Annonce

Forbundsformanden på scenen på FOAs kongres

Tema: Kongres 2019

Ingen lønforhøjelse til FOAs politiske top


”Det er fint, at vi viser tilbageholdenhed,” siger Mona Striib, der sammen med de øvrige 12 kongresvalgte i forbundshuset kan se frem til fire år uden reguleringer på lønsedlen.

Annonce

”Det er helt fint, at vi viser løntilbageholdenhed. Og vi kan også godt tåle at stå stille.” Sådan siger forbundsformand i FOA Mona Striib til, at kongressens har besluttet ikke at give lønforhøjelse til FOAs politikere i forbundshuset de næste fire år. Iben Gad

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Mange lønforhandlinger kan trække ud i meget lang tid. Men i runde tal varede det ikke meget mere end 45 sekunder for kongressen at fastlægge den løn, som de politisk valgte i FOAs forbundshus skal have for deres indsats.

”Lønudvalget indstiller, at både løn og pensionsbidrag fortsætter uændret, og den indstilling er Hovedbestyrelsen enig i,” sagde Kristian Gaardsøe, formand for FOA Nordjylland.

Det var samtlige 593 delegerede også enige i, og så var den ged barberet: Forbundets formand, næstformanden, de tre forbundssekretærer, de fire sektorformænd og de fire sektornæstformænd kan se frem til fire år uden lønforhøjelser.

”Det er helt fint, at vi viser løntilbageholdenhed. Og vi kan også godt tåle at stå stille,” siger Mona Striib.

Væk med lønautomatik

Det var ikke den eneste ændring af den politiske ledelses lønforhold, der blev vedtaget på kongressen. Hidtil har lønningerne fulgt den procentvise stigning i kommunerne, men den automatik er nu fjernet fra FOAs vedtægter. I fremtiden er det alene kongressen, der på indstilling fra lønudvalget afgør politikernes løn.

”Alt andet vil også være forkert. Når vi nu som forbund angriber skævheden i vores offentlige lønsystem og kæmper for, at lønforhøjelser ved næste overenskomst forhandles hjem i kroner og øre i stedet for procenter, kan vi selvfølgelig ikke have den samme skævhed i vores eget hus,” siger Mona Striib.

Strukturkongres om to år

Kongressen vedtog også, at kongresperioden skal være fireårig i stedet for treårig. Det skyldes ikke mindst, at hovedbestyrelsen arbejder med fireårige budgetter og handleplaner, og det giver – som Mona Striib fremhævede – ’tid til at gennemføre de politiske opgaver, kongressen vedtager’.

Det betyder dog ikke, at der går fire år, før de delegerede samles igen. Kongressen vedtog nemlig også, at der skal holdes strukturkongres i 2021. Her skal forbundets snart love og opbygning gennemgås og tilpasses ’moderne tider’. Arbejdet med at forberede strukturkongressen går i gang til januar.

Politikernes løn i FOA

Så meget tjener de kongresvalgte politikere om året. Ud over det nævnte beløb ydes der et pensionstillæg på 12,79 procent:
Forbundsformand: 1.038.874 kroner
Næstformand: 817.329 kroner
Forbundssekretærer: 730.455 kroner
Sektorformænd: 730.445 kroner
Sektornæstformænd: 584.663 kroner
Kongresvalgte med bopæl uden for Sjælland får desuden et omkostningstillæg på 91.863 kroner om året.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev