Annonce

Børnenes stemme er forstummet

Som ingen anden kæmpede Per Schultz Jørgensen børnenes sag som forsker, forfatter og børnerådsformand. ”Han var børnenes stemme og blev ved, utrætteligt til det sidste,” siger professor Charlotte Ringsmose.

Annonce

Per Schultz Jørgensen brugte sin faglighed og viden for at præge den politiske debat. For i sidste ende ville han skabe bedre vilkår for børn og unge i Danmark. Asger Ladefoged Ritzau/Scanpix/arkiv

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Per Schultz Jørgensens sidste bog kom i sommer. For han blev ved med at skrive bøger, debatindlæg og kommentarer. Han blev ved med at give interview og gøre sig hørt – også selv om han var blevet meget syg. Helt indtil den allersidste fase i hans kræftsygdom, der i går kostede ham livet.

”Det var de små børn, de udsatte børn, der var omdrejningspunktet for ham. De, der ikke selv kan gøre sig hørt. Det rører mig dybt. Hvis man spørger, hvem var deres talerør, så må man bare svare: Det var Per Schultz Jørgensen,” siger professor og børneforsker Charlotte Ringsmose fra Aalborg Universitet om forskeren, forfatteren og børnerådsformanden, der som ingen anden har tegnet debatten om børneområdet i Danmark. Og som – længe før det blev moderne – talte om børns robusthed.

”Præstation er et ydre resultat, du skal leve op til. Robusthed er, at du kan mobilisere nogle ressourcer, som du kan trække på for at finde løsninger. Robusthed er, når det bliver en pligt at gøre det, der er godt at gøre for at få et godt liv,” som han sagde i et interview til webmediet Zetland, hvor han uddybede:

”Vi skal finde tilbage til et fællesskab, der giver os værdier. Uden fællesskabet går det slet ikke. Og det er der, jeg ser robusthed som en del af den proces, vi skal i gang med.”

Læs også: Dagtilbudsforsker: Sociale normeringer kan afgøre børns fremtid

Forstå i stedet for at bære

Det var først og fremmest som formand for Børnerådet fra 1998 til 2001, at Per Schultz Jørgensen blev offentligt kendt. Men allerede før det kæmpede han en kamp for at påvirke politikerne til at afskaffe forældres ret til at slå deres børn. Oprindelig var han uddannet lærer, videreuddannede sig til cand.psych., blev lektor ved Københavns Universitet, forskningsleder på Socialforskningsinstituttet og siden professor ved Danmarks Lærerhøjskole.

Men han var ikke bare fagligt indsigtsfuld. Og han nøjedes ikke bare med at bruge sin faglige viden i snævre psykologiske og akademiske sammenhænge, siger Stig Brostrøm, professor emeritus ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.

”Han bragte sin viden ud i offentligheden og kæmpede børnenes sag. Man kunne regne med ham, fagligt og samfundspolitisk, og han lod sig ikke rive med af strømmen, men holdt på det faglige og politiske for at ændre på børnenes vilkår. Det er måske banalt at sige, men fagligt kommer vi virkelig til at mangle hans stemme.”

For han sagde det, der er brug for i en tid, hvor opdragelsen for længst er holdt op med at være autoritær, og hvor curlingforældre forsøger at rydde alle forhindringer af vejen for deres børn. Noget, han kredsede om i sine sidste bøger og gentog i sine foredrag, hvor han ifølge Politiken brugte en anekdote, som indkapslede hans budskab. Nemlig den om moderen og barnet, der efter at have handlet begge bærer tunge indkøbsposer, som barnet beklager sig over. I stedet for at overtage barnets pose, spørger moderen, om de ikke skal tage et hvil.

”Vi skal lægge curlingrollen væk, for selvhjulpne børn kommer ikke af sig selv,” sagde Per Schultz Jørgensen til Zetland om, at det ikke handler om at overtage barnets byrder. For det kan vi ikke. Det handler om at lytte og forstå.

Læs også: ”Det kan sagtens være, at vi om 20 år kommer til at se på TikTok, som vi i dag ser på rygning”

Stillede de nødvendige spørgsmål

Og han turde selv at lytte, prøve at forstå og stille de spørgsmål, som skulle stilles, siger professor Charlotte Ringsmose.

”Han spurgte til, om vi virkelig har styr på det. Hvad betyder det, at vi har så mange små børn i dagtilbud i så formativ en tid i deres liv i så mange timer? Og om vilkårene for de små børn virkelig er i orden.”

Selv deler hun hans bekymring om kvaliteten i daginstitutionerne. For vi har en tendens til at tage fat i problemerne, når de viser sig, for eksempel som faglige vanskeligheder i skolen. Men problemerne begynder længe før.

”Det var han dybt optaget af. Hvordan ser mistrivsel ud hos helt små børn? Og hvordan opstår den? Vi er nødt til at være nysgerrige på tryghed, tilknytning og trivsel i et kontinuum, og det var han.”

For der er en politisk bevågenhed. Men det er svært at se, at handlingerne følger med, mener Charlotte Ringsmose, der kommer til at savne Per Schultz Jørgensens stemme.

”Jeg håber virkelig, at der er nogen, der kan udfylde hans sko. Det er så nødvendigt. En, der kan tale små børns sag, gå i medierne og påvirke debatten. Det kan de små børn ikke selv. Og forældrene – ja, de håber bare på, at det går godt.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev