forældre børn legeplads

Kommunen vil spare de sidste bemandede legepladser væk

Af Malin Schmidt
Journalist

Københavnske forældre er i oprør over kommunens planer om at lukke byens bemandede legepladser. "De er byens sidste åndehul," siger forælder bag underskriftindsamling imod at spare personalet væk.

Københavns Kommune overvejer at spare personalet på kommunens 26 bemandede legepladser væk. "Det kom som lidt af et chok," siger Hanna Sargin Andersen, der står bag underskriftindsamlingen imod lukningerne.  Arkivfoto 

Af Malin Schmidt
Journalist

Det skal være slut med båldage, lektiehjælp og snobrød på københavnske legepladser. 

Den 19. november skal Teknik- og Miljøudvalget i København nemlig stemme om at fjerne bemandingen på kommunens 26 bemandede legepladser. Det skal de for at spare penge på det pædagogiske personale, der siden 1939 har givet tryghed og støtte til byens børn og deres forældre. 

Læs også: Daginstitution: Børn skal have lov til at falde ned fra et træ

”Det kom som lidt af et chok, da jeg hørte om, at kommunen vil nedlægge de bemandede legepladser. Selv elsker jeg at komme her,” siger Hanna Sargin Andersen, der med sin søn ofte besøger Naturlegepladsen i Valbyparken og som står bag underskriftindsamlingen for at bevare de bemandede legepladser. 

Underskriftindsamlingen har indtil videre fået over 3.000 underskrifter.

Frirum

”De bemandede legepladser er jo lidt af et åndehul i byen, hvor der er plads til kreativitet og udfoldelse, som man normalt ikke ville få. Der er meget pres på børnefamilier i København generelt, og det frirum, legepladserne udgør, risikerer at forsvinde,” siger Hanna Sargin Andersen, der understreger, at legepladserne ikke kun er et sted, hvor bybørn kan møde naturen, men også giver rum til, at familier mødes på tværs af sociale skel og generationer. 

Læs også: En oase i storbyen

”De giver tryghed også for børn, der måske ellers ikke har noget sted at gå hen. Eller hvis forældre måske ikke har ressourcer til at komme ud i naturen og lave bål. Det er jo uddannede pædagoger med viden om naturliv og et andet overblik, der arbejder på legepladserne,” siger hun. 

Børn betaler prisen

Også Jan Hoby, næstformand i LFS, beklager, at forvaltningen vil løse sine økonomiske problemer ved at gøre de bemandede legepladser i København ubemandede. 

”Vores opfordring er, at man flytter besparelserne fra Teknik- og Miljøforvaltningen over til Borgerrepræsentationen, så fællesskabets kasse kan finde de penge. Vi kan ikke se, hvorfor byens børn skal betale prisen for det kaos, der er i forvaltningen. ” siger han og understreger: 

Læs også: Sådan sikrer du farlige (men gode) lege

”At pengene mangler er jo ikke en konsekvens af en økonomiaftale mellem kommune og regering eller lignende. Det er simpelthen konsekvensen af dårlig forvaltningsmæssig praksis.” 

Skaber tryghed

I 1939, da de bemandede legepladser blev etableret, var formålet, at stenbroens børn i små, dårlige lejligheder kunne få luft og lys og samtidig undgå gadens dårlige selskab. Og de bemandede legepladser har stadig en social dimension, ifølge Jan Hoby. 

”De udgør et mødested, hvor familier er sammen på kryds og tværs af sociale skel. Og hvor personalet kan give råd, vejledning og sparring til udsatte børn og forældre i stedet for straks at involvere socialrådgivere til de svære samtaler.” 

De bemandede legepladser binder, ifølge ham, lokalsamfund sammen og at København bliver et dårligere sted uden, er han ikke i tvivl om. 

”De skaber tryghed. Her kan børn og forældre lege sammen og understøtte børnenes kropslige og fysiske udfoldelse, og når børnene bliver større, kan forældrene være trygge ved, at deres børn er under kyndig observation. Hvis man lukker dem ned, kan man ikke længere blive trøstet, når noget er svært i skolen eller i familien,” siger Jan Hoby. 

Svær prioritering

Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil ikke forstyrre den politiske proces, der er i gang ved at tage forskud på den diskussion, udvalget vil tage den 19. november. Men på Facebook skriver hun: 

”Lad mig slå fast med det samme, at forvaltningen endnu ikke har taget stilling til, om forslaget skal indgå i deres samlede anbefalinger til besparelser. Det er en mulig besparelse blandt mange andre, som nu er i høring hos medarbejderne.”

Hun forklarer i opslaget, at forvaltningens økonomi af forskellige årsager er presset, og at personalereduktion er uundgåelig. 

”Lige nu bliver forvaltningens medarbejdere hørt igennem deres samarbejdsudvalg om en række spareforslag, der alle vil kunne mærkes og komme til at gøre ondt. Først herefter får vi i Teknik- og Miljøudvalget opgaven med at foretage de svære prioriteringer.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies