Annonce

Kvinde står i stue og fremviser medalje

Mary fyret efter 41 år: Nu får hun plaster på såret


Hjemmehjælper Mary Madsen, der blev fyret efter at
have fået dronningens fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste, har fået et lille plaster på såret.

Annonce

Hjemmehjælper Mary Madsen blev fyret efter mere end 40 års tro tjeneste i Odense kommunen og efter, at hun havde fået dronningens fortjentsmedalje. Nu har hun fået 25.000 kroner i godtgørelse for fyringen. Heidi Lundsgaard

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Hjemmehjælper Mary Madsen, der sidste år – kort før, hun skulle pensioneres – blev fyret af Odense Kommune, får nu en godtgørelse på 25.000 kroner på grund af afskedigelsen.

Sagen vakte en del forargelse, også fordi Mary Madsen har modtaget dronningens fortjenstmedalje for 40 års indsats i ældreplejen og rosende borgmesterord i samme anledning forholdsvis kort tid før fyringen.

Læs også: Mary fik medalje af Dronningen og en fyreseddel fra kommunen

FOA mente, at fyringen var usaglig og udtryk for forskelsbehandling på grund af alder. Derfor anlagde fagforeningen sag mod Odense Kommune.

FOA forstod endvidere ikke, hvorfor kommunen ikke kunne afvente Mary Madsens pensionering, der lå bare otte måneder efter det tidspunkt, hun nu skulle fratræde. Hun var en meget loyal medarbejder, der havde viet 41 år af sit liv til kommunens borgere.

Ro om sagen

Nu er der indgået forlig i sagen, og det betyder, at Mary Madsen får 25.000 kroner i godtgørelse.

”Jeg er tilfreds med den afgørelse, for dermed har kommunen jo tilkendegivet, at den har gjort noget forkert”, siger Mary Madsen til Fagbladet FOA.

Hun synes, at kommunen er sluppet for billigt, men alternativet havde været en sag i et afskedigelsesnævn. Det kunne trække længe ud, og hun ville gerne have ro om sagen.

Symbolsk beløb

FOA Odense er på samme linje:

”25.000 kroner er jo en symbolsk betaling, men det har været afgørende for os, at kommunen anerkender, at der er sket fejl i hendes sag,” siger Erik Mikkelsen, der er sektorsekretær i FOA Odense.

Ganske vist henviser Odense Kommune til ”procesrisiko” - altså frygt for de omkostninger sagen eventuelt kunne få i arbejdsretssystemet - som begrundelse for at indgå forliget. Men det giver Erik Mikkelsen ikke så meget for.

”Hvis de var skråsikre på, at de havde ret, havde vi jo ikke fået noget,” siger han.

Galt med både jura og etik

Han mener, at de 25.000 kroner var det juridisk opnåelige og beklager, at juraen ikke lægger mere vægt på moral og etik.

”Der er jo noget galt, når vi ser, at folk på det højeste chefniveau begaver sig selv med fratrædelsesgodtgørelser i helt urimelige størrelser, selv når de begår deciderede fejl. Og man så spiser en trofast menig medarbejder, der har fået dronningens medalje og fine udtalelser fra borgmesteren, af med det beløb,” siger Erik Mikkelsen.

Kommunen glad for forliget

Fagbladet FOA har bedt Odense Kommune om en kommentar til sagen.

Vi har fået følgende udtalelse i en e-mail fra Bente Monsen, der er chef for Politik, Strategi og Økonomi i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning:

” Vi er glade for, at der nu er indgået et forlig, som alle parter kan være tilfredse med. Dermed er sagen afsluttet, og vi kan nu alle se fremad.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev