På rad og række i en hal i Bryndum nær Esbjerg bugner stativer
med størrelsessorterede vinterjakker og gummistøvler ved siden af brugte cykler, legetøj
og hygiejneartikler. Alt sammen doneret af områdets borgere. Her i hallen, som er
ejet af den private institution Troldehulen, bliver det delt ud til
ukrainske flygtninge.
Lageret ligger i forbindelse med institutionen og fungerer sådan, at når medarbejderne har frie hænder et øjeblik – for eksempel når børnene sover middagslur – smutter de over i hallen for at hjælpe flygtningefamilier med at finde tøj og andre sager.
En af dem, der har hjulpet meget til, er 55-årige pædagogmedhjælper Susan Overgaard. Hun er ikke tilknyttet en fast stue, og derfor har hun lettere ved at gå fra over på lageret. En opgave, som hun meget glædeligt tager på sig.
”Det betyder meget for mig at kunne hjælpe. Det er klart. Og jeg er så stolt af, at der er så mange borgere og frivillige, der har hjulpet. De er kommet med tøj, legetøj, bleer, vådservietter, bind. Alt simpelthen,” siger Susan Overgaard.
”Det er meget specielt at have krigen så tæt på. Jeg fulgte ikke så meget med i krigen på fjernsynet før, men det gør jeg nu, og nu forstår jeg det meget bedre. Det er jo nogle frygtelige historier, de kommer med,” siger hun.
Læs også: 3 gode råd til at tale med børn om krigen i Ukraine
Hvordan hjælper vi bedst?Bag initiativet står Debbie Bisgaard Jensen, som er
indehaver af Troldehulen. Da hun hørte, at mange ukrainske flygtninge ville
komme til Danmark, begyndte hun at undersøge, hvordan hun kunne hjælpe til.
”Så jeg ringede til min kusine, som arbejder for
tilflytterservice i Esbjerg Kommune. Hun er den første, som flygtningene kommer
i kontakt med, når de kommer til kommunen, så jeg spurgte hende, hvordan vi
bedst kunne hjælpe,” siger Debbie.
Og sådan kom lageret i stand. Samtlige medarbejdere i
Troldehulen gik i gang med at sortere tøj. Både deres eget tøj, familiens og
naboers.
”Og så skrev vi også ud på Facebook, at vi manglede
tøj og hygiejneartikler og så videre. Og så væltede det ind. Jeg tror, vi har
nok til 1.000 flygtninge,” siger Debbie Bisgaard Jensen.
”Når kvinderne, mens de leder efter et par gummistøvler, fortæller om, hvordan de gerne vil hjem og finde deres mand under murbrokkerne. Eller at de ikke kunne få deres bedstemor med til Danmark, fordi hun ikke kunne løbe mere, så de måtte efterlade hende. Det er nogle meget rørende skæbner,” siger Debbie Bisgaard Jensen, som er indehaver af Troldehulen.
Robert Attermann
Ydmyge og taknemmelige
Udover skrækkelige historier og traumatiske minder har de ukrainske flygtninge ikke meget med i bagagen, fortæller Susan Overgaard.
Derfor møder hun en stor taknemmelighed fra dem, når hun hjælper dem med at finde tøj og ting eller med at printe deres officielle papirer. Hun har også kørt ud med ting – for eksempel en skoletaske og et penalhus – til nogle ukrainske flygtninge, som ikke selv havde mulighed for at hente det på lageret.
”De er simpelthen så taknemmelige og meget ydmyge. Mange tager kun én enkelt T-shirt, men så går jeg rundt og siger til dem, at de skal tage mere med. Vi har jo så meget.”
”Inden jeg gik hjem her den anden dag, smurte jeg lige noget frokost til nogle af dem med rugbrødsmadder og nogle skårede grøntsager, og det var lige før de bukkede af taknemmelighed,” fortæller Susan.
Faktisk har Susan allerede fået en ny, ukrainsk kollega, 30-årige Inna Kovalchuk. Inna har boet i Danmark i seks år, hvor hun har arbejdet på en minkfarm, men flyttede tilbage til Ukraine for et halvt år siden, da minkerhvervet blev lukket.
Men så begyndte de russiske bombardementer, og Inna flygtede tilbage til Danmark igen med sin datter – men uden sin mand, som er blevet tilbage i Ukraine.
Da Inna kom til Danmark igen, kom hun forbi lageret ved Troldehulen for at få noget tøj og shampoo. Her mødte hun Debbie.
”Debbie hjalp med alting. Hun fortalte, at hun ville lave en gruppe med ukrainske børn i børnehaven, hvor min datter på tre år også kunne være med i. Og så tilbød hun mig at arbejde i Troldehulen for at hjælpe familierne, der kommer. Der kommer jo mange ligesom os, men nogle snakker ikke engelsk, og det er svært at finde ud af, hvor man kan henvende sig, og hvad man kan gøre. Så når folk kommer her, forsøger jeg at forklare, hvordan systemet fungerer, for jeg kender det jo. Det er den måde, jeg bedst kan hjælpe på,” siger Inna.
Bestemmer selv over venteliste
Nu er Inna blevet ansat i Troldehulen tre dage om ugen, hvor hun primært er på lageret. Men når de ukrainske børn starter i institutionen, bliver Inna den primære pædagogmedhjælper for dem.
Fordi Troldehulen er en privat institution, bestemmer de selv over ventelisten, og derfor har de besluttet, at de gerne vil gøre en ekstra indsats for at få ukrainske flygtninge på plads i det sydvestjyske, fortæller indehaver Debbie Bisgaard Jensen.
”Vi har fortalt de flygtninge, der er kommet forbi lageret, at hvis de får et arbejde, kan de aflevere deres børn her, hvor der er nogen, der forstår dem. Det er blevet hjerteblod både for mig og for alle medarbejderne. Vi kan godt lide at være med til at gøre en forskel,” siger hun.