Annonce

kvinde overrækker blomster og medalje til en anden kvinde

Bitten får Dronningens Fortjenstmedalje: Jeg vil ikke spilde min tid på at takke Margrethe


Hospitalsmedhjælper Bitten G. Rasmussen fik tirsdag Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års ansættelse på Bispebjerg Hospital. Men hun afviser at komme i audiens hos majestæten, fordi det foregår efter rang. Den kritik er hendes øverste chef, regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), enig i.

Annonce

Tirsdag modtog Bitten G. Rasmussen (th.) Dronningens Fortjenstmedalje. Medaljen blev overrakt af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (A). Jørgen True

Af Ingrid Pedersen
Journalist

Af Signe Højgaard
Journalist

Annonce

Bitten G. Rasmussen er stolt af, at hendes arbejdsgiver har skrevet nogle pæne ting om hende og indstillet hende til Dronningens Fortjenstmedalje. Hun tog med glæde imod medaljen tidligere i dag, tirsdag den 5. november, da den blev overrakt på Regionsgården i Hillerød.

Men hun tager ikke i audiens for at takke Dronningen for medaljen.

”Nej, for audiensen sker efter rangklasser, og jeg har kolleger, der måtte vente 4-5 timer, fordi vi jo er lavest i hierarkiet. Det er min tid for kostbar til. Jeg er ikke som sådan modstander af Kongehuset. Det siger mig bare ikke noget, men det bør blive mere moderne og indkalde os på forskellige tidspunkter, så vi ikke skal spilde vores tid på at vente på dem, der er højere oppe i hierarkiet end os,” siger hun. 

Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Medaljen blev overrakt af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), der støtter kritikken.

"Efter min mening bør alle, der tilbydes at takke dronningen for fortjenstmedaljen, stilles lige. Det bør man kunne planlægge sig ud af, så ingen skal vente i timevis," siger Sophie Hæstorp Andersen.

medalje i hænder
Bitten G. Rasmussen er glad for den kongelige hæder, men medaljen har også en bagside. Jørgen True

Begyndte som ferieafløser

Bitten var 17 år, da hun fik jobbet som ferieafløser i rengøringen i 1979. 

”Det er en rigtig god arbejdsplads med gode kolleger og et fantastisk sammenhold. Det er jo derfor, at jeg er blevet her i så mange år, selv om både arbejdspladsen og selve arbejdet har forandret sig,” siger hun.

I den tid Bitten G. Rasmussen har været ansat, er der kommet mere teknologi, der skåner de ansatte. Bitten G. Rasmussen er tillidsrepræsentant og har været med til at vurdere blandt andet robotter og andre nye teknologier.

Læs også: Dét lærte vi af corona-krisen 

Garderobeansvarlig

I dag gør hun ikke længere rent. For cirka 15 år siden blev hun garderobeansvarlig. Hun har ansvaret for de 3.000 ansattes garderobeskabe, hvor de opbevarer skiftetøj, shampoo, hårtørrer og alt muligt andet. 

Hun tildeler nye medarbejdere et skab, og tømmer det, hvis en medarbejder bliver syg eller forlader arbejdspladsen i hast.

”Det er et arbejde, der bringer mig i kontakt med alle grupper på hospitalet, så jeg snakker med mange forskellige mennesker. Men jeg kan især godt lide det logistiske i arbejdet,” siger hun. 

Hoffet: Audiens er frivilligt

Fra Hoffet lyder det, at det er helt op til den enkelte, om man ønsker at komme i audiens hos Dronningen eller blot modtage medaljen. Det bliver ikke registreret af Hoffet, hvem der møder op for at sige tak.  

Kontorchef ved Hoffet Bjarne Erbo Grønfeldt oplyser, at der igennem de seneste år har været en stigning i antallet, der får ordner og medaljer og dermed også flere, der møder op til audiens. Audiensen begynder klokken 10:00, og hvis der møder op mod 100 personer op, kan audiensen trække ud til klokken 16:00, oplyser kontorchefen. 

”Det har altid været sådan, at vi tager de øverste rangklasser først, og så kommer medaljetagerne. Vi ved ikke, hvor mange der kommer. Derfor kan vi ikke garantere et bestemt tidspunkt,” siger han og tilføjer:

”Vi har ikke nogen løsninger lige nu, men vi forsøger kontinuerligt at forbedre systemet. Det er ret nyt, at der kommer så mange. Det er klart, at har man reserveret en billet hjem tidligt med toget, eller kan man helbredsmæssigt ikke holde til at sidde så længe, kan man i et vist omfang blive rykket op i køen.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev