Annonce

Tre børn klatre i et træ, mens en voksen kvinde står og kigger på.

Daginstitution: Børn skal have lov til at falde ned fra et træ


I Fuglevænget får børnene lov til at klatre i træer, selvom de kan falde ned og snitte grøntsager, selv om de kan skære sig. Institutionen vil skabe modige børn.

Annonce

Friluftsinstitutionen Fuglevænget i Køge har indført en legepolitik, der signalerer til forældrene, at her bliver der leget vildt. Derudover har alle pædagogiske medarbejdere - deriblandt pædagogmedhjælper Gitte Nielsen gennemført et kursusforløb om farlig leg. Jørgen True

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

“Se, jeg er en abekat,” råber fireårige Magnus og storsmiler fra toppen af et æbletræ. På få sekunder er han kravlet derop og sidder nu på en gren, der er tyndere end hans arm, mens benene dingler ned mod jorden.

For få år siden ville pædagogmedhjælper Gitte Nielsen have udbrudt ‘pas nu på’ eller ‘kom nu ned’. Men sådan er det ikke længere. Nu opfordrer hun tværtimod børnene til at kravle så højt op, de kan. Og falder de ned – ja, så må man tage det med.

“Jeg har helt klart rykket mine grænser for, hvad jeg synes er okay. Tidligere syntes jeg ikke, at børnene skulle kravle så højt op, eller jeg var imod, at børnene skulle køre på løbecykel ned af bakken. Jeg har lært at give mere slip,” fortæller den 43-årige pædagogmedhjælper.

’Børn skal få hul på huden’

Sammen med kollegerne på Friluftsinstitutionen Fuglevænget i Køge har hun gennemgået et kursusforløb blandt andet med fokus på, hvorfor det er godt for børn at udforske egne grænser gennem farlig leg.

I løbet af kurset har personalet diskuteret, hvor deres personlige grænser går, og hvilke farlige lege de kan stå inde for rent fagligt. Det er blevet til 13 såkaldte dogmer, som nu hænger på en planche ved indgangen til institutionen.

Blandt andet skal børnene i deres tid i Fuglevænget ‘klatre i træer og måske falde ned samt få hul på huden af at skære med kniv´.

Jeg kan se, at de børn, der kan klare flest fysiske udfordringer som små, er dem, der har mindst sandsynlighed for at blive bange og tilbageholdne, når de bliver ældre. Så det betyder noget, at de får lov at udfolde sig.

Pædagogmedhjælper Gitte Nielsen

Rykker grænser

Lene Kierkegaard er pædagogisk assistent i Fuglevænget, og hun forklarer, hvorfor det er vigtigt – også for de helt små børn – at lære at håndtere en kniv.

“Finmotorikken bliver stimuleret samtidig med, at man træner begge hjernehalvdele på samme tid. Selvom de små børn starter med at bruge en smørkniv eller skrællekniv, er det rigtig god træning,” uddyber hun.

Hvis eller rettere når, børnene skærer sig – for det gør de fleste på et tidspunkt – så får de plaster på og bliver trøstet, hvis de har brug for det. Men efterhånden bliver de så travlt optaget af at snitte, at de ‘glemmer’, at det gør ondt.

”Til sidst har børnene slet ikke tid til at få plaster på. Og sådan oplever vi igen og igen, at deres grænser bliver rykket,” tilføjer Lene Kierkegaard.

’Vores ro giver forældrene ro’

Hverken hun eller Gitte Nielsen synes, det er særligt sjovt at skulle fortælle forældrene, at deres barn har snittet sig selv i fingeren. Men de mærker, at personalets ro smitter af på børnenes mor og far.

“Det er ikke altid, at forældrene synes, det er lige fedt, at deres barn er kommet til skade. Men vores ro giver forældrene ro, og de får en oplevelse af, at vi har tingene under kontrol,” fortæller Gitte Nielsen.

Rikke Meilbøg, som er leder på institutionen, bakker op.

“Det handler om at gøre børnene modige og klar til livet videre i skolen, og det er forældrene med på. Blandt andet fejrer vi det hver gang, et barn har knækket koden og selv er kravlet op på taget af legehuset. For det opbygger selvtillid hos barnet,” fortæller Rikke Meilbøg.

Fuglevængets 13 dogmer

I min tid i Fuglevænget skal jeg have:
1. Gået i bare tæer uden for hele året.
2. Klatret i træer og måske falde ned.
3. Fået hul på huden af at skære med kniv ved tilberedning af mad.
4. Fået hul på huden, da jeg snittede.
5. Været med til at tænde et bål med tændstik og slukket et bål.
6. Været smurt ind i mudder og gennemblødt af regn i en sanserus.
7. Cyklet ned af bakken.
8. Hoppet ned fra vindueskarmen i puderummet og klatret på borde/bænke.
9. Brændt mig på brændenælder.
10. Spist insekter og planter.
11. Overværet en slagtning af høns og plukket dem.
12. Hoppet ned fra gyngen og legehuset.
13. Holdt en levende slange.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev