Det er morgen efter en nattevagt på Bispebjerg Hospital. Social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant Maria Scalvini skal ovenpå en travl nat give stafetten videre til dagvagterne. Til morgenmødet spørger lægen, hvordan natten er forløbet.

Sygeplejersken, som Maria har haft nattevagten sammen med, svarer, at natten har været hård, der har været travlt – og at hun har været alene.

”Jeg kigger på hende og siger ’vi har jo været sammen hele natten, så det synes jeg ikke er fair’,” siger Maria Scalvini.

Læs også: Et enkelt ord gik igen og igen, da sosu'erne mødtes i Aalborg

Udnyt de ressourcer, der er

Det er ikke første gang, at Maria eller en assistentkollega har oplevet, at deres faglighed bliver underkendt. Det sker også, når der er forskellige projekter på hospitalet, hvor en arbejdsgruppe skal nedsættes. Sjældent bliver social- og sundhedsassistenterne repræsenteret i de grupper.

Samme underkendelse gælder, når der er sygdom på afdelingen. Der må Maria og hendes kolleger gerne hjælpe til med medicinhåndtering, sårskift, udskrivelser, blodprøver og kontakt til primærsektoren. Men når der ikke mangler personale, er det en sygeplejerskeopgave.

”Når man kan det, bør man kunne gøre det 24/7. Og i en verden som nu, hvor der mangler folk, hvor der mangler arbejdskraft, og hvor der mangler – siger de – faglighed, så er det bare at udnytte nogle af de ressourcer, man har.”

”Jeg har været TR i mange år, og nu er jeg FTR, og jeg synes, at nu må det være nok. Vi skal anerkendes for de kompetencer, vi har. Vi har nogle ressourcer, der skal anerkendes,” siger Maria Scalvini.

Læs også: ”Hører ingen steder hjemme”: Ringe udnyttelse af kompetencer skaber frustrationer

Frataget opgaver

Det er ikke kun på Marias arbejdsplads på Bispebjerg Hospital, at social- og sundhedsansattes kompetencer ikke bliver udnyttet.

I en medlemsundersøgelse fra FOA svarer 24 procent, at der er opgaver på deres arbejdsplads, de ikke må løse, selvom de har kompetencerne til det.

15 procent svarer, at de indenfor de seneste to år har fået frataget arbejdsopgaver. Det gælder især opgaver inden for sygepleje og pleje, medicinering og dosering.

Maria Scalvini ville ønske, at social- og sundhedsassistenter var mere repræsenterede i ledelsen, for på den måde ville der sidde nogen, som kendte deres faglighed ud og ind.

”I min optik ville det være så fedt, hvis det var en sygeplejerske, der var leder, og en social- og sundhedsassistent, som assisterede hende, så de kunne komplimentere hinanden,” siger hun.

Hun efterlyser, at der på tværs af regionerne blev lavet nogle faste, overordnede retningslinjer for, hvad en social- og sundhedsassistent må varetage af opgaver på hospitalerne, og så ville man, foreslår hun, kunne supplere med specifikke opgaver indenfor det enkelte speciale på hver afdeling.

”For det første vil det sikre, at ansatte ikke shopper mellem hospitaler, alt efter hvor man får lov til mest. For det andet tror jeg også, at man kan risikere, at folk forlader faget, hvis de ikke får lov at bruge de kompetencer, de har. Selvom jeg har været mange år i faget, søger jeg jo stadig udvikling, for mit liv bliver ved at udvikle sig. Hvis jeg går i stå, har jeg ikke lyst til at være der. Sådan tror jeg, at mange har det,” siger Maria Scalvini.

”Jeg vil ikke skabe krig mellem faggrupperne. For det handler det ikke om. Det handler om, at folk skal få øjnene op for, at ’hey, vi har nogle guldressourcer her, der kan være med til at sikre, at patienterne er trygge, når de bliver indlagt’,” siger social- og sundhedsassistent Maria Scalvini.