Annonce

figur at et ældre ægtepar, placeret ovenpå en bunke mønter

Nu får du flere penge ud af din pension


I fremtiden får du mere ud af din pensionsopsparing, når du nærmer dig pensionsalderen. Det står klart, efter ny skatteaftale er forhandlet på plads. PenSam roser aftalen.

Annonce

Et nyt fradrag på din pensionsopsparing gør det mere attraktivt at spare op til pension. Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny skatteaftale, som gør det mere attraktivt at spare op til tilværelsen som pensionist.
 
Aftalen sigter nemlig efter at løse det såkaldte samspilsproblem, der har betydet, at en del danskere, herunder særligt mange af FOAs medlemmer, ikke har haft nogen økonomisk gevinst ved at indbetale til pension i de sidste år, før de går på pension. 
 

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

Årsagen har - kort fortalt – været, at jo mere du selv har sparet op til pension, jo mindre har du fået i folkepension.
 
Den nye aftale er derfor godt nyt, lyder det fra administrerende direktør i PenSam Torsten Fels.
 
”Med aftalen bliver sosu’er, dagplejere og resten af FOAs faggrupper ikke længere urimeligt hårdt beskattet, når de tager ansvar og sparer op til egen pension,” siger han.
 

Nyt fradrag

Med den nye skatteaftale bliver der indført et nyt fradrag for pensionsindbetaling, der er målrettet de perioder, hvor samspilsproblemet har været størst.
 
Personer med mere end 15 år tilbage, før de når folkepensionsalderen, vil få et fradrag på 12 procent. Personer, der har mindre end 15 år til folkepensionsalderen, får et fradrag på 32 procent for fradragsberettigede pensionsindbetalinger op til 70.000 kroner.
 
”For mange af FOAs medlemmer begynder samspilsproblemet allerede fra 15 år før folkepensionen, og dem rækker politikerne nu en hånd - det er særdeles tiltrængt. Det skal give mening at spare op til pension, og det kommer det til at gøre nu,” siger Torsten Fels.
 
Det nye pensionsfradrag bliver indført i løbet af året med en trinvis justering af procentsatserne, så det fra 2020 ender på de 12 og 32 procent, fremgår det af aftaleteksten.
 

Har lyttet til kritikken

Regeringen præsentererede allerede sidste år nye pensionsregler gældende de sidste fem år før folkepensionsalderen, men de løste ikke samspilsproblemet i tilstrækkelig grad, mener Torsten Fels. Han er glad for, at politikerne har lyttet til den kritik, som blandt andet PenSam er kommet med.
 
I regeringens første udspil skulle det nye pensionsfradrag først gælde for pensionsindbetalinger over 16.000 kroner, og dermed ville mange af FOAs medlemmer ikke få særlig meget ud af fradraget. Med den nye aftale gælder fradraget fra første indbetalte krone, forklarer Torsten Fels.
 
”Det er helt afgørende, at fradraget nu også gælder der, hvor det gør en rigtig forskel – hos de hårdtarbejdende danskere, der tjener mindst,” siger han.
 
I Regeringen er der – naturligvis – også glæde at spore over den nye aftale.
 
”Jeg er glad for, at vi med aftalen får leveret et markant bidrag i forhold til at løse de samspilsproblemer, som gør, at det for flere ikke har kunnet betale sig at spare op til egen pension,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev