Annonce

fdxc

Realitytjek med Rasmus fra Bachelorette: Sejt at vælge en erhvervsuddannelse


Mange kender Rasmus Andersen som bejler i TV 2’s dating-program, men nu springer han ud som bejler til hele nationen: Det må ikke være skamfuldt for unge at vælge eksempelvis en sosu-skole, lyder budskabet fra en ung mand, der oplevede det som flovt, da han ville være pædagogisk assistent.

Annonce

Realitystjernen Rasmus Andersen fra Bachelorette og Sommerdrømme er gået viralt med sit budskab om at vælge erhvervsuddannelser. Opråbet bliver mødt med kærlighed – også af forældre og forhenværende akademikere. Privatfoto

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Det er okay at tage en sosu-uddannelse. Eller vælge vejen som pædagogisk assistent. Eller en helt tredje eller fjerde erhvervsuddannelse. Det er faktisk mere end okay.

Sådan lyder budskabet i et opråb, som den 27-årige realitystjerne Rasmus Andersen i disse dage spreder over hele landet som en hilsen til alle de unge, der i disse forlader folkeskolen og er usikre på, hvad de egentlig gerne vil bruge livet på. Og såmænd også til alle de nybagte studenter, der i disse dage fejrer deres eksamen og tror – eller har fået at vide – at en akademisk vej er det eneste rigtige.

”Det behøver det ikke være,” siger Rasmus Andersen, der er vokset op på Djursland.

Mange kender ham som deltager i Bachelorette på TV 2, hvor han i disse uger er blandt bejlerne i datingprogrammet.

Men samtidig bejler han også til hele nationen med et opråb, der er gået viralt, siden han for nylig lagde det ud på Instagram. Her skrev han den tale til sig selv, som han savnede at høre, da han for 11 år siden forlod folkeskolen og havde besluttet sig for at læse til pædagogisk assistent på SOSU-skolen i Grenå.


”Kære Rasmus på 16 år. Du er færdig med din 10. klasse og er nu for andet år ikke blevet erklæret uddannelsesparat. (…) Du tænker meget over, om man kan blive til noget, hvis man ikke går på gymnasiet. (…) Du flover dig over at starte på grundforløbet som pædagogisk assistent på Social- og Sundhedsskolen. Fordi ordet sosu nærmest er skældsord i din omgangskreds,” skriver han blandt andet og uddyber over for Fagbladet FOA.

”Da jeg var færdig med 10. klasse på Molsskolen, stod jeg nærmest alene tilbage som den eneste, der ikke gik videre på gymnasiet. Det var dét, al vejledning havde handlet om, men jeg var ikke så boglig og savnede et forbillede, jeg kunne spejle mig i. Det var ret ensomt at være den eneste uden en plan.”


Rasmus Andersen vidste dog, at han gerne ville være noget med mennesker – og valgte derfor sosu-skolen i håb om, at uddannelsen som pædagogisk assistent kunne blive et springbræt til at blive pædagog.

Han gennemførte kun grundforløbet og blev aldrig pædagogisk assistent. Faktisk har han ikke fået en uddannelse, men har i stedet arbejdet som blandt andet restaurantchef. Og nu håber han, at han med sit opråb kan være med til at skabe begejstring for erhvervsskolerne.

”Dengang vrængede mine venner på næsen af mig. Sosu-begrebet var bare så tabubelagt. Men det skal ikke være pinligt at vælge sosu-skolen eller en anden erhvervsskole,” siger Rasmus Andersen.

Kære Rasmus på 16 år.

Du er færdig med din 10. klasse, og er nu for andet år ikke blevet erklæret uddannelsesparat. Du er skoletræt ad helveds til – måske fordi du er den dummeste af dine venner bogligt, måske fordi at du tror alle autoriteter er nogle idioter, måske fordi du ikke gider lære ting der ikke interesserer dig eller måske fordi du ved inderst inde at det hele nok skal gå selv uden en uddannelse.

Du tænker meget over om man kan blive til noget, hvis man ikke går på gymnasiet? Er det mon okay ”bare” at tage en erhvervsuddannelse? Du gør alt for at blive ham den sjove, charmerende og udadvendte fyr, så din omgangskreds ikke gennemskuer dig som ham den ”dumme”. Du flover dig over, at starte på grundforløbet som pædagogisk assistent på Social- og Sundhedsskolen. Fordi ordet sosu nærmest er et skældsord i din omgangskreds.

Men kære Rasmus på 16 år. Du har ikke noget at være flov over. Du er ikke dum! Du har det måske bare lidt sværere bogligt end de fleste, og det er helt okay! Der er mange som dig.

Det er heller ikke flovt, at tage en erhvervsuddannelse. Det er sejt! Hvem skal ellers bygge dit hus, passe dine børn, lave din yndlings mad eller hjælpe din elskede Mormor? Det skal du!

Du skal tro på dig selv, fordi du har en masse at bidrage med selvom du ikke går på gymnasiet! Uanset om du tager en uddannelse eller går din egen vej, så er det modigt at tage et valg. Husk, jeg kan lide dig uanset hvad du vælger!

Kilde: Rasmus Andersen, 27 år, på sin Instagram-profil @fartilbo (Bo er hans hund 😊)

+

Det skal nok gå

Og hans budskab ser ud til at gå rent ind. Ikke bare hos unge mennesker, som politikerne generelt gerne vil have til at vælge erhvervsuddannelser i større grad.

Det tyder de mange reaktioner, han har modtaget, i hvert fald på.

”Rigtigt mange forældre har skrevet til mig og sagt tak. Og jeg har også fået hilsner fra mange, der valgte gymnasiet og en akademisk uddannelse, men som fortæller, at de i dag arbejder som for eksempel politibetjent eller tømrer og i virkeligheden er endt med et arbejde, de hele tiden har brændt for.”

- I disse dage holdes der masser af taler til de nybagte studenter. Hvad ville du sige til dem, hvis du skulle tale til dem?

”Jeg ville sige tillykke med huen, I har knoklet for den, men I har altså ikke fået en uddannelse. Det er først nu, det starter. Så tænk jer om, når I beslutter jer. Det er helt fint at tage en erhvervsuddannelse. Det er ikke for sent. Og så ville jeg også ønske dem god fest og sige ’det skal nok gå det hele’.”


Rasmus Andersen lægger ikke skjul på, at han er overvældet over de mange positive reaktioner, han har modtaget.

”Det havde jeg ikke regnet med,” siger han og afslører, at han sammen med en af sine tidligere efterskolelærere er ved at finde ud af, om de kan lave et foredrag, de kan tilbyde efterskoler og folkeskoler.

”Jeg vil gerne stille mig op foran dem og inspirere dem til, at der er andre muligheder end gymnasiet. At det for eksempel er sejt at vælge en erhvervsuddannelse.”

- Og så kan du være det forbillede, du manglede for 11 år siden?

”Ja.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev