Annonce

Portræt af Helle Merete Nørgaard, FTR

Vagtarbejde skal fordeles bedre – fællestillidsrepræsentant tvivler på virkningen


Et forslag om, at flere skal tage del i vagtarbejdet i Region Hovedstaden, skal i dag, onsdag, drøftes i regionens øverste MED-udvalg. Fællestillidsrepræsentant fra Hvidovre Hospital frygter, at problemerne skubbes.

Annonce

Fællestillidsrepræsentant Helle Merete Nørgaard frygter, at Region Hovedstadens forslag om, at flere skal deltage i vagtarbejdet, bliver en dominoeffekt, hvor nogle ender med at flygte, og at arbejdspresset dermed bliver større hos dem, der bliver. Privat

Af Alexander Pilgaard Kjær
Journalist

Annonce

Et forslag, der ser godt ud på papiret, men som ikke kommer til at betyde så meget for dem, det ellers skulle aflaste.

Så kort beskriver Helle Merete Nørgaard det forslag, der i dag d. 10. maj skal drøftes i Region Hovedstadens øverste MED-udvalg. Helle Merete Nørgaard er social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant på Hvidovre Hospital.

Forslaget, hun er skeptisk over for, lyder på, at flere skal tage del i vagtarbejdet på hospitalerne i Region Hovedstaden. I praksis betyder det, at sygeplejersker, jordemødre og social- og sundhedspersonale, der primært har dagvagter på hverdage, skal deltage mere i vagtarbejdet i weekender og på helligdage. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Helt konkret betyder det, at en del medarbejdere skal have mindst 18 weekend- og helligdagsvagter om året – svarende til to vagter hver sjette weekend.

Læs også: 7 ud af 10 FOA-medlemmer mangler indflydelse på weekendvagter

Problemerne skubbes bare

Helle Merete Nørgaard arbejder som fællestillidsrepræsentant i 32 af de 37 timer, hun er ansat, og selv har hun ingen weekendvagter. Hun frygter, at hele problemet bare skubbes over til nogle af kollegerne i ambulatoriet, og at forslaget derfor ingenlunde løser noget:

”Det personale, der har valgt at arbejde i en ambulatoriefunktion, har valgt at arbejde dér, fordi det giver mindre vagtarbejde. Hvis de så pålægges flere weekend- og helligdagsvagter, kan jeg da godt frygte, at de vil flygte fra deres job,” siger Helle Merete Nørgaard, der også understreger det helt store problem i plejesektoren:

”Der mangler plejepersonale i sundhedssektoren. Vi arbejder allerede så meget ekstra for at få det til at løbe rundt i weekender og på helligdage. Så jeg tror ikke på, at det kommer til at betyde så meget for dem, der i forvejen har weekendarbejde, selvom det er intentionen.”

Bedre arbejdsmiljø

I pressemeddelelsen siger hospitalsdirektør på Herlev og Gentofte Hospital Anne Jastrup, at forslaget er et forsøg på at forbedre arbejdsmiljøet:

”En af sundhedsvæsenets største udfordringer lige nu er personalemangel. Der er ikke én enkelt løsning på den udfordring, men en del af løsninger er at se på, hvordan vi kan forbedre arbejdsmiljøet. Her spiller vagtarbejdet ind. En bedre fordeling af vagter vil skabe et bedre arbejdsmiljø for flere,” siger Anne Jastrup.

Læs også: 5 gode råd: Sådan får du indflydelse på din arbejdstid

Fællestillidsrepræsentant Helle Merete Nørgaard istemmer sig koret, der siger, at arbejdsmiljøet skal forbedres:

”Løsningen er at fastholde det personale, der er, og sørge for et bedre arbejdsmiljø. Man skal simpelthen sørge for bedre arbejdsbetingelser,” siger hun.

- Men det er vel også det, Region Hovedstaden forsøger med det her forslag?

”På papiret, ja. Men vi skal have det i hverdagene også. Vi bliver hele tiden pålagt ekstra vagter. Og når det ikke er nok, er det bare ærgerligt. Den anden dag, da jeg mødte på arbejde, var der tre syge. Det var bare ærgerligt, og vi andre måtte bare løbe det hurtigere. Og det bliver jo en skrue uden ende, for det kan ingen jo holde til, og folk rammes af stress og må langtidssygemelde sig.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev