Annonce

Ung pige holder om sig selv. Er ked af det.

Sådan håndterer du seksuelle krænkelser og chikane som elev

Fagbladet FOA har fået hjælp fra Sarah Walter, arbejdsmiljøkonsulent i FOA, til at komme med fire råd til hvordan du som elev begår dig, hvis du har oplevet noget ubehageligt på arbejdet. 

Annonce

Hvis du som elev oplever seksuelle krænkelser, kan du her få råd til, hvordan du håndterer det. Colourbox

Af Simon Marvig Ravn
Journalist

Annonce

Ifølge en undersøgelse foretaget af Arbejdstilsynet i 2021 er social- og sundhedsassistenter med 9,8 procent den faggruppe, der hyppigst oplever seksuel chikane på arbejdet. 14,2 procent af social- og sundhedsassistenterne svarede samtidigt, at de havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdet. Dette går oftest ud over unge i alderen 15–24 år. Langt størstedelen af krænkelser og uønsket opmærksomhed kommer fra eksterne, altså borgere eller pårørende.

Læs også: Elev blev seksuelt krænket: ”Frygtede, at overgrebet skulle koste mig uddannelsen”

Sarah Walter er arbejdsmiljøkonsulent i FOA og har fire råd til, hvad du som elev kan gøre, hvis du oplever uønsket seksuel opmærksomhed. Vigtigst er det, at du ikke skal stå alene med oplevelsen.

Et arbejdsmiljøproblem

Hvis du bliver udsat for krænkende adfærd som for eksempel uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane, er det et arbejdsmiljøproblem. Måske er du ikke opmærksom på det, måske har du hørt det før. Og hvis det sidste er tilfældet, er det værd at gentage.

For ifølge arbejdsmiljølovgivningen er det praktikstedets eller oplæringsstedets ansvar at forebygge vold – herunder uønsket seksuel opmærksomhed og chikane – fra for eksempel borgere, pårørende og forældre. Du skal derfor have hjælp og tages alvorlig, hvis du alligevel oplever episoder med uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane.

Fortæl det

Tag en snak med din arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant, vejleder eller din leder, hvis du oplever, at dine grænser bliver overtrådt. Det vigtigste er, at du fortæller det videre. I en sådan snak er det også vigtigt at huske på, at det er dig, som afgør, hvor dine grænser går, og at dem, du snakker med, skal tage dig alvorligt.

Det er ikke dit ansvar

Når du har fortalt om din oplevelse, skal dit praktiksted eller oplæringssted tage ansvar for, hvad der derefter skal ske. Netop fordi det er deres ansvar at forebygge uønsket seksuel opmærksomhed og chikane, er det også deres ansvar at håndtere det, hvis skaden sker. Det er også derfor, at det er så vigtigt at fortælle om dine oplevelser. Ellers kan praktikstedet/oplæringsstedet ikke gå i gang med at hjælpe dig. Arbejdspladsen skal sikre, at forebyggelsen er effektiv, og er den ikke det, skal forholdene forbedres, så der ikke opstår nye episoder.

Du skal aldrig stå alene

Du skal i praktikken have hjælp og vejledning. Det burde du i hvert fald. Men det kan selvfølgelig stadig ske, at praktikstedet/ oplæringsstedet ikke er så godt og måske har et dårligt arbejdsmiljø. Måske er der en kultur, hvor ubehagelige oplevelser ikke tages alvorligt, eller de har ikke forklaret dig, hvad deres retningslinjer for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane er. Hvis du føler, at du ikke får den hjælp fra arbejdspladsen eller skolen, som du burde, så kontakt din FOA-afdeling.

For du skal ikke stå alene.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev