En fortalte, hvordan aggressionen bare eskalerede og blev dobbelt så voldsom, da medarbejderne tog fat i hende. En anden sagde, at det gav en forløsende ro, når aggressionerne tog over. En tredje forklarede stolt, hvordan der skulle være tre til at holde ham, fordi han havde været så voldsom.

Men fælles for de 16 fortællinger, Stine Grønbæk Jensen, adjunkt ved Københavns Universitet, for nogle år siden samlede i bogen ’Erfaret magt, frustrationer og fastholdelser på botilbud’, sammen med kollegaen Jesper Vaczy Kragh, var den totale afmagtsfølelse og selvdestruktion, der lå efter en voldsom episode – og i den efterfølgende magtanvendelse. Alene det er grund nok til at begrænse de magtanvendelser, der ifølge evalueringen af de nye magtanvendelsesregler er mere end fordoblet på handicapområdet.

”Det gav en følelse af kontrol, når de pludselig blev voldsomme, kastede med ting, råbte og slog. Det gav en kortvarig følelses af magt. ’Lige nu er det mig, der bestemmer. Nu er det mig, der sætter dagsorden.’ Men når de så blev holdt fast, for eksempelvis at forhindre, at de selv kom til skade, blev den kontrolfølelse ofte afløst af skam, selvudslettelse og selvdestruktion,” siger Stine Grønbæk Jensen, der har speciale i velfærdsstatens sociale interventioner i psykiatrien, blandt anbragte og ældre og konkluderer:

Ond cirkel

Det ironiske var, at magtanvendelserne så ud til at give endnu flere magtanvendelser, fortæller Stine Grønbæk Jensen på baggrund af sin kvalitative undersøgelse af de primært unge mænd og kvinder med kognitiv funktionsnedsættelse, der boede på botilbud og alle havde mange erfaringer med magtanvendelser. Det hjalp altså slet ikke.

”De sad tilbage med skammen, for de vidste, de havde gjort noget forkert og havde slået ud efter nogen, der i andre situationer hjalp dem, og som de var glade for. Nogle gik rundt og sagde undskyld dagen efter, græd og var kede af det. De følte sig forkerte som personer,” siger Stine Grønbæk og forklarer, at netop den selvudslettelse kan føre til mere vold på den anden side.

”Når skammen bliver for massiv, så ligger aggressionen der som overlevelsesmekanisme. Så man igen kan sige: ’Jeg er ligeglad, nu er det mig, der bestemmer’. Det var meget tydeligt for mig, hvordan magtanvendelse sætter sig i deres selvbillede på en meget destruktiv måde, og netop det kan ende med at blive til en voldsspiral.”

Ventil for frustration

For eksempel beboeren, der havde været stolt af sin egen farlighed. Han tilpassede sig omverdens billede, mener Stine Grønbæk Jensen, og brugte derved de kategorier, der var til rådighed for ham.

”Hvis man begynder at lægge stolthed ind i at være voldsom, farlig og aggressiv, så får de en selvforstærkende effekt, fordi det væver sig sammen med selvbilledet og er med til at reproducere volden.”

”Netop det var komplekst for dem. For de havde indlært sig selv den praksis, når frustrationerne blev umulige for dem at bære længere, kunne konflikten skabe en ro, men på en utroligt dramatisk og selvdestruktiv måde. Så blev magtanvendelsen en måde at løse den konflikt og frustration på.”

Kulturen havde ændret sig

Og frustrationerne bunder ofte i borgernes levevilkår, siger Stine Grønbæk Jensen.

”Frustrationer og konflikter bliver en reaktion på, at der altid er andre, der bestemmer, hvad du skal og hvornår. De kan ikke bestemme, hvor de skal bo, de lever deres liv med personale og andre beboere, som de ikke har valgt, og hvis de ikke gør det eller det, så får det konsekvenser,” siger Stine Grønbæk Jensen og understreger, at det er utrolig vigtigt at huske som medarbejder.

”Deres hjem er ikke deres eget hjem, for personalet kan altid låse døren op. De har ikke for alvor et privatliv. Hele deres liv er vævet ind i de her usynlige magtrelationer,” siger Stine Grønbæk Jensen.

Men de 16 fortællinger viser også, at frustrationerne ikke behøver at ende med magtanvendelse. For selv om de alle havde oplevet mange og jævnlige magtanvendelser, så lå de erfaringer tilbage i tiden.

- Hvad var det, der havde ændret sig?