Annonce

Lizette Risgaard til doorstep foto:  Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

FH-formand tager orlov efter anklager om upassende opførsel


Mistillid fra en række fagforbund fik fredag aften fagbevægelsens frontfigur Lizette Risgaard til at meddele, at hun går på orlov, mens et advokatfirma undersøger en række unge mænds anklager mod hende.

Annonce

Fredag mødte Lizette Risgaard pressen og udtalte sig om de kritiske artikler, der har været bragt om hende. På det tidspunkt vurderede hun ikke, at det var nødvendigt, hun gik på orlov. Den holdning ændrede hun senere. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Fredag morgen besluttede forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), at Lizette Risgaard skulle fortsætte som formand, mens et eksternt advokatfirma undersøger en række anklager mod hende om krænkende og upassende opførsel. Og hun slog fast, at hun fortsat ville passe sit job som formand og mandag som planlagt ville være at finde som taler til en række 1. maj-arrangementer.

Den beslutning holdt mindre end 10 timer. Fredag aften meddelte Lizette Risgaard nemlig, at hun går på orlov, indtil undersøgelsen er færdig. Den beslutning skyldes, at flere forbund – heriblandt HK, Teknisk Landsforbund og Danmarks Lærerforening – i løbet af dagen fortrød morgenens beslutning. De havde mistet tilliden til formanden og opfordrede hende til at gå af.

Ifølge den mail, som Lizette Risgaard fredag aften sendte til forretningsudvalgets medlemmer, var det den direkte årsag til hendes orlovsønske:

”Jeg kan konstatere, at flere af jer enten har haft eller har møder med jeres organisationer, og at flere af jer allerede har meddelt, at I ikke venter på resultatet af undersøgelsen, som vi ellers aftalte på FU-mødet i morges,” skrev hun ifølge TV 2 til forbundsformændene og fortsatte:

”Dermed kommer jeg jo til at stå i vejen for vores meget vigtige arbejde, både 1. maj og indtil undersøgelsen er færdig. Derfor træffer jeg nu beslutning om at gå på selvvalgt orlov, indtil resultatet af advokatundersøgelsen foreligger.”

Har handlet uprofessionelt

Hele sagen udspringer af, at Berlingske og Ekstra Bladet onsdag henvendte sig til FH og bad om Lizette Risgaards kommentarer til en række anklager fra otte unge mænd – ansatte i FH eller på anden vis aktive i fagbevægelsen – der alle har oplevet upassende opførsel og uønsket fysisk berøring fra Lizette Risgaards side.

Ifølge anklagerne har hun taget dem bagpå, ladet sin hånd hvile for længe på deres bagdel eller danset for tæt. De unge mænd har ikke oplevet det som seksuelle krænkelser, men fandt det ubehageligt på grund af den ulige magtrelation.

Før de to aviser offentliggjorde deres historier, skrev Lizette Risgaard selv et opslag på Facebook, hvor hun undskyldte sin opførsel. Hun ville ikke betvivle de unge mænds oplevelser og anerkendte, at hun var gået over stregen. Og så kaldte hun det ’pinligt’, at hun ikke selv kunne leve op til det kodeks om god adfærd, som FH for to år siden gennemførte som konsekvens af hele MeToo-debatten.

”Jeg har handlet uprofessionelt som leder. Og jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med,” skrev hun.

Fredag kunne både Berlingske og Ekstra Bladet fortælle, at der er flere sager på vej – hvilket Lizette Risgaard også bemærkede i løbet af dagen.

Under Lizette Risgaards orlov indtræder næstformand Morten Skov Christiansen som formand. Fagbladet FOA har foreløbig uden held bedt ham om en kommentar.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev