Annonce

En kvinde i en have

Tema: Arbejdsskade

Kirsten redder patient og får skulderskade: Region afviser ansvar 

Af Nana Toft
Journalist

Da Kirsten Rasmussen griber en patient, der tipper bagover i en defekt kørestol, får hun en alvorlig skulderskade. Med FOAs hjælp får hun både regionen til at påtage sig ansvaret og knap 64.000 kroner i erstatning.

Annonce

Social- og sundhedsassistent Kirsten Rasmussen reagerer instinktivt, da en borger i kørestol tipper bagover og griber patienten. Det koster hende en skulderskade og en lang kamp mod arbejdsgiveren, der i første omgang afviser ansvaret. Jørgen True

Af Nana Toft
Journalist

Annonce

“Åh, Gud. Tænk, hvis hun knalder hovedet ned i gulvet.” 

Kirsten Rasmussen når ikke at tænke mange tanker, men reagerer instinktivt, da hun ser kørestolen vippe bagover. 

“Jeg rækker højre arm ud, griber armlænet og må løfte patienten op flere gange, da hun bliver ved med at tippe bagud,” fortæller SOSU-assistent Kirsten Rasmussen om episoden, der fandt sted tilbage i maj 2014 på Afsnit for Akut Apopleksi på Nordsjællands Hospital, Hillerød. 

Efter uheldet får Kirsten Rasmussen voldsomme smerter i højre skulder, der ender med både en midlertidig sygemelding, en operation, en kortere periode i skånejob og et længere genoptræningsforløb. 

Læs også: Karin fik 440.000 kroner efter arbejdsskade, fyring og løntjek

På intet tidspunkt får hun opbakning fra sin arbejdsgiver, Region Hovedstaden, der i årevis afviser ethvert ansvar for Kirsten Rasmussens skulderskade.

Kørestolen var defekt

I dag er Kirsten Rasmussen tilbage på arbejdet på fuld tid. Hun fik umiddelbart efter uheldet tildelt 33.000 kroner i arbejdsskadeerstatning. Med hjælp fra FOA har hun nu - efter flere år - vundet endnu en sejr, da regionen - endelig er endt med at påtage sig ansvaret for den alvorlige skulderskade.

Kørestolen, som patienten sad i, viste sig nemlig at mangle et støtteben, hvilket forklarer, hvorfor patienten var ved at tippe bagover. Der var altså en direkte sammenhæng mellem den specifikke hændelse og Kirsten Rasmussens skulderskade.

Læs også: Portør efter voldsom arbejdsulykke: "Mit hoved sejler rundt"

Kirsten Rasmussen kan derfor se frem til at modtage et erstatningsbeløb for svie og smerte på 64.000 kroner

Det handler om anerkendelse

Men det er ikke pengene, der har den største betydning for Kirsten Rasmussen. For hende handler det om noget helt andet: En anerkendelse af, at hun ikke gjorde noget forkert, da hun instinktivt rakte ud efter patienten. 

“Jeg har oplevet det som urimeligt ikke at blive anerkendt for at have gjort dét, jeg tror alle andre ville have gjort i min situation. Så da jeg fik medhold, blev jeg så lettet,” fortæller Kirsten Rasmussen, der er taknemmelig for den hjælp, hun har fået fra FOA.

Læs også: Anita endte i kørestol efter fald på jobbet

“Uden Lisbet (Lisbet Gregersen, sagsbehandler fra FOA, Hillerød, red.) havde jeg ikke klaret det her,” siger Kirsten Rasmussen.

Kunne ikke have klaret det alene

Kirsten Rasmussen kontaktede Lisbet Gregersen umiddelbart efter uheldet, og siden kom FOAs interne advokat, Marlene Hother Gjedde, også på sagen. 

“Jeg er blevet holdt i hånden fra start til slut. Fra de første indledende møder, til forløbet hos Retslægerådet frem mod det tidspunkt, hvor Retten i Hillerød indgår et forlig,” fortæller Kirsten Rasmussen.

“Jeg må sige, at jeg aldrig har været så glad for at være medlem af en fagforening som nu.”

Fagbladet FOA har forsøgt at indhente en kommentar fra Region Hovedstaden, men ingen ønsker at udtale sig om konkrete personsager.

Vejen til erstatning

2014
10. maj: Kirsten Rasmussen får en skulderskade, da en patient tipper bagover i en defekt kørestol.
11. maj: Kirsten Rasmussen ringer til sine kolleger og får dem til at tjekke kørestolens stand. Her dokumenteres det, at kørestolen er defekt, da der ikke er to, men kun ét støtteben. 
Hun fortsætter med at arbejde.
2015
Februar: Kirsten Rasmussen bliver opereret, da smerterne i skulderen er konstante.
Februar - april: Kirsten Rasmussen er sygemeldt i 12 uger på grund af operationen. 
Maj: Tilbage på arbejdet på skånejob, hvilket vil sige, at hun ikke har de meget ‘tunge’ patienter. 
August: Normalt arbejdsliv igen.
September: FOA stævner Region Hovedstaden for 72.500 kroner plus renter for at være ansvarlig for den skulderskade, Kirsten Rasmussen får på grund af en defekt kørestol.
November: Får anerkendt ulykken som arbejdsskade og modtager 33.000 kroner i arbejdsskadeerstatning.
November: Region Hovedstaden fralægger sig ethvert ansvar for ulykken. Regionen mener, at skulderskaden kan skyldes andre faktorer, ikke en defekt kørestol. De sender sagen videre med en række spørgsmål til Retslægerådet. 
2016 
Marts: Sagen modtages i Retslægerådet, der behandler sagen gennem længere tid.
2017
Februar: Retslægen konkluderer, at der er en direkte sammenhæng mellem skulderskade og hændelsen, hvor Kirsten Rasmussen griber kørestolen.
April: Retten i Hillerød giver Kirsten Rasmussen medhold i, at der er direkte sammenhæng mellem hændelsen med kørestolen og skulderskaden. Sagen afsluttes med et forlig.  Kirsten Rasmussen modtager således 64.000 kroner i erstatning for svie og smerte. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies