Det kan være de mindste ting, der kan få frustrationerne til at boble hos beboerne på Bostedet Lillelund i Holstebro. At sidemanden spiser sin mad med fingrene, mens man selv går op i manerer, først begynder at spise, når alle har sat sig og bruger kniv og gaffel. Det kan være, at landmanden på markerne uden for huset høster og larmer, mens man selv lige har sat sig ned for at tegne og har brug for ro. Eller at man har brug for en pause, men ikke selv ser behovet for en halv time på værelset.
”Det handler om at læse beboerne hele tiden. Vi skal altid være et skridt foran,” siger social- og sundhedsassistent Rasmus Pedersen, der mener, at en god relation er det bedste værn mod magtanvendelser. For når han kender borgerens behov, så ved han også, hvad næste skridt er.
Pludseligt og uforudset
Det gælder både her på Lillelund, som er et bosted for otte mænd med en psykologisk funktionsnedsættelse som lav IQ, skizofreni, traumer eller psykoser og som gør, at de ikke kan bo for sig selv. Og på Rasmus Pedersens gamle arbejdsplads - et plejehjem for demente, hvor borgerne også kunne blive udadreagerende og hvor borgernes signaler var vanskelige at læse.
”Hvis du kender borgerens behov, så kan du meget hurtigt regne ud, hvad den næste reaktion bliver, og om reaktionen bliver god eller dårlig. Det er virkelig vigtigt i et arbejde som vores. At vi kender personen så godt, så vi forstår, hvad der sker, når gaflen ligger forkert eller når postmanden pludselig kommer ind ad døren. Alle de små ting, som er omkring dem, som pludselig kan opstå udefra, og som kan genere,” siger Rasmus Pedersen og understreger, at de voldsomme episoder kan opstå meget hurtigt.
For eksempel, hvis beboeren hører stemmer eller selvmedicinerer med stoffer eller alkohol, de ikke er vant til.
”Hvis beboeren er til fare for sig selv eller andre, bliver vi nødt til at gribe ind og hjælpe beboeren ned på værelset. Hvis det er meget grelt, er vi nødt til at ringe til politiet, fordi vi sætter os selv i fare, hvis vi selv går ind.”
Hvornår er der for snavset?
Det er voldsomt for både beboere og medarbejdere. Derfor forsøger de at komme så langt, de kan, med det, Rasmus Pedersen kalder for en blødere form for magt.
Det er nemlig også magt at motivere og arbejde pædagogisk for at få beboerne til at gøre det, medarbejderne gerne vil, mener han. Som for eksempel at love dem en dejlig tur i haven, en ekstra cigaret eller en halv time med computeren fra morgenstunden efter at have klaret skraldespanden eller oprydningen.
”Alle vores beboere er dybt afhængige af, at vi guider dem i en retning, og vi forsøger at gå så langt vi kan med pædagogiske virkemidler,” siger Rasmus Pedersen.
Alligevel havner man som medarbejder nemt i svære dilemmaer. For hvornår skal man presse ekstra på for at få børstet tænderne, som mange af borgere ikke har lyst til? Hvornår er der så snavset på værelset, at det bliver sundhedsfarligt? Hvor langt skal man gå for at beboerne holder deres døgnrytme og får spist og sovet på de rigtige tidspunkter?
”Jeg mener absolut ikke, at der er en grund til at jeg laver en magtanvendelse for få en beboer til at børste tænder hver dag. Men de skal jo børste tænder på et tidspunkt, og så er spørgsmålet, hvornår det tidspunkt er.”
Forskellige behov
Selv har Rasmus Pedersen været i situationer, hvor han bagefter har tænkt, at en magtanvendelse var unødvendig.
”Der har været situationer, hvor jeg har tænkt, at man kunne have undgået magtanvendelsen. For eksempel, når kollegerne har misforstået hinanden. Eller fordi en magtanvendelse jo også bare kan være at gå ind i beboernes lejlighed og gøre rent hos en borger, fordi man har ment, at den var så beskidt, at det var sundhedsskadeligt. Det er jo et dilemma. Hvor beskidt må der være? ” spørger Rasmus Pedersen, der mener, vi skal være varsomme med at definere for beboerne, hvad det gode liv er.
”Vi bliver hele tiden nødt til at spørge os selv: Er det vores behov? Eller er det deres. De to ting kan nemlig være meget forskellige.”