Annonce

En masse danske pengesedler ligger spredt ud i en vifteform

Sådan får du flere rabatter og bonusser


Rabatter og bonusser kan virkelig gavne din økonomi – men husk at tøjle forbruget og tjekke markedsprisen.

Annonce

Som FOA-medlem kan du få ekstra rabatter på blandt andet shopping og oplevelser gennem hele tre fordelsprogrammer. Colourbox

Af Lis Hornø
Journalist

Annonce

Som FOA-medlem kan du få rabat eller bonus gennem hele tre fordelsprogrammer: FOA Fordele, LO Plus og Forbrugsforeningen. Brugt rigtigt kan de virkelig batte i en økonomi.

Læs også: Rabat med FOA: Lene fik 6.000 kroner mere

Forbrugerøkonom hos Nordea og forfatter til bogen Plus på kontoen, Ann Lehmann Erichsen, opfordrer til at gå undersøgende til værks:

“Hvordan får man mest muligt ud af et loyalitetsprogram samtidig med, at man er loyal mod sin egen pengepung? Det gør man ved altid at bruge noget tid på at undersøge sagen, inden man køber nyt eller indgår nye aftaler. Og jeg mener altid!”

Rabat og bonus føles dejligt. Psykologisk kan ‘eksklusive tilbud’ stimulere til at købe mere, end man ellers ville gøre, og det er dårlig økonomi, siger Ann Lehmann Erichsen.

“Man skal definere sit behov, hvad har jeg egentlig brug for? I stedet for at tænke: Nå ja, det tilbud fra loyalitetsprogrammet er sikkert meget godt, skal man stoppe op og tjekke, om andre derude faktisk kan gøre det bedre. Jeg ved af erfaring, at man skal sparke sig selv bagi for at få det gjort. Det skal jeg også.”

Ann Lehmann Erichsen råder også til jævnligt at spørge sig selv: Har jeg stadig den rigtige bank, det rette forsikrings- og teleselskab? Og i den forbindelse undersøge, hvad de tre fordelsprogrammer byder på.

Fordelsprogrammer

FOA Fordele

FOA Fordele stiller FOA-medlemmer gunstigt, når de køber bank- og forsikringsprodukter i PenSam. Man får fem procent lavere rente end andre på de fleste lån, en gebyrfri lønkonto med Visa/Dankort samt rabat på forsikringer.
Kilde: pensam.dk


Alka og PenSam ligger lunt

FOA Fordele er knyttet til PenSam og LO Plus til Alka. Begge forsikringsselskaber ligger godt i test. Alka fik ’Bedst i Test’, da Forbrugerrådet Tænk i 2016 testede forsikringer og samlerabat. I andre test samme sted lå Alka i top tre. PenSam er ikke testet her. EPSI er en privat organisation, der tester kundetilfredshed med forsikringer. I 2015 blev PenSam nummer fire med en score på 81,2, og Alka blev nummer seks med en score på 79,8. 
Kilder: Forbrugerrådet Tænk Penge, projektleder Lars Baadsgaard, EPSI Rating Danmark Forsikring 2015.


LO Plus

LO har indgået aftale med cirka 1.300 butikker og netbutikker. De giver rabat før betaling, når man bruger LO Plus-kortet, som er gratis.

Kilde: loplus.dk og Mette Krag Veber, marketingkoordinator.


Forbrugsforeningen

Over 125 fagforeninger står bag Forbrugsforeningen, der samarbejder med over 4.500 virksomheder. De udbyder en lang række af varer og tjenester. Medlemskab koster 132 kroner årligt. Rabat gives ikke ved betaling, men man optjener en bonus på typisk 10 procent af hvert køb, som udbetales en gang årligt.
Kilde: Peter Nyrop, markedschef hos Forbrugsforeningen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev