Annonce

Tema: Profit på velfærd

Dybt alvorlige hændelser på bosted: ”Det er eksempler på, at historien gentager sig”


Efter to nye tilfælde af omsorgssvigt i Habitus-kæden har FOAs næstformand fået nok.

Annonce

TV 2 Kosmopol afslørede i denne uge to nye tilfælde af omsorgssvigt i HabitusHuset, som er en del af Habitus-kæden. Jørgen True/ Arkivfoto

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

En ung mand med infantil autisme sendes på skadestuen med forgiftninger. Selvom han skal være under konstant opsyn på sit bosted, lykkes det ham at skade sig selv ved at spise blandt andet cigaretter. Det var midt i april, og blot ni dage senere bliver det samme bosted – HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted i Nordsjælland – centrum for en ny sag.

En 30-årig kvinde med Downs syndrom indlægges med voldsomme ætsningsskader. Det skyldes sandsynligvis, at hun er blevet vasket i klorin. Hun indlægges på sygehuset og må et par gange i kunstig koma, før hun 1. juni dør af følgeskader som nyresvigt, lungebetændelse og blodforgiftning.

De to beretninger om autisten Thomas Frank Sørensen og den nu afdøde Nanna Kirstine Dahl vil for mange lyde som noget, der var løgn. Men sådan reagerede Thomas Enghausen, næstformand i FOA og uddannet pædagog, ikke, da TV 2 Kosmopol i denne uge afslørede de to tilfælde af omsorgssvigt.

”Jeg blev harm og tænkte, at det er nye eksempler på, at historien gentager sig,” siger Thomas Enghausen.

Læs også: Politiet efterforsker tragisk dødsfald: Habitus-bosted beskyldes for alvorligt omsorgssvigt

Ulovlig indespærring og frygt
HabitusHuset er nemlig en del af den private Habitus-kæde, der driver 22 bosteder i Danmark. I 2017 og 2018 oprullede Fagbladet FOA adskillige grove eksempler på omsorgssvigt i netop Habitus-regi. Det handlede blandt andet om ulovlig indespærring af borgere, borgere der blev glemt, og borgere der frygtede overgreb.

Siden er kæden blevet opkøbt af to briter, men opgaven er stadig den samme: at tage vare på nogle af samfundets ’allerallersvageste’, som Thomas Enghausen formulerer det.

”Jeg er med på, at der kan ske fejl – og at der sker fejl. Også når man har med meget svage borgere at gøre. Men hvordan pokker er det muligt for Thomas at spise cigaretter, når han skal være under opsyn hele tiden, og hvordan pokker er det muligt at spore klorin på Nannas krop? Man vasker jo ikke børn og ældre – eller nogen som helst andre – i klorin,” siger han og efterlyser ordentlige redegørelser fra Habitus-ledelsen.

”Det er både uanstændigt og synd for forældrene, at de ikke kan få svar på, hvad der er sket. Det er uacceptabelt, at Socialtilsynet heller ikke kan få svar, men det virker som om, tilsynet virkelig har bidt sig fast i bordkanten og ikke slipper sagerne.”

Læs også: Direktør for bosted kritiserer bekymrede pårørende offentligt

Grove former for omsorgssvigt
Overfor TV 2 Kosmopol tøver to eksperter – Ida Marie Mundt, der er lektor i specialpædagogik på Københavns Professionshøjskole, samt lektor i socialret Eva Naur fra Aarhus Universitet – ikke i deres vurdering af de to sager. I begge tilfælde er der, mener de, tale om grove omsorgssvigt.

Den holdning deler Thomas Enghausen, og han er glad for, at Nordsjællands Politi nu efterforsker omstændighederne bag Nanna Kirstine Dahls dødsfald.

”Af hensyn til de efterladte og personalet er det vigtigt at få svar på alle spørgsmål,” siger FOAs næstformand.

To vidt forskellige verdener

I det bredere perspektiv kritiserer han, at kæder som eksempelvis Habitus kan ejes og drives af kapitalfonde. I hvert fald når ejerne vægter profit over omsorg.

”En typisk kapitalfond har til mål at generere overskud, som er så store, at firmaet kan sælges videre. De er ligeglade med, om pengene kommer fra bosteder eller produktion af elbiler i Kina,” siger Thomas Enghausen og skærer sin pointe ud i pap:

”Man kan næsten ikke forestille sig et større clash end det, der er mellem menneskelig omsorg og pleje og rå kapital. Det er to vidt forskellige verdener.”

Jeg har aldrig oplevet noget i samme omfang på nogen andre institutioner i Danmark

Thomas Enghausen, næstformand, FOA
Private kan være okay
Samtidig understreger han, at FOA både anerkender og accepterer, at for eksempel bosteder og plejehjem ejes og drives af private udbydere. Adskillige konkurser til trods findes der også flere eksempler på, at det fungerer. Men kæden hopper af, siger han, når optimeringen af overskuddet overskygger fagligheden. Når det bliver profit på velfærd.

”I min optik virker det mest af alt som om, at kædens primære fokus er at suge flest mulige kroner ud af de offentlige kasser, mens fagligheden kommer i anden, tredje eller fjerde række. Jeg har aldrig oplevet noget i samme omfang på nogen andre institutioner i Danmark,” siger Thomas Enghausen og tilføjer:

”Hvis jeg tager fejl, så er det faktisk kun godt.”

Læs også: Ekspert: Handicappedes retssikkerhed tilsidesat

Er ikke blevet klogere
Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Habitus-ledelsen. Men forgæves. Men direktør Martin Godske og bestyrelsesleder Helle Hald har torsdag givet sig til kende over for TV 2 Kosmopol, som har spurgt, om de er blevet klogere på årsagen til Nanna Kirstine Dahls dødsfald.

”Det er vi ikke. Det er der jo andre, der undersøger,” siger Helle Hald.

”Vi er meget berørte,” skriver Martin Godske i en mail.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev