Annonce

Sparegris med 200 kroner

Sådan brugte I de indefrosne feriepenge

Alle talte om de indefrosne feriepenge, da man kunne få dem udbetalt af to omgange. Men hvad er pengene blevet brugt på? Det har FOAs medlemmer og en ekspert svaret på.

Annonce

Mange har valgt at spare deres indefrosne feriepenge op. Det kan hænge sammen med coronapandemien, siger ekspert. Colourbox

Af Anja Skov Marcussen
Journalist

Annonce

Nye møbler, nyt køkken eller en tur til tandlægen – hvad brugte du dine indefrosne feriepenge på? 

Det spørgsmål har FOA stillet sine medlemmer i en spørgeskemaundersøgelse, og svarene varierede lige fra presserende regninger og opsparing til selvforkælelse og renovering af huset.  
 
Kun ni procent af de adspurgte medlemmer sagde, at de ikke vil have feriepengene udbetalt, mens fire procent fik den første andel udbetalt, men valgte ikke at få udbetalt den anden andel. 
 

Læs også: 5 ting du skal vide som deltidsansat

Hvad skulle pengene bruges til? 
Hele 40 procent svarede, at pengene skulle bruges til opsparing, mens 28 procent ville bruge dem til renovering. 26 procent svarede, at de skulle spenderes som del af det almindelige forbrug, mens 23 procent svarede, at de skulle bruges til at rejse eller holde ferie for.
 
Langt færre svarede, at de skulle bruges til indskud til større investeringer og udfrielse af gæld, nemlig kun ni procent på hver af de to. 
 
I friteksten skrev en del, at pengene skulle bruges på nyt køkken, nye møbler eller andre ting til boligen. Mange ville også bruge pengene på store fester som fødselsdage eller konfirmationer.
 
Flere havde også bestemt at tage en tur til tandlægen. Her skrev én eksempelvis ”To kroner lavet hos tandlægen”, mens en anden skrev ”tre kroner på mine tænder.”
 
Enkelte ville investere pengene – eksempelvis i aktier. 
 
Nogle så pengene som en chance for at få nyt udstyr til hobbyerne – en ny campingvogn eller cykel for eksempel. Her skrev en også ”ting til vores nye sommerhus.”
 
Der var også flere, der ville bruge pengene på efterskoleophold til børnene eller til at forkæle sig selv og familien med. 
 
Ifølge privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen stemmer medlemmernes brug af pengene godt overens med det generelle billede.
 
”Der er mange, der valgte at spare særligt den første udbetaling op. Den kom på et tidspunkt, hvor der ikke var mulighed for at rejse eller holde store fester. Så mange har nok valgt at sætte i hvert fald nogle af pengene til side, til restriktionerne blev løftet lidt,” siger hun.
 
Hun finder det interessant, at hvis de før i tiden spurgte den danske befolkning, hvad de ville bruge ekstra penge på, så ville det være at rejse. En mulighed, der ikke var der tilbage i oktober, hvor de første penge blev udbetalt. 
 
”Mange har her anden gang valgt at rejse eller holde store fester for pengene. Men der er omvendt også en stor andel, der har brugt pengene på at renovere huset, købe møbler eller nyt køkken. Man har ville skabe de rigtige rammer derhjemme som resultat af, at man har været der meget under coronaen,” siger hun.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev