet hulter til bulter mellem hinanden uden overblik og retning.

Det viser sig ofte om aftenen, når du skal sove. Du kan opleve, at krop og hoved ikke hænger sammen, og du ikke rigtig er helt dig selv. Det kan føles som om, du sidder i en osteklokke eller føler dig uden for tid og sted. Dét fænomen kalder man 'dissociation'.

Du kan få en følelse af hjælpeløshed og opleve, at lige meget hvad du gør, vil det ikke slå til. Der er for mange ofre, for stor nød, for få ressourcer, og det føles, som om den traumatiske situation vil vare uendeligt.

Den følelse af utilstrækkelighed rammer tit dem, der ser deres arbejde som et livsindhold. Du kan også opleve frygt, bekymring og måske gråd, og du begynder måske at se farer alle vegne, som ikke er reelle. Du kan også føle vrede og hævntrang, så du har aggressive følelser, som kommer til udtryk enten direkte eller indirekte.

Det kan både være rettet mod dem, du skal hjælpe eller mod din leder. Du kan også tage skylden på dig og opleve et personligt ansvar i forhold til situationer, som du godt ved, ingen vil kunne klare. Skyldig i bare at tage hjem. Omvendt kan du også have rykket dine grænser, så du bliver fornægtende og kynisk.

Evnen til at genkende og forstå andres følelser og til indlevelse kan blive mindre, end den plejer at være. Det kan simpelthen være svært at høre, hvad andre siger, og du får nedsat lyst til at være sammen med andre, både fysisk og psykisk.

Dyb øjenkontakt kan virke intimiderende og personlige spørgsmål kan virke anmassende. Du vil helst ligge under dynen og har ikke lyst til at være sammen med andre. Du mangler overskud til de sociale aktiviteter, som du tidligere glædede dig til.

Du begynder måske også at glide af, når nogen spørger, hvordan det går på arbejdet. Det går godt, siger du og skifter hurtigst muligt til et andet emne.

Kilde: Psykolog Rikke Høgsted