Annonce

Mona og Mary til Margrethe: ”Du fortjener også en medalje”


Hjemmehjælperne Mona Nielsen og Mary Madsen har mødt dronning Margrethe. De oplevede en majestæt med stor interesse for deres fag, men ironisk nok blev begge fyret bagefter.

Annonce

I 2016 blev nordjyden Mona Nielsen og fynboen Mary Madsen begge dekoreret med Fortjenstmedaljen og var på Amalienborg for at takke dronning Margrethe. Bagefter havde Mary Madsen den på et par gange på jobbet, så borgerne kunne se den. Johnny Frederiksen og Heidi Lundsgaard

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

De er begge pensionerede hjemmehjælpere. De har begge modtaget Fortjenstmedaljen for lang og tro tjeneste. Og derfor har begge også været på Christiansborg for at hilse på dronning Margrethe og takke hende for udmærkelsen.

”Det var en stor oplevelse. Jeg havde aldrig regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med vores dronning,” siger Mona Nielsen, som i 2016 blev hædret efter 40 års ansættelse i Aalborg Kommune.

”Det var en meget, meget særlig dag. Jeg havde på forhånd fortalt mine borgere, at jeg skulle til dronningen, og en af dem lånte mig sine hvide handsker. Da jeg kom på arbejde igen, havde jeg medaljen på, så borgerne kunne se den,” fortæller Mary Madsen, der havde 40-års jubilæum som hjemmehjælper i Odense Kommune i 2015.

Loyale og royale

På søndag vil begge følge med i tv, når dronningen går på pension og overlader tronen til Kronprins Frederik. Efter 52 års ansættelse i samme job er det hende, der ifølge de to loyale og royale hjemmehjælpere, har fortjent en medalje.

”Og den må gerne være meget stor,” griner Mary Madsen, som i høj grad er optaget af den kongelige familie og har sin medalje liggende i en blå æske ved siden af stribevis af bøger om den kongelige familie.

”På søndag kan det da godt være, jeg tager medaljen på igen,” griner hun og udtrykker respekt for Margrethes beslutning:

”Hun er 83 år, og hendes helbred er ikke det bedste, så Frederik kan lige så godt overtage nu. Det er så fint,” siger hun og suppleres af Mona Nielsen:

”Jeg er glad for Kongehuset og følger med i alle de store begivenheder som barnedåb, bryllup og begravelse. Jeg blev lidt rørt, da jeg så hendes nytårstale og hørte, hun ville træde tilbage.”

På søndag kan det da godt være, jeg tager medaljen på igen

Mary Madsen, pensioneret og dekoreret hjemmehjælper

Nærværende og interesseret

Både Mona Nielsen og Mary Madsen mindes, hvordan deres korte møder med Margrethe i høj grad handlede om deres fag.

”Hun virkede meget nærværende og var godt klar over, at hjemmehjælperne var en uddøende race, der var ved at blive erstattet af sosu-ansatte,” husker Mona Nielsen, som i øvrigt mindes dagen som lidt strabadserende.

”Alle os, der skulle møde hende for at sige tak, skulle sidde klar klokken ni, og så kom vi ind i rækkefølge. Jeg var den næstsidste og var først færdig ved to-tiden, og så sad man bare der og gloede. Det var meget varmt, men heldigvis kom nogle af de der fyre, der skrev os ind og fik det hele til at fungere, men nogle flasker med vand.”

Mary Madsen oplevede en dronning, der var meget ’ligefrem’ og spurgte om hendes job i hjemmeplejen:

”Det var godt, for jeg var selv meget nervøs. Jeg hilste fra mine borgere og fortalte dronningen, at jeg brugte hendes mor som det gode eksempel over for dem. Når en borger ville undgå rollator, plejede jeg at sige, at ’når dronning Ingrid kan, så kan du også’. Det kunne hun godt lide.”

Fyret efter Fortjenstmedalje

Ironisk nok oplevede både Mona Nielsen og Mary Madsen at blive fyret kort efter, at de havde modtaget Fortjenstmedaljen.

I Mona Nielsens tilfælde skyldtes det, at hendes faglige baggrund ikke længere passede ind Aalborg Kommunes profil. Hendes job skulle overtages af social- og sundhedsassistenter. Det vidste den nye leder godt, da hun to uger før opsigelsen holdt en i øvrigt voldsomt rosende tale ved Mona Nielsens jubilæumsfest i foråret 2016.

”Jeg havde et halvt års opsigelse, og så gik jeg på efterløn. Nu er det syv år siden, men jeg kan stadig godt savne samværet med kollegerne,” siger Mona Nielsen.

I Odense er Mary Madsen stadig bitter over sit farvel til arbejdsmarkedet. Hun var 68 år og havde meddelt, at hun ville gå på pension med udgangen af 2017 efter 41 års ansættelse.

Alligevel blev hun sagt op, og med hjælp fra FOA Odense førte hun en sag mod kommunen og fik 25.000 kroner i godtgørelse for usaglig opsigelse.

”Jeg var så gal dengang, men der var ikke noget at gøre. Jeg besøger stadig et par af de borgere, der har betydet så meget for mig. Sidste år var jeg for eksempel inviteret med, da en af dem fyldte 100 år og holdt fest på en kro,” fortæller Mary Madsen.

På søndag glemmer hun alt om det forløb og vil ligesom Mona Nielsen i Aalborg bare glæde sig over at følge den store begivenhed. Begge er sikre på, at Frederik bliver en glimrende konge, og Mary Madsen har ikke spor imod, at hun deler fornavn med den kommende dronning.

”Det er ret fint. Lidt kongelig har man vel lov at være.”

Om Fortjenstmedaljen

Fortjenstmedaljen har de seneste 52 år været kendt som Dronningens Fortjenstmedalje. Med tronskiftet kommer den til at hedde Kongens Fortjenstmedalje.

Fortjenstmedaljen kan tildeles offentligt ansatte lønmodtagere efter indstilling fra deres arbejdsgiver/arbejdsplads.

Kriteriet er, at man har haft mindst 40 års uafbrudt ansættelse inden for samme beskæftigelsesområde i den offentlige sektor – og under samme ansættelsesmyndighed.

Derudover er det også afgørende, at man højest tjener 40.000 kroner om måneden inklusive tillæg.

Medaljen prydes af et relief af den siddende regent og bærer inskriptionen MARGARETA II REGINA DANIÆ (fremover FRIDERICUS X) på forsiden, og på bagsiden står der FORTIENT. I kanten er navnet på modtageren indgraveret.

Medaljen er personlig og skal ikke leveres tilbage ved dødsfald. For tiden er der et par stykker til salg på Den Blå Avis, hvis det har nogens interesse.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev