Annonce

Barn får pudset næse

Tema: Coronavirus

Stigende smitte presser børnefamilier: Kend din ret til fravær

Småbørnsforældre er lige nu hårdt pressede af, at de skal holde børn hjemme, når de får corona, eller har symptomer og venter på test. Forældreorganisation og FOA opfordrer at give forældre bedre rettigheder.

Annonce

Lige nu stiger smitten i særlig grad blandt børn, og det er en stor udfordring for mange forældre. Det bliver ikke nemmere af, at de midlertidige regler i barselsloven, der gav ret til dagpenge ved pasning af smittet eller hjemsendt barn som følge af covid-19 blev ophævet den 1. juli 2021. Colourbox

Af Signe Højgaard
Journalist

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Forældre til småbørn har desperat brug for, at der bliver fundet en løsning på, at smittetallet stiger blandt mindre børn. Sådan lyder opfordringen fra både forældrenes landsorganisation FOLA og fagforbundet FOA.
 
”Vi hører om forældre, der får nej til at holde barn syg, hvis de har børn, som er nære kontakter eller smittede, men symptomfrie. De får at vide, at de efter første og anden dag med barn syg selv skal betale for fraværet,” fortæller formand for FOLA Signe Nielsen. 
 
Det er især forældre i hovedstadsområdet, der kontakter FOLA. I København, hvor smittetallet er steget til over 400 pr. 100.000 indbyggere, er der i denne uge igen indført restriktioner i dagtilbud og på skoler. 

I FOA oplever forbundssekretær Maria Melchiorsen også, at forældre med små børn er usædvanligt hårdt pressede af stigende smittetal, fordi de skal holde små børn hjemme, hvis de har symptomer, eller hvis de bliver testet positive for corona.
 
”Vi mener helt klart, at der skal findes en løsning på, at vi kigger ind i en vinterperiode, hvor forældre allerede har brugt deres omsorgsdage, feriedag, og hvad de ellers har ret til af fravær,” siger hun og tilføjer:
 
”Tidligere handlede det om at passe på dem, der var mest sårbare. Lige nu handler det også om at passe på forældre, som står i en rigtig svær situation, når smitten løber løbsk på skoler og i dagtilbud,” siger hun.

Sidste år vedtog Folketinget en midlertidig lov om ret til fravær med dagpenge i 10 dage pr. barn til de forældre, som var nødsaget til at blive hjemme og passe deres børn som følge af coronasmitte. 

Ordningen udløb den 1. juli 2021, men i både FOLA og FOA mener man, at ordningen bør hives op ad værktøjskassen igen.

”Det nærliggende ville være, at vi fik gjort som sidst og fik etableret, at forældre kunne få 10 dage med dagpenge,” siger forbundssekretær Maria Melchiorsen. FOA har rejst problematikken i FH og opfordret til, at der bliver handlet hurtigt.
 
”Det er vigtigt, at der bliver fundet en løsning snart. Det er ikke alle, der har bedsteforældre. Dem skal vi også passe på. Dem, der har bedsteforældre, har ofte bedsteforældre, som stadig selv er på arbejdsmarkedet. Vi skal kigge på de aftaler, vi har haft, og have dem genetableret,” siger Maria Melchiorsen.
 
Signe Nielsen fra FOLA er enig.
 
”Jeg synes, at det ville være fint, hvis vi fik genindført ret til fravær med dagpenge i 10 dage. Det er typisk den tid, det tager. Børnene skal jo også være symptomfrie i 48 timer,” siger hun. 
 
Hun mener også, at det lige nu er børnefamilierne, der betaler en meget høj pris for corona.
 
”Folk har ikke mere afspadsering. Du kan ikke engang nå at spare mere ferie op. Forældre er dybt frustrerede. Vi et nået til et punkt, hvor det begynder at give rigtig dårlig stemning blandt forældrene, hvor forældre begynder at pege fingre ad hinanden, hvis nogen sender et barn i skole, som viste sig at være syg. Der er bare ikke mere overskud at give af. Vi er nødt til at gøre noget ved det,” siger Signe Nielsen.
 
Der gælder særlige regler for børn, som er nære kontakter. Læs mere her.

Må jeg blive hjemme med barnet, hvis mit barn bliver sygt med coronavirus?

Her gælder de samme regler som ved enhver anden sygdom hos barnet.  Hvis du arbejder på det offentlige område og dermed er dækket af overenskomsterne på det offentlige område, kan du få helt eller delvis fri med løn på første- og andendagen af barnets sygdom. Det gælder også, hvis barnet er sygt uden at være smittet med coronavirus. 
Der er nogle forhold og betingelser, der skal være opfyldt. Barnet skal være under 18 år gammelt, fraværet skal være nødvendigt af hensyn til barnet og fraværet skal være foreneligt med forholdene på arbejdspladsen.  
Vær opmærksom på, at fravær på første- og andendagen på grund af barns sygdom ikke er en ret, men en mulighed, der skal aftales med din arbejdsgiver. Gå i dialog med din arbejdsgiver hurtigst muligt. 
Hvis du er privatansat, så tjek din overenskomst eller din ansættelsesaftale. 
Ved ny sygdom hos barnet begynder en ny periode. Det vil sige, at reglerne for barns første- og anden dags sygdom begynder forfra.
Tidligere under coronapandemien gjaldt midlertidige regler i barselsloven om ret til dagpenge ved pasning af smittet eller hjemsendt barn som følge af covid-19. Den ordning blev ophævet den 1. juli 2021.

Hvad gør jeg, hvis sygdommen rækker ud over de to dage?

Hvis barnet er smittet med coronavirus, så vil forældrene efter al sandsynlighed også være pålagt isolation i hjemmet. Hvis du er sat i isolation af sundhedsmyndighederne, er det FOAs opfattelse, at det skal sidestilles med sygdom, og du har dermed ret til løn under sygdom efter reglerne herom, hvis du er fastansat. Hvis det er arbejdsgiver, der hjemsender dig,  er det FOAs opfattelse, at du som fastansat vil have ret til løn.  
Hvis dit barn er sygt, men du ikke er pålagt hjemmekarantæne og ikke selv er syg, har du som udgangspunkt ikke ret til at blive hjemme med barnet med løn ud over det som overenskomsten åbner mulighed for. Hvis du har omsorgsdage til gode efter Aftalen om fravær af familiemæssige årsager, kan du aftale at afholde disse med din arbejdsgiver. Hvis barnet er alvorligt sygt og hospitalsindlagt finder reglerne i Aftalen om fravær af familiemæssige årsager anvendelse.
Gå i dialog med din arbejdsgiver og drøft muligheden for, at arbejdet udføres på andre tidspunkter, at du arbejder dét, der er muligt, at du arbejder hjemme, afholder ferie, omsorgsdage, afspadsering eller alternativt – at du får tjenestefrihed uden løn.

Må forældre tage fri med løn for at tage deres børn til test i arbejdstiden, hvis daginstitution eller skole anbefaler test af børn, som har været udsat for smitte?

Da barnet ikke er sygt, vil forældrene ikke have ret til fri med løn for at lade barnet teste.

Må jeg blive hjemme med barnet, hvis skolen eller institutionen er lukket?

Hvis barnets institution eller skole er lukket på grund af coronaudbrud, har du ikke krav på tjenestefrihed med løn. Drøft situationen med din arbejdsgiver for at finde en løsning, der passer jer begge - for eksempel at arbejdet udføres på andre tidspunkter, at du arbejder dét, der er muligt, at du arbejder hjemme, afholder ferie, omsorgsdage, afspadsering eller alternativt, at du får tjenestefrihed uden løn.


Hvad gør jeg, når jeg hverken har ferie, omsorgsdage eller afspadsering og mit barn er hjemsendt fra skole eller daginstitution pga coronaudbrud?

Gå i dialog med din arbejdsgiver og drøft muligheden for, at arbejdet udføres på andre tidspunkter, at du arbejder dét, der er muligt, at du arbejder hjemme eller alternativt, at du får tjenestefrihed uden løn.

Kilde: Camilla Bolvig Cazal, konsulent FOA Overenskomst

Vi vil gerne høre fra dig

Har du selv oplevet udfordringer med pasning af syge børn i denne coronatid, vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt journalist Signe Højgaard på siho@foa.dk
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev