kvinde i grå t-shirt står i grønne omgivelser

Kollega skubbede rollator i hovedet på Ane: Kommunen skal betale

Af Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist

Sosu-hjælper Ane Carlsen fik en hovedskade på arbejdet, men hendes arbejdsgiver nægtede at betale erstatning. Sagen kom for retten, og nu skal kommunen punge ud.

Ane Carlsen måtte kæmpe mod Horsens Kommune i otte år, før hun kunne få godtgørelse. Niels Aage Skovbo

Af Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist

Otte år. Så længe skulle der gå, før 37-årige Ane Carlsen kunne få en endelig afgørelse på sin erstatningssag mod sin arbejdsgiver Horsens Kommune. Den 31. januar i år kunne Ane endelig ånde lettet op, da hun med FOAs hjælp vandt sagen i landsretten og fik udbetalt en godtgørelse på 71.500 kroner for svie- og smerte.

”Jeg har været meget påvirket af sagen, og det har taget meget på mine kræfter. Jeg har tit haft lyst til at opgive det hele, men det har været dejligt at have FOA i ryggen, fordi det var dét, som gjorde, at jeg kunne holde gejsten oppe,” siger Ane Carlsen.

Læs også: Ny dom: Marianne går glip af erstatning for smadret fod

Et uheld med store konsekvenser

Ane Carlsen har kæmpet mod Horsens Kommune for at få anerkendt den hovedskade, hun fik i en borgers hjem den 22. oktober 2009. Ulykken sker, fordi en kollega ved et uheld kommer til at skubbe borgerens rollator ind i baghovedet på Ane, da borgeren får overbalance og er ved at vælte.

”Alt bliver sort, og jeg går i gulvet. Selve situationen husker jeg ikke så tydeligt, men jeg fortæller min kollega, at det gør ondt. Efter en halv time forværres hovedpinen,” fortæller Ane Carlsen.

Læs også: Sådan gør du, hvis du får en arbejdsskade

Smerterne fortsætter, og Ane får en sygemelding fra lægen næste dag. Konstant hovedpine og smerter er nu en fast del af hendes virkelighed. Hun er påvirket i en sådan grad, at hun får flere sygedage, og hun ikke kan klare de lange arbejdsdage med hovedpine, men ledelsen på arbejdspladsen er ikke forstående.  

Efter at have talt med FOA Horsens får Ane hjælp til at anmelde skaden og rejse erstatningskravet mod Horsens Kommune. Hun kommer senere i et afklaringsforløb til en fleksjobordning seks timer ugentligt, der tager hensyn til hendes helbred.    

En lang, sej kamp

De næste otte år spøger sagen i Anes liv. I Horsens Kommune mener de ikke, at de bærer ansvaret for kollegaens handling. 

”Horsens Kommune ser det som en principiel sag, der danner præcedens for lignende sager, hvor det er en kollega, der er skyld i arbejdsskaden. Derfor ønskede vi at få prøvet sagen, så vi fremover ved, hvem der hæfter, og hvordan vi skal agere," siger Jacob Alsing fra Forsikringsafdelingen i Horsens Kommune.      

Både Byretten i Horsens og senere Vestre Landsret var enige i afgørelsen om, at Horsens Kommune hæfter for kollegaens handling og derfor også erstatningsansvaret over for Ane Carlsen. Kommunen har fået afslag på at prøve sagen i Højesteret. Derfor er sagen nu afsluttet.

En unik sag

Advokat Malou Ehmer, der førte sagen for FOA i både by- og landsret, oplyser, at hun er glad for resultatet: 

"Sagen rykker grænserne for, hvornår en arbejdsgiver kommer til at hæfte for kollegaers "fejl" - og for hvornår en arbejdsgiver hæfter for ansattes arbejdsulykker i det hele taget. Dommen fastslår, at selv fejl, der sker som en ren refleks, kan medføre et ansvar for arbejdsgiver."    

Læs også: Sosu mistede et ben: Nægter at stoppe med at arbejde

Dommen er da også blevet trykt i Ugeskrift for Retsvæsen. 

Men selvom Ane er lettet over rettens dom, mangler hun stadig svar. Der kører nemlig endnu en retssag. Horsens Kommune har nemlig nægtet at acceptere størrelsen af det erhvervsevnetab, Ankestyrelsen har fastsat, at Ane er berettiget til.

Derfor har kommunen nu valgt at stævne Ankestyrelsen. Der kommer derfor til at gå et til to år, før Ane Carlsen reelt ved, hvilken erstatning hun ender med at få for arbejdsskaden - og dermed yderligere tid, før Ane kan lægge sagen bag sig. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies