Mor sidder med to syge børn i sofa

Tema: Syge børn

Undersøgelse: Syge børn er det største problem for familiebalancen 

Af Marie Brynskov
Journalist

Syge børn er det største problem for balancen mellem familie- og arbejdsliv for både social- og sundhedsansatte, økonomer og ingeniører, viser ny undersøgelse.

Syge børn er en stor stressfaktor for danske forældre, viser ny undersøgelse. Pædagog Lene Nørgaard Schultz er en af dem, der har svært ved at få det til at hænge sammen, når børnene på 4 og 7 år er syge.  Jørgen True

Af Marie Brynskov
Journalist

Når børnene vågner med feber og ondt i halsen for tredje dag i træk, kæntrer hverdagen for mange danske børnefamilier. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra analysebureauet Epinion.

I undersøgelsen svarer knap en tredjedel – eller 30 procent – af danske forældre lige fra sosu-assistenter, økonomer og jurister til skolelærere, at syge børn er det største problem for balancen mellem familie- og arbejdsliv. 

”Når så mange på tværs af faggrupper siger, at det er et problem med syge børn, er det en problemstilling, vi skal tage alvorligt,” siger Joan Prahl, forbundssekretær i FOA og medlem af Familie- og Ligestillingspolitisk udvalg i LO.

Læs også: Familieordførere: Syge børn har brug for deres forældre

FOA: Ikke fair over for forældre

Hun mener ikke, at forældrene har rimelige muligheder, som det er i dag.

”Folk tvinges til at finde løsninger, som kun giver dårlig samvittighed, for eksempel at melde sig selv syge eller efterlade deres børn halvsløje i daginstitution. Det er ikke fair,” siger Joan Prahl.

I Sverige har forældre en lovsikret ret til 120 sygedage per barn årligt. Forældrene bruger i gennemsnit 8 dage per barn fra 1-11 år, viser tal fra den svenske Försäkringskassan.

”Vi burde kigge noget mere til Sverige, hvor det er legalt og naturligt, at børn bliver syge - for det gør de jo,” siger Joan Prahl fra FOA.

Læs også: Mor og pædagog: Vi skal have ret til selv at passe vores syge børn

Mor: Vi venter bare på skoldkopperne

Pædagog Lene Nørgaard Schultz har to piger på 4 og 7 år. Hun er for nylig blevet skilt, hvilket sætter familien under ekstra pres.

”Vi står jo lidt mere alene om det, når børnene bliver syge. Min datter på 4 år har endnu ikke haft skoldkopper, så jeg venter bare på det sker. Det kan jo tage mellem en uge og 10 dage.”

Problemet fylder også hos akademikere som økonomer og jurister, hvor løsningen ofte er at arbejde om aftenen, på skift eller hjemme, siger Sara Gundelach Vergo, formand for Djøf offentlig.

”Nogle er så heldige at have bedsteforældre, der er gået på efterløn, men dem bliver der jo færre og færre af, så det er noget, der stresser folk rigtig meget. De synes, at det er møgubehageligt at stå om morgenen og skændes om, hvem der er mest vigtig på arbejdet, fordi ungerne igen er syge. Det er en heftig stressfaktor.”

OK 18: Dobbelt så mange krav om børns sygedage

At barnets første og anden sygedag ikke slår til, når barnet har skoldkopper eller influenza, kan ses på de krav, FOAs medlemmer har indsendt til overenskomstforhandlingerne i 2018. 

Her er kravene om bedre forhold, når børnene er syge fordoblet i forhold til 2015 på trods af, at der samlet set er kommet færre krav.

Formand for FOA Dennis Kristensen vil gøre børns sygedage til en ret, der ikke skal vurderes hos arbejdsgiveren. Derudover vil han have indført, at den dag, hvor barnet ringes hjem fra institution, ikke tæller som en sygedag, som det blevet gennemført på det private område.

”Børnefamilierne er stærkt pressede i disse år, og arbejdsgiverne må have en interesse i, at medarbejderne kan koncentrere sig om opgaverne, når de er på arbejde, og om børnene, når de er syge,” siger Dennis Kristensen.

KL: Gode muligheder for at tage hånd om børnene

Michael Ziegler, formand for KL’S Løn og personaleudvalg, ønsker ikke at kommentere undersøgelsen, men skriver blandt andet til Fagbladet FOA:

”Jeg synes faktisk, at vi på mange måder gennem de ordninger, som allerede eksisterer, har gode muligheder for at tage hånd om børnene, når de er syge.”

FOA-medlemmers krav om børns sygedage

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 havde 10 af FOAs lokalafdelinger stillet krav, der handler om bedre muligheder for at passe børnene, når de er syge. I 2018 er antallet steget til 21 - altså mere end fordoblet på trods af, at antallet af generelle krav er halvt så stort som i 2015.

Kilde: FOA Overenskomst

Undersøgelse om balance mellem familie- og arbejdsliv

Undersøgelse om balancen mellem familie- og arbejdsliv er lavet af Epinion i 2017 blandt medlemmer af LO, FTF, Djøf, IDA og Dansk Magisterforening, der tilsammen repræsenterer knap halvanden million lønmodtagere. 2.006 forældre fra de nævnte fagforbund med børn fra fem år og nedefter har svaret.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies