Der er behov for ’fundamentale forandringer’ i et sundhedsvæsen under pres. Derfor præsenterede regeringen tirsdag en såkaldt sundhedsstrukturkommission, der skal gentænke den måde hele sundhedsvæsenet er organiseret herunder også ældreplejen.

”Vi har behov for at se på, hvordan vi mere langsigtet kan indrette vores sundhedsvæsen. Problemerne risikerer at vokse sig større, hvis vi ikke tager fat nu,” lød det i forbindelse med præsentationen fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Læs også: Ny kommission skal gentænke hele sundhedsvæsenet

Med i kommissionen sidder Sidsel Vinge, der er selvstændig konsulent med en fortid som kommunal sundhedschef og projektchef i VIVE. Hun står blandt andet bag en omfattende rapport, der i 2021 kastede lys over social- og sundhedshjælpere og -assistenters arbejde og rolle i kommunerne.

”Jeg har interviewet rigtig mange social- og sundhedsmedarbejdere om deres arbejde og fulgt med dem rundt i den lille Toyota Aygo for at finde ud af, hvordan verden vender fra deres perspektiv,” siger Sidsel Vinge.

Nu skal hun og kommissionens otte øvrige medlemmer bruge det næste år på at finde ”forskellige modeller for organisering af sundhedsvæsnet,” som det hedder i kommissoriet.

Der skal blandt andet kigges på opgavefordelingen i sundhedsvæsnet mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen i kommunerne, hvor ”patienten kommer i centrum og får en sammenhængende plan for behandling, og hvor der tages et mere samlet ansvar for patientforløbet.”

Sidsel Vinge lægger ikke skjul på, at der er ”rigeligt at tage fat på”, og at det i høj grad handler om at skabe det, hun kalder ”tidssvarende rammer.”

”Den lovgivning, vi har, er ikke designet til de borgere og patienter, vi i dag har i primærsektoren. Det er for eksempel svært at forklare hvorfor det, der er sygepleje under sundhedsloven på et hospital, pludselig bliver til personlig pleje under serviceloven, når man er i en kommune, og dermed slet ikke er en del af sundhedsvæsenet. Det er primært et historisk levn fra en anden tid med andre borgere og andre opgaver. Men det skaber en række udfordringer,” siger Sidsel Vinge og fortsætter:

”Den store udfordring er, at forløbene for det voksende antal af kronikere og ældre medicinske patienter ikke er, som de skal være. Det har man forsøgt at løse på mange måder. Nu skal vi se meget fordomsfrit på det og tænke det igennem forfra. Hvad er det strukturelt, der forhindrer, at patientforløbene forløber, som vi gerne vil have det?”

Sidsel Vinge forudser blandt andet et nødvendigt opgør med den ’siloopdeling’, der er i det kommunale sundhedsvæsen. Det betyder kort fortalt, at de forskellige faggrupper som sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og terapeuter mange steder er organiseret hver for sig.

Og dén opdeling giver ikke mening, for der er eksempelvis ikke længere nogen borgere, som ’bare’ skal have rengøring, pointerer Sidsel Vinge.

Læs også: ”Den indsats, de leverer, er dybt fascinerende – alligevel taler vi faget ned, og det er et kæmpe problem”

”Vi skal sikre, at de borgere rehabiliteres så meget som overhovedet muligt, og vi skal gøre meget mere for at opspore begyndende sygdom, så der kan gribes effektivt ind i tide, inden det ender med en akut indlæggelse. Den opgave kræver ikke ’bare’ rengøring. Den kræver et helt andet og tæt samarbejde mellem forskellige sundhedsfaglige kompetenceniveauer, inklusiv lægefaglige kompetencer,” sig hun og fortsætter:

”Når de borgere, der skal passes i eget hjem, er så syge, som de er, bliver vi nødt til at sikre, at dem med de højeste sundhedsfaglige kompetencer kommer meget tættere på dem, der ikke har lige så lang uddannelse.”

Ifølge Sidsel Vinge er både social- og sundhedshjælperne og -assistenterne på mange måder blevet svigtet, fordi man ikke har sikret, at de har et tæt samarbejde og faglig backup med særligt sygeplejersker og terapeuter.

”Der er meget stor forskel på hjælpere og assistenters uddannelse. Alligevel betragtes det i langt de fleste kommuner som helt naturligt, at de er organiseret sammen, ofte også med en del ufaglærte, mens sygeplejersker og terapeuter oftest organiseres monofagligt i hver deres silo, adskilt fra hjælpere og assistenter. Og det bærer samarbejdet i hverdagen ofte kraftigt præg af.”

Sidsel Vinge uddyber:

”Det her handler ikke om de enkelte faggrupper og deres monofaglige kompetencer hver for sig. Det handler om samarbejdet mellem dem i hverdagen. En overlæge, som havde et meget tæt samarbejde med en kommunal sygeplejerske og et par lægehuse i Skagen, sagde engang til mig: ’Sammen kan vi faktisk utroligt meget.’ Og dét er den erkendelse, vi skal finde ud af at understøtte strukturelt i kommissionen, som jeg ser det,” siger hun.

Ifølge Sidsel Vinge skal der også kigges på det faktum, at for mange sundhedsfaglige medarbejdere laver administrativt arbejde, eller andre former for opgaver der er langt væk fra kerneydelserne.

Hun nævner, at der eksempelvis er et par tusinde medarbejdere ansat i de kommunale visitationsenheder, der træffer afgørelser om, hvad medarbejderne i hjemmeplejen skal levere.

”Det er et system, som er bygget op i bedste mening ud fra den servicelovs-tænkning, der præger hele området. Men det harmonerer dårligt med alle politikernes udtalelser om, at vi skal gøre op med bureaukratiet og det, der ofte bliver kaldt minuttyranniet. Så vi må konstatere, at den struktur, vi har, harmonerer rigtig dårligt med politikernes ønsker.”

”Vi kan ikke blive ved at bruge så mange dygtige sundhedsfaglige medarbejdere på administrativt arbejde, og vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi reelt kan flytte noget kapacitet og beslutningskompetence ud i fronten omkring borgere, patienter og pårørende og de tværfaglige medarbejdere, der er omkring dem i hverdagen,” siger Sidsel Vinge.

”Jeg ser ikke nogen nemme løsningsforslag, og der vil jeg tillade mig at sige, at kommissionen blev nedsat i går. Jeg skal have tid til at blive klogere, og den første tid kommer til at gå med at lytte. Hvis der havde været nogle nemme løsninger, så var de allerede blevet peget på. Der er ikke noget quick fix.”