Tøj til et par dage og sine officielle dokumenter var alt, hvad der var plads til i 30-årige Inna Kovalchuks rygsæk, da hun pakkede sine ting i Ukraines hovedstad Kyiv for cirka en måned siden, 24. februar.
I et halvt år havde Inna, hendes datter og mand boet i Kyiv hos Innas forældre, mens de gjorde den lejlighed, de havde sparet sammen til i Danmark, i stand.
”Men så begyndte bomberne at falde,” fortæller Inna.
Tilbage til Kyiv
Inna kom oprindeligt til Danmark med sin mand i 2015 for at arbejde på en minkfarm. Her var de først lærlinge og fik derefter fast job samme sted.
Men da minkerhvervet blev lukket, tog Innas mand et job på et malkekvæglandbrug.
Parret besluttede sig for, at når de havde tjent penge nok på malkekvæglandbruget, ville de flytte tilbage til Ukraine, købe en lejlighed i Kyiv og starte deres liv hjemlandet.
I september 2021 flyttede de tilbage til Ukraine.
Bil jævnet med jorden
Men samme dag, som Rusland angreb Ukraine, cirka seks måneder efter Inna og hendes mand var flyttet til Kyiv, flygtede Inna med sin datter, sine forældre og bedsteforældre fra hovedstaden op nordpå til deres sommerhus, som ligger tæt på Tjernobyl. Uden sin mand.
Her var de i sikkerhed, tænkte de.
”Der var også stille til at starte med. Men efter to dage kom russiske soldater vandrende ned ad vejen, hvor sommerhuset lå. Det første, de gjorde, var at bombe hovedkilden til byens elektricitet,” siger Inna.
Herefter var der hverken strøm eller rindende vand i byen. De havde kun gas og vand fra en brønd. Fra sommerhusets vinduer kunne familien se, hvordan soldaterne plyndrede byens butikker. Brød fra bageren. Medicin fra apoteket. Alting tog de, fortæller Inna.
Familien opholdt sig de fleste af døgnets timer i kælderen under sommerhuset i ly for bomberne. Mellem klokken 19 og 02 om natten var der oftest pause i bombardementerne, og Inna og familien kunne gå op i køkkenet og lave mad i det tidsrum.
Den 4. marts var det meget tæt på. Naboens garage, hvor Inna og familien havde parkeret den ene bil, de var kørt op til sommerhuset i, blev bombet. Bilen og halvdelen af naboens hus var jævnet med jorden.
”Det var virkelig skræmmende. Vi troede, det var for sent for os at flygte,” siger Inna.
Far i frontlinjen
Men det var ikke for sent. To dage efter fik Innas mor nys om, at der ville være stille i bombardementerne mellem klokken 9 og 11 om formiddagen. Så Inna, hendes datter og mor pakkede, hvad de kunne bære, tog chancen og løb fem kilometer hen til en ukrainsk militærbase.
Herfra flygtede de via Lviv og Warszawa til Danmark.
Tilbage i Ukraine sidder stadig flere af Innas familiemedlemmer. Nogle har taget flugten og er på vej op gennem Europa. Andre har ikke kræfterne. Innas 74-årige bedstemor er blevet tilbage i Ukraine sammen med sin veninde og nabo på 94 år. Innas bedstemor kan lade sin telefon op engang i mellem via Innas fars bil, og på den måde holder Inna kontakt til hende.
Også Innas mand og far er stadig indenfor Ukraines grænser. Innas far er tidligere soldat, og han kæmper derfor lige nu i krigens frontlinje.
”Men min mand har aldrig rørt et våben før, så han har primært med den humanitære hjælp at gøre. Men det er meget svært at tænke på,” siger Inna.
Pædagogmedhjælper i Troldehulen
Da Inna igen var på dansk grund den 10. marts efter flere dages flugt og busture op gennem Europa, kontaktede hun sin mands tidligere chef, som hjalp hende med at finde et sted at bo.
Via tilflytterservice i Esbjerg Kommune fik Inna kontakt til Troldehulen, en privat institution i Bryndum lidt udenfor Esbjerg, som har omdannet en hal til tøjlager med tøj, legetøj og hygiejneartikler blandt meget andet til flygtninge.
Inna tog derhen for at få noget rent tøj og noget shampoo, og her mødte hun Debbie Bisgaard Jensen, som er indehaver af Troldehulen.
”Debbie hjalp med alting. Hun fortalte, at hun ville lave en gruppe med ukrainske børn i børnehaven, hvor min datter også kunne være med. Og så tilbød hun mig at arbejde i Troldehulen for at hjælpe familierne, der kommer. Der kommer jo mange ligesom os, men nogle snakker ikke engelsk, og det er svært at finde ud af, hvor man kan henvende sig, og hvad man kan gøre. Så når folk kommer her, forsøger jeg at forklare, hvordan systemet fungerer, for jeg kender det jo,” siger Inna.
Nu er Inna blevet ansat i Troldehulen tre dage om ugen, hvor hun primært er på lageret. Når de ukrainske børn starter i institutionen, bliver Inna den primære pædagogmedhjælper for dem.
”Vi starter stille og roligt med at fortælle mødrene, hvordan dagen i en børnehave forløber og vise dem rundt, hvor børnene leger.”
”Det er den bedste måde, jeg kan hjælpe på i stedet for bare at sidde og vente,” siger Inna.