Annonce

Mand i jakkesæt udendørs foto: Kræftens bekæmpelse

Ny kommission skal gentænke hele sundhedsvæsenet


Opdateret 28. marts 2023

Regeringen vil ’viske tavlen ren’ og skabe forandringer, der på den lange bane sikrer et ’sammenhængende og nært’ sundhedsvæsen. Det skal en ny kommission hjælpe med.

Annonce

Jesper Fisker, direktør for Kræftens Bekæmpelse, er udpeget som formand for regeringens sundhedsstrukturkommission. Han har en fortid som departementschef i flere ministerier samt direktør i Sundhedsstyrelsen blandt andet. Kræftens Bekæmpelse

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Der skal ske grundlæggende forandringer i sundhedsvæsenet, og derfor skal ni ’kloge hoveder’ bruge det næste år på at komme med bud på, hvordan fremtidens sygehusvæsen og ældrepleje skal indrettes.

Det var hovedbudskabet, da regeringen tirsdag præsenterede den såkaldte sundhedsstrukturkommission.

”Vi har behov for at se på, hvordan vi mere langsigtet kan indrette vores sundhedsvæsen. Problemerne risikerer at vokse sig større, hvis vi ikke tager fat nu,” lød det fra statsminister Mette Frederiksen, der slog fast, at et ”sammenhængende og nært sundhedsvæsen med patienten i centrum” er en af regeringens allervigtigste opgaver.

Ensartet kvalitet

Kommissionen er en ’uafhængig ekspertkommission’ uden deltagelse af parter som Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, og den skal blandt andet kigge på, hvordan vi sikrer et ensartet sundhedsvæsen med høj kvalitet uanset hvor i landet, man bor. 

”Vi skal sætte ambitionen højt, så vi ikke bare har et godt sygehusvæsen, men også godt sundhedsvæsen. Der skal være mere sammenhæng, mere plads til medarbejderens faglighed og mindre administration. Vi investerer 12 måneder for at få kloge mennesker til at tænke, hvordan vi skal gøre det. Det skal ske på en fordomsfri måde, hvor vi vasker tavlen ren,” sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

I front for kommissions arbejde er Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse. For ham er det vigtigt, at kommissionen tager del i den offentlige debat, og at der lyttes til både medarbejdere, patienter, borgere og pårørende. 

”Vi er åbne og lyttende, og jeg ser frem til et spændende år med denne opgave, hvor vi vil gøre vores til at skabe et bedre sundhedsvæsen,” sagde han.

Kommissionens anbefalinger og vurderinger skal kigge på disse otte områder

  • Den regionale struktur
  • Rammer for den kommunale sundheds- og forebyggelsesindsats
  • Samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis
  • En organisering og styring af almen praksis, der understøtter øget patientansvar og styrket opgavevaretagelse
  • Finansierings- og incitamentsstrukturer, samt kultur og ledelse i sundhedsvæsenet
  • Koordination af kvalitetsudvikling på sundhedsområdet
  • En organisering af digitale løsninger og it-infrastruktur i sundhedsvæsenet, der understøtter udbredelsen af fælles løsninger og gnidningsfri udveksling af digitale oplysninger på tværs af sektorer
  • En regulering der understøtter frit valg og patientrettigheder, og som sikrer den mest hensigtsmæssige brug af private aktører som en del af det samlede sundhedsvæsen.
+

FOA: Vigtigt med fokus på helheden

I FOA betoner forbundsformand Mona Striib vigtigheden af, at kommissionen har blik for helheden, og glæder sig over fokus på at bekæmpe ulighed i sundhed.

”Det er først og fremmest rigtig godt, at politikerne har indset, at vi er nødt til at give vores sundhedsvæsen en alvorlig overhaling. Det har FOA længe råbt op om, og jeg er også glad for, at kommissionen tydeligt får til opgave at pege på løsninger på den meget store ulighed, som er på spil i vores sundhedsvæsen,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

Ifølge forbundsformanden er det nødvendigt at nedbryde de siloer, der ofte kendetegner tilgangen til sundhedsvæsenet. 

”Hvis den ældre medicinske patient eksempelvis udskrives for hurtigt, skubbes problemerne videre til kommunerne, hvor det blandt andet vil være FOAs medlemmer, der skal passe på hende. Derfor ligger der et vigtigt arbejde i at sikre sammenhænge og understøtte det tværfaglige samarbejde. Vi skal også sikre, at de rette kompetencer er til stede og – ikke mindst – at medarbejderne får mulighed for at bruge deres faglighed. Det er nødvendigt, hvis vi skal se det hele menneske og ikke kun sygdomme og symptomer,” siger Mona Striib.

Rekruttering og fastholdelse samt løn- og arbejdsvilkår fyldte også på pressemødet, hvor regeringen henviste til både robusthedskommissionen og lønstrukturkomitéen, der forventes at præsentere sit arbejde senere på året.

Her er kommission ni medlemmer

Kommissionen består af en formand og 8 medlemmer, der er udpeget af sundhedsminister Sophie Løhde (V):

  • Formand: Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse
  • Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, VIVE 
  • Peter Bjerre Mortensen, professor ved Institut for Statskundskab 
  • Dorthe Gylloing Crüger, koncerndirektør 
  • Sidsel Vinge, konsulent og tidligere projektchef i VIVE 
  • Mogens Vestergaard, overlæge, seniorforsker 
  • Marie Paldam Folker, centerchef, Center for Digital Psykiatri 
  • Søren Schou, tidligere administrerende direktør ved A. P. Møller Mærsk 
  • Gunnar Bovim, formand for Helsepersonelkommisjonen og rådgiver på Norges teknik- og naturvidenskabelige Universitet
 
+
Også sektorformand Tanja Nielsen er overordnet tilfreds med udspillet fra regeringen til den nye kommission og fremhæver fokusset på at skabe bedre overgange i sundhedsvæsenet mellem det nære sundhedsvæsen i kommunerne og somatikken og psykiatrien i regionerne.

”Det arbejde vil jeg glæde mig til at følge,” siger Tanja Nielsen og efterlyser samtidig et større perspektiv fra medarbejderne i kommissionens sammensætning:

”Det er forskere og topledere, og min bekymring er, om de har fingeren på pulsen i forhold til, hvad det reelt set er behov for set fra medarbejderne, og hvor de ser, at der er faldgruber. Der er ingen, der hands on kender behovet og udfordringerne helt ude på arbejdspladserne.”

Opdateret kl. 13.25 med kommentar fra sektorformand i FOA, Tanja Nielsen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev