Annonce

Mand drypper øjne på ældre kvinde.

Større team sænker sygefravær markant


Ny organisering af aftenvagt i hjemmehjælpen nedsætter
sygedagene fra 50 pr. ansat til 13.

Annonce

Social- og sundhedshjælper Niels Peter Gammelgaard drypper øjne på 87-årige Rita Henriksen. Når han ikke er på arbejde, er det så vidt muligt hans fast makker, der tager over. Niels Aage Skovbo

Af Birgit Søes Rasmussen
Journalist

Annonce

Takket være en ny måde at organisere aftenvagten på, er det lykkedes hjemmeplejen i Vejlby-Risskov at reducere sygefraværet med op mod 40 dage pr. medarbejder - fra 50 dage i 2012 til cirka 13 dage i år.


Et godt stykke under de 19 fraværsdage, som var gennemsnittet for sosu-ansatte i kommunerne i 2014. Det glæder leder i hjemmeplejen i Vejlby-Risskov Marian Engdal.


“Nu kan der gå flere uger imellem, at jeg får en sygemelding. Teamet trives rigtig godt med hinanden og med ledelsen. Vi har skabt en flad struktur, hvor vi opfordrer de ansatte til at spørge kollegaen ved siden af til råds, fremfor at spørge opad. Og det gør de, nu hvor de er samlet det samme sted.”

 

Flere fordele ved stor gruppe

I september 2013 blev de fire aftensvagt-hold koblet af dagvagterne for udelukkende at arbejde i aftenvagt. Samtidig blev de lagt ind under én leder. Medarbejderne, der tidligere holdt til på tre forskellige adresser, blev samlet på Vejlby Lokalcenter.


Social- og sundhedshjælper Niels Peter Gammelgaard mener, at problemer nemmere løses i en stor gruppe. Inden omlægningen til ét stort team var han del af et hold på otte aftenvagter. I dag er de 32, hvilket han ser flere fordele i.


“Faglige problemstillinger og konflikter er nemmere at løse i en stor gruppe, hvor der er mange at snakke med og spørge til råds,” siger han til Fagbladet FOA.

 

Kurser i teambuilding

For at splejse aftenvagten sammen har alle været på kurser i teambuilding, hvor de lærte hinanden at kende ved at arbejde sammen på kryds og tværs.


“Vi vil det her så meget. Har man lidt ondt i benet, tager man på arbejde alligevel. Der skal mere til at slå os ud,” siger han.


Borgerne nyder også godt af det lavere sygefravær.


”De kan være næsten sikre på, at det er de samme, der kommer,” siger Niels Peter Gammelgaard.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev