Annonce

Tema: Fusk i hjemmeplejen

Ansatte i plejefirma får ordnede forhold


Mandag eftermiddag nåede FOA og det private plejefirma Clara Service frem til en aftale, der skal sikre medarbejderne i virksomheden ordentlige arbejdsforhold. Det sker efter at Fagbladet FOA har afsløret lovstridige ansættelsesforhold.

Annonce

Clara Service og FOA indgik mandag eftermiddag en tiltrædelsesordning, der sikrer nye ansatte overenskomstmæssig løn og ansættelsesforhold. Nuværende medarbejdere skal vente til september. Colourbox

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Annonce

Efter lang tids forhandling er FOA og den private leverandør af hjemmehjælp i Københavnsområdet, Clara Service, nået frem til en aftale om at tiltræde FOAs overenskomst på Pleje og Omsorgsområdet.

Aftalen betyder, at firmaet nu skal udbetale overenskomstmæssig løn, pension og der skal findes en tillidsrepræsentant blandt de ansatte.

Mogens Frederiksen, der er konsulent i FOAs overenskomstafdeling, er glad for, at Clara Service efter mange års forhandlinger nu har besluttet sig for at indgå overenskomst.

”Vi er meget tilfredse med at de nu har tiltrådt overenskomsten, og vi håber på et godt samarbejde med firmaet fremover,” siger han til Fagbladet FOA.

En fordel for virksomheden

Mogens Frederiksen pointerer, at det kan være en fordel for virksomheden, når der skal bydes ind på udbud i kommunerne.

”Udbudsreglerne er ændrede; der udliciteres nu større områder, og mange kommuner har indført arbejdsklausuler, der stiller krav om, at løn- og arbejdsforhold skal matche overenskomsten på området. Clara Service kan nu reklamere med at de har overenskomst – det er klart en fordel for dem,” siger han.

Ro efter hektisk forløb

Overenskomsten træder i kraft den 1. september for de ansatte i virksomheden, men nye medarbejdere vil allerede komme ind under overenskomsten fra den 1. marts.

I FOA Social- og Sundhedsafdelingen, der i flere år har forsøgt at få overenskomst med Clara Service, er formand Palle Nielsen også godt tilfreds med aftalen.

”Det har været et hektisk forløb indtil nu. Spillereglerne ligger klar for nye ansatte, men virksomheden skal nu have ro til at geare organisationen til overenskomsten i forhold til de eksisterende medarbejdere,” siger Palle Nielsen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev