Hver morgen, efter hun har afleveret sine børn, starter social- og sundhedsassistent Lonni Kristensen sin bil og kører de godt 100 kilometer fra bopælen i Nyborg til Plejecenter Christians Have i Solrød.

”Mange spørger mig, hvorfor jeg ikke finder et andet arbejde tættere på, men det her er bare de fedeste omgivelser,” siger Lonni Kristensen, mens hun viser rundt i rehabiliteringscentrets sansehave.

Her tager Lonni Kristensen borgere med ud for at gå en tur og få et afbræk fra træningsrummet. Og så er der også plads til at sætte sig på en af bænkene og bare snakke.

Christians Have har borgere, der er udskrevet fra hospitalet med brækkede

knogler og personer med demens.

Men samtidig huser stedet også folk med misbrugsproblemer, som ikke kan være i psykiatrien, og mennesker, der venter på en plads på hospice. 

”Nogle af dem kandiderer ikke til at komme tilbage i deres eget hjem, så der er genoptræningen ikke det vigtigste. Men derfor skal vi stadig give dem så meget livskvalitet, som vi kan, og det gør vi ved at have de her eksistentielle snakke med dem og skabe en tryg hverdag med meningsfulde aktiviteter,” siger hun.

Forventningssamtale er afgørende

Lonni Kristensen og hendes kolleger har en forventningssamtale med alle nye borgere, som skal flytte ind. De spørger ind til hver enkeltes liv, hvad de tidligere har lavet, hvordan de agerer i dagligdagen, og hvad de godt kunne tænke sig at generhverve. Det bliver skrevet ind i deres journal sammen med oplysninger om eksempelvis medicin og potentielle allergier.

”Forventningssamtalen er grundstenen for, at de får et godt forløb. De skal have en tryg indlæggelse og en tillid til os,” siger Lonni Kristensen.

Borgerens pårørende bliver også inviteret til forventningssamtalen. Det hjælper medarbejderne, fordi de pårørende kan give relevante informationer, når borgeren har svært ved at udtrykke sig. Men samtidig hjælper det også de pårørende, som får taget toppen af deres bekymringer, fortæller Lonni Kristensen.

”For dem er det jo også en ny situation, og de er bekymrede for, hvad der skal ske med deres mor eller far, eksempelvis. Dem skal vi også kunne gribe, så samarbejdet med de pårørende er megavigtigt,” siger hun.

To gange om ugen har medarbejdergruppen, bestående af social- og sundhedsassistenter,

sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter, tværfaglige tavlemøder.

Her gennemgår de alle borgernes rehabiliteringsforløb og evaluerer, hvor langt de er fra deres mål og delmål, og hvad chancerne er for, at de igen kan klare sig selv i eget hjem.

Hvis de kan det, bliver hjemmeplejen inviteret til et såkaldt planmøde.

Her kan de se, hvordan Lonni arbejder med morgenplejen til den enkelte borger eller træningen, som terapeuterne har fastlagt.

”Det handler om, hvordan vi får overdraget borgerne bedst muligt til

hjemmeplejen, så alt, også hjælpemidler, bliver aftalt på det her planmøde. Vi har et rigtig godt samarbejde med hjemmeplejen, for indsatsen stopper jo ikke, når borgeren forlader os,” siger Lonni Kristensen.

Hun skal snart starte bilen igen og køre de 100 kilometer mod Nyborg og hente sine børn i daginstitutionen. Det gør hun uden problemer igen i morgen:

”Jeg elsker at stå op og føle, jeg gør en forskel, når jeg kan se, at beboerne

bliver glade, og deres funktionsniveau forbedres.”

”Selvhjulpenhed er ikke altid målet med rehabilitering,” siger lektor ved Syddansk Universitet og Professionshøjskolen Absalon, Jette Thuesen.

Hun har sammen med godt 200 andre fagfolk været med til at udarbejde ’Hvidbog om rehabilitering’, som netop er udkommet og er en opfølgning på en tilsvarende udgivelse fra 2004. Og fagfolkene bag den nye udgave – en bred vifte af blandt andre forskere, fagprofessionelle og repræsentanter fra FOA – er enige om, at omdrejningspunktet for rehabiliteringen skal være den enkeltes livskvalitet.

”Vi skal blive bedre til at tænke de eksistentielle dimensioner ind i rehabilitering

på ældreområdet. Hvordan er det, at et ældre menneske oplever svækkelse og aldring? Som fagprofessionel er det nogle gange vigtigere at kunne støtte og anerkende de følelser og acceptere, at for nogle ældre er det ikke det vigtigste at lære at gå igen, men mere at bevare deres sociale funktionsevne og undgå ensomhed. Det kræver kompetencer,” siger Jette Thuesen.

I en rapport fra Sundhedsstyrelsen tidligere i år fremgik det, at 55 procent af de 81 medvirkende kommuner enten har holdt eller planlægger at invitere deres medarbejdere til kompetenceudvikling. 

Det betyder, at 45 procent – eller næsten halvdelen – af kommunerne ikke har taget

det skridt. Alligevel ser Helle Stentoft Dalum, sektionsleder i enheden

Ældre og Demens i Sundhedsstyrelsen, positivt på resultatet:

”Det viser, at vi har kommuner, der anerkender, at der brug for at lære mere. At der er brug for at udvikle et fælles sprog på tværs af faggrupper, og at fagprofessionelle har brug for at vide, hvad borgerne tænker,” siger hun.

Helle Stentoft Dalum peger også på, at borgeren skal tænkes endnu mere

ind i rehabiliteringen.

”Det handler om, hvad der er vigtigt i borgerens liv, så rehabiliteringen bliver meningsfuld og relevant. Det er også motiverende for social- og sundhedsmedarbejderen, så det ikke bare er den samme trappetræning, man laver,” siger hun om den ’personcentrerede tilgang’, som metoden kaldes.

Udvikling af medarbejdernes færdigheder kan foregå på skolebænken, siger Jette Thuesen, men læring foregår også i det tværfaglige samarbejde i hverdagen. Her er det vigtigt, at faggrupperne på tværs kan drøfte de iagttagelser, de gør sig.

”Det betyder, at man også skal tage social- og sundhedshjælperens observationer

alvorligt. Det er meget vigtigt, at det sker. Vi ved, at forskellige fagligheder får forskellig viden fra borgeren,” siger Jette Thuesen.

Det spiller også ind i de andre problemer, der kan opstå, når rehabilitering strækker sig på tværs af faggrupper, sektorer og lovområder. Således peger Jette Thuesen på, at det er nødvendigt at service- og sundhedsloven tænkes sammen.

”Det giver udfordringer, når medarbejdere skal levere sammenhængende indsatser til borgeren under forskellig lovgivninger,” siger hun og peger som eksempel på, at rehabilitering finder sted både på rehabiliteringscentret og i hjemmeplejen. 

”Vi skal blive endnu bedre til at mødes og tale sammen på tværs af matrikler og faggrupper,” lyder appellen fra Jette Thuesen.