En
historie om Carsten Madsen – en frustreret social- og sundhedsassistent, der måtte forlade en terminal kvinde i smerte, fordi han som sosu-assistent ikke måtte give hende morfin – affødte hurtigt mere end 200 kommentarer på FOA og Fagbladet FOAs Facebooksider.
En lang række af disse genkendte Carstens Madsens frustration, fordi de som social- og sundhedshjælper eller -assistent ligeledes oplever, at de ikke må udføre opgaver, de enten er uddannet eller oplært i. Og at der i øvrigt er store kommunale forskelle.
Fagbladet FOA har talt med flere af dem, der skrev en kommentar. Her fortæller både Lene Pontoppidan Aremark og Rose Marie Kastoft, at arbejde i en række forskellige kommuner har lært dem, at man er nødt til at undersøge, hvad man må – og ikke må – når man skifter til ny kommune.
”For det er så forskelligt fra sted til sted. Et sted kan man blive fyret for noget, man gerne må et andet sted. Og det er i høj grad noget, som skaber frustrationer rundt omkring,” fortæller Lene Pontoppidan Aremark.
Løftet pegefinger
Rose Marie Kastoft har prøvet at få en ’løftet pegefinger’ for at lægge et engangskateter. En opgave, som hun var vant til at udføre i anden kommune.
”Men det måtte man bestemt ikke det nye sted, og det var jeg bare nødt til at indordne mig efter,” siger hun og tilføjer:
”Det er aldrig til at vide, hvad man må, for det afhænger af, hvilken kommune du arbejder i. Nogen steder må du meget. Andre steder må du nærmest ingenting.”
”Jeg måtte mere dengang, end jeg må nu, selvom jeg nu har været uddannet i 16 år. Det hører ingen steder hjemme, for man skulle tro, at jeg måtte mere nu, hvor jeg har mere erfaring,” siger hun.
Gik i stå fagligt
Et andet eksempel er social- og sundhedsassistent Laila Madsen. Indtil for godt to år siden arbejdede hun i hjemmeplejen, hvor hun dog følte, at hun ’gik i stå’ fagligt. Det var medvirkende årsag til, at hun sagde jobbet op for i stedet at arbejde på sygehus.
Her oplever hun en helt anden tillid til, at hun som social- og sundhedsassistent kan varetage opgaver og udnytte kompetencer, hun enten har tilegnet sig i løbet af uddannelsen eller er blevet oplært i.
”Jeg var overrasket, da jeg startede på sygehus, for pludselig måtte jeg alt. Jeg må for eksempel lægge nasalsonde, ordne tryksår, lægge kateter og give subkutane injektioner,” siger hun og tilføjer, at det er i skærende kontrast til hendes job tidligere job i hjemmeplejen:
Social- og sundhedsassistent Tina Djelby fortæller, at hun faktisk arbejder i en kommune, hvor hun med egne ord må ’en hel masse’, men alligevel er der rum til forbedring, oplever hun. Eksempelvis er der stor forskel på, om man er ansat på plejehjem eller i hjemmeplejen.
”På plejehjem får man en generel oplæring i for eksempel medicingivning i venflon, så man kan løse den opgave hos alle borgere. Men i hjemmeplejen er det en borgerspecifik oplæring, så man i princippet skal oplæres på ny fra borger til borger,” siger hun.
Opbakning til nationalt kompetencekort
FOA luftede i forbindelse med historien om Carsten Madsen idéen om at indføre nationale kompetencekort i ældreplejen. En idé, der også tidligere har været fremme.
På den måde kan en medarbejder få sine kompetencer dokumenteret, og så vil de fremgå, hvis medarbejderen skifter til en anden kommune, siger Tanja Nielsen, sektorformand:
”I et kompetencekort kunne der for eksempel stå, hvis det var mig: ’Tanja kan skifte trakeal kanyle, for det er jeg oplært i at skifte. Til gengæld er det meget længe siden, jeg har skiftet et kateter’,” siger hun og tilføjer, at det er vigtigt, at der står dato på, hvornår man har tillært sig en kompetence.
”Så kan du hos en ny arbejdsgiver sige: ’Jeg kan det her, men jeg har brug for en opfrisker’,” siger Tanja Nielsen.
Hun tilføjer, at det også kunne være en idé med en kommunal database over kompetencer.
”Har jeg en kompetence, som en borger på et givent plejehjem har brug for, så kan jeg komme ud og oplære personalet i netop den kompetence,” siger Tanja Nielsen.
De social- og sundhedsassistenter, som Fagbladet FOA har talt med til denne artikel, er alle fortalere for et nationalt kompetencekort.
”Jeg ville ønske, at jeg havde det på en app, hvor jeg hurtigt kunne dokumentere, at det er jeg faktisk blevet oplært i. For selvom jeg har arbejdet i samme kommune hele min karriere, har det været svært at overføre mine kompetencer fra afdeling til afdeling,” siger Tina Djelby eksempelvis.
Fagbladet FOA har spurgt KL, hvad organisationen tænker om at indføre et nationalt kompetencekort i ældreplejen, men har endnu ikke fået svar.