Strejken i 2008

Tema: OK18

Sådan svækker medlemmer af gule fagforeninger kampen for bedre løn

Af Malin Schmidt
Journalist

Hvis din kollega er med i en 'alternativ' fagforening - eller står helt uden for - svækker han eller hun effekten af en strejke og lockout og dermed kampen om bedre løn og arbejdsvilkår. 

"De, der er medlemmer hos de 'gule', høster samme fordele som de, der er medlemmer hos de etablerede fagforeninger. Til gengæld skal de opføre sig ordentligt og ikke tage strejkeramt arbejde," siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen. (Arkivfoto) Morten Andersen

Af Malin Schmidt
Journalist

16.000 FOA-medlemmer er udtaget til strejke, og adskillige tusinder bliver ramt af arbejdsgivernes lockout. Alligevel vil der blive udført arbejde i FOAs områder, når konflikten går i gang. 

Læs også: Kommuner slår til med forhammeren: 250.000 ansatte lockoutes

Medarbejdere, som ikke er medlemmer af nogen fagforeninger, og medarbejdere, som er medlemmer af alternative fagforeninger som Krifa, Ase og Det faglige hus er klar til at gå på arbejde under en konflikt.

”Det er klart, at det svækker strejkens styrke,” siger Asbjørn Andersen, der er chefkonsulent i FOA-overenskomst. 

”Det er selvfølgelig et potentielt problem for FOA og dermed for FOAs medlemmer,” siger han og nævner, at det også er lige præcis derfor, de arbejdspladser, der er udtaget til strejke, er udvalgt efter en høj grad af organisering, det vil sige et højt antal FOA-medlemmer på arbejdspladsen.

For når de uorganiserede, de anderledes organiserede og de, der er organiserede i alternative - eller  ’gule’ - fagforeninger stadig går på arbejde under strejken, så mærker arbejdsgiverne strejken mindre.

Krifa: Frit valg vigtigst

Men at eksempelvis ikke overenskomstbærende fagforeninger som Det Faglige Hus, ASE Lønmodtager og Krifas medlemmer svækker strejken som pressionsmiddel over for arbejdsgiverne ved at gå på arbejde under strejken, har Krifas formand Søren Fibiger Olesen ikke nogen holdning til. 

”Det kan man sagtens have sin holdning til, men min holdning er, at det frie valg af fagforening er vigtigst. Danske medarbejdere skal kunne vælge," siger han og understreger, at Krifas medlemmer ikke kan bidrage under konflikten, selv hvis de ville. 

"Den danske model er skruet sådan sammen, at det er den overenskomstbærende fagforenings medlemmer, der strejker,” siger Søren Fibiger Olesen, der tager afstand fra, at Krifas medlemmer skulle nasse på eksempelvis FOA-medlemmernes strejke. 

"Nej, de nasser ikke. Der er det frie fagforeningsvalg i Danmark. De har valgt en anden organisation og et andet tankesæt, og det er lige så legitimt som at vælge at være med i FOA eller en anden fagforening,” siger Søren Fibiger Olesen. 

Skal gå på arbejde

ASE Lønmodtager har udsendt et brev til sine medlemmer med en opfordring om at passe sit arbejde som sædvanligt. Det er principielt rigtigt, lyder vurderingen fra Asbjørn Andersen, som er chefkonsulent i FOA. For ASE Lønmodtagers medlemmer får ingen løn under en konflikt, hvis ikke de går på arbejde.

”Hvis vi varsler konflikt, så varsler vi kun konflikt for FOAs medlemmer. Og hvis arbejdsgiverne varsler lockout, så gælder det også kun FOAs medlemmer. De, der ikke er medlemmer af FOA, skal udføre det arbejde, de plejer at udføre,” siger Asbjørn Andersen. 

Konfliktramt arbejde

Men at ASE Lønmodtager derudover også opfordrede sine medlemmer til at tage konfliktramt arbejde, hvis arbejdsgiveren kræver det, er at gå skridtet videre. 

”Det er stærkt provokerende, når ASE opfordrer sine medlemmer til også at påtage sig konfliktramt arbejde,” siger Asbjørn Andersen.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen ved Aalborg Universitet kalder det ligefrem en krigserklæring over for etablerede fagforeninger som FOA. 

”Der er en norm på det danske arbejdsmarked, der hedder, at man passer sit arbejde. Men man overtager ikke konfliktramt arbejde,” siger Henning Jørgensen og påpeger, at fagforeningen direkte opfordrer sine medlemmer til at være strejkebrydere. 

”Man går arbejdsgiverens ærinde, og det er usolidarisk med de arbejdskolleger, der nu er i konflikt og dermed ikke kan udføre arbejdsfunktionen," siger Henning Jørgensen.

"De, der er med hos de alternative fagforeninger, høster samme fordele som de, der er medlemmer hos de etablerede fagforeninger. Til gengæld skal de opføre sig ordentligt og ikke tage strejkeramt arbejde. Det underminerer konfliktvåbnene, og så er den danske model pludselig i fare,” siger Henning Jørgensen. 

Underminerer konflikten

Heller ikke hos Krifa bakker man op omkring ASE Lønmodtagers opfordring. 

"Jeg synes ikke, det er ok, at man beder sine medlemmer at påtage sig strejkeramt arbejde," siger Krifa-formand Søren Fibiger Olesen.

"Man kan mene, hvad man vil om situationen, men nu er det sådan, at konflikten skal kunne virke, og der skal vi andre ikke underminere den," siger Søren Fibiger Olesen.

ASE Lønmodtager er ikke vendt tilbage på trods af Fagbladet FOAs gentagne henvendelser.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies