Det er den mentale fastfoodindustri, der er i gang i Danmark. En teknologibegejstring, der bunder i tanken om, at hvis bare vores børn bliver digitalt indfødte, så er det godt.

Sådan beskriver Imran Rashid, speciallæge og forfatter til den populære bog ’Sluk’ - om hvilke konsekvenser vores digitale liv har for vores psykiske og fysiske helbred - danskernes tilgang til den teknologiske udvikling.

Digitale børn er bedre

”Vi tror, at jo mere digitale vores børn bliver, jo bedre er det. Og at vores børn skal være så digitale som muligt, for ellers kommer kineserne. Det er lige præcis den tankegang, der afspejler sig i den nye dagtilbudslov,” siger Imran Rashid om den reviderede dagtilbudslov, der træder i kraft 1. juli i år. 

I bilagene til børne- og socialministerens udkast til bekendtgørelsen står der, at børn i dagtilbud ”skal have mulighed for at stifte bekendtskab med og anvende forskellige teknologiske redskaber som eksempelvis GPS, digitalvægt, webkamera mv.”

Læs også: Børneforsker: Omsorg er vigtigere end læreplaner

”Men der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad det gør ved børns hjerner, at de vokser op med en forankring i den digitale verden. Og der er ingen, der har taget stilling til, at der er noget teknologi, der er bedre end noget andet,” siger Imran Rashid og konkluderer:

”Der er ikke noget, der tyder på, at børn bliver bedre børn ved, at de bliver digitaliserede.”

Som at lære at læse

Forstår et barn, hvad noget vejer, fordi de bruger en digital vægt, spørger Imran Rashid. Kan de finde vej, fordi de bruger GPS?

Læs også: Børn må kæmpe for at få omsorg

”Det er simple spørgsmål, men de er afgørende, for vi bliver nødt til tage stilling til, hvad konsekvenserne er, og hvad vi ønsker at opnå. For hvis vi ikke opnår det, vi vil, hvorfor gør vi det så?” spørger Imran Rashid og sammenligner det med at lære at læse.

”Du læser ikke bedre fra en skærm end fra en bog. Det der gør forskellen er, om der er klart formål med undervisningen, hvordan den er tilrettelagt, og hvordan den pædagogisk bliver formidlet.”

Redskab eller impuls

Imran Rashid skelner mellem to typer brug af teknologi. Den første kan man sammenligne med at bruge et redskab og er afledt af et bevidst ønske af at ville noget. F.eks. bruge en lommeregner til at regne noget ud eller bruge en telefon for at tale med nogen.

”Det er det, jeg kalder for formålsstyret brug af teknologi, og den er jeg selvfølgelig enig i, at børn skal lære, for den gør, at vi får superkræfter. For eksempel at vi kan tale med mennesker på den anden side af jorden eller udregne kvadratroden af 70 milliarder,” siger han.

Læs også: 6 gode råd: Du er kernen i den nye pædagogiske læreplan

Det er den anden del af vores teknologiforbrug, han er bekymret for. Den er impulsdrevet og handler om lyst.

”Det kan være spil eller sociale medier, hvor man i første omgang har et bevidst formål, nemlig at ville i kontakt med venner, men hvor man over tid risikerer at styre ind i impulsstyret adfærd, hvor man konstant tjekker sin telefon. Ikke på grund af et bevidst ønske, men på grund af en impuls, og fordi man ikke kan lade være.”

Det er altså ikke teknologien i sig selv, der er et problem, men vores brug af den.

”Vi har endnu ikke lært at skelne mellem den brug af teknologi, hvor det er os, der sætter kursen, og den brug af teknologi, som handler om impulser,” siger han.

Vi ved ikke nok

Lige præcis derfor bør man være ekstra forsigtig, når det gælder børn og især små børn, mener Imran Rashid. For vi ved stadig ikke nok. Heller ikke om de langsigtede konsekvenser af digitaliseringen.

”Jeg mener, man bør begynde meget restriktivt. Inden børn kommer ind i det digitale univers, er de nødt til at få nogle helt basale menneskelige egenskaber, som handler om sociale kompetencer, ansigtsgenkendelse, koncentration, fordybelse og nærvær,” siger han.

Læs også: Råd: Giv dagplejerne mere uddannelse

Det er også derfor, de amerikanske børnelæger har helt klare retningslinjer for børns brug af teknologi, der går ud på, at børn på under 18 måneder bør undgå alle skærmmedier ud over at videochat, mens børn på mellem 18 og 24 måneder kun bør bruge software af høj kvalitet, som de voksne ser sammen med børnene for at hjælpe dem med at forstå.

”Formuleringen ’programmering af høj kvalitet’ betyder, at man har taget stilling. Man siger, at noget er bedre end noget andet. Men det mangler vi helt i Danmark. Vi skelner simpelthen ikke,” siger Imran Rashid.

Føle at man har en krop

Imran Rashid efterlyser en svanemærkeordning. Eller i det mindste en diskussion af, at noget er bedre end noget andet.

”Men i stedet oplever jeg, at man åbner porten på vid gab uden at have rygdækning for, hvad man vil. Hvad hvis det om 10 år viser sig, at man er blevet mindre empatisk af at bruge digitale medier. At man har svært ved at koncentrere sig eller svært ved at aflæse andres udtryk. Det er der faktisk meget, der tyder på i dag,” siger Imran Rashid.

Og måske er det derfor, tænker han, at de snurrende fidget spinners, bløde squishys og slime kan blive så store diller blandt børn i dag.

”Måske de mangler den taktile fornemmelse af, at de faktisk har en krop.”

Venter på underskrift

Udkastet til bekendtgørelsen er endnu ikke skrevet under af ministeren, og idet Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der begge har stemt for, har bedt om at, it og teknologi ikke skal indgå som krav, kan formuleringen stadig nå at ændre sig fra et ’skal’ til et ’kan’. Det ændrer dog ikke noget, ifølge Imran Rashid. 

”Problematikken er den samme. Vi har stadig en forventning om, at børn skal bruge teknologi. Og vi ved stadig ikke, hvad teknologien gør ved børnene,” siger han.