I april 2020 blev den dengang 47-årige social- og sundhedsassistent Hosnya, hvis efternavn er redaktionen bekendt, smittet med coronavirus på sit job i Hjemmeplejen Bispebjerg i Københavns Kommune. Ovenpå et meget svært sygdomsforløb, hvor hun lå fire uger på hospitalet, blev hun efterfølgende ramt af invaliderende senfølger.
Hendes vejrtrækning var besværet og trætheden enorm. Hun sendte sine børn af sted med madpakken om morgenen, men sov derefter langt op ad dagen. Hendes led smertede, og hun havde trykken for brystet. Og samtidig svigtede både hukommelsen og koncentrationen. Hun fortalte dengang til Fagbladet FOA, at hendes krop hele tiden var i højeste alarmberedskab, samtidig med at hun følte sig udmattet.
“Jeg er utrolig træt. Konstant træt. Jeg har ikke overskud til særligt meget, og det er svært for mig at få en dagligdag op at stå på grund af det. Derudover er jeg stakåndet,” sagde Hosnya i juli 2020 til Fagbladet FOA.
Men i dag cirka halvandet år efter går det bedre. Ikke helt som før, men bedre. Hun er stadig træt og får sig en lur, når hun har sendt sine børn ud ad døren. Og når vejret er fugtigt, døjer hun med besværet vejrtrækning. Men overordnet har hun det meget bedre end for et år siden.
”Især når jeg går på trapper, kan jeg mærke, at det går godt igen. Min vejrtrækning er generelt bedre. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan gå igen,” siger Hosnya.
Faktisk går det så godt, at Hosnya i august i år efter sommerferien vendte tilbage til sit job som aftenvagt i hjemmeplejen på samme antal timer, som før hun var syg. Optrapningen i antallet af timer er sket over cirka et års tid, hvor hun startede med at arbejde to timer om dagen i august sidste år.
Men fordi hun ikke kan rende op og ned ad trapperne i de københavnske lejlighedsopgange endnu, har hun udelukkende skærmbesøg hos borgerne,
”Arbejdet har taget virkelig meget hensyn, og min leder har været meget støttende. Det har jeg takket for mange gange. Støtten har været alfa og omega,” siger Hosnya, som har arbejdet som social- og sundhedsassistent i 25 år.
Faktisk var det ledelsen selv, der mindede Hosnya om at passe på sig selv og ikke at starte op på jobbet for hurtigt. Hendes leder fortalte hende direkte, at hun ikke skulle frygte for at miste sit arbejde, men udelukkende fokusere på at få det bedre.
Det gav Hosnya en ro til at komme sig, og ledelsens tilgang generelt til hendes sygdom og symptomer har gjort, at Hosnya selv får lyst til ”at give tilbage af egen skuffe,” fortæller hun.
”Deres måde at håndtere hele situationen på har givet mig ekstra lyst til at hjælpe til, når de mangler en. Støtten smitter, for den forståelse, jeg har mødt, gør, at jeg gerne vil yde mere og give tilbage,” siger Hosnya.
Planen er, at Hosnya på et tidspunkt skal tilbage til at være udekørende i hjemmeplejen, men hun tager det en dag ad gangen. Måske bliver det også en form for optrapning, fortæller hun. Lige nu fokuserer hun på at komme ordentligt tilbage til at arbejde mange timer og på at mildne sine senfølgesymptomer endnu mere.
Hun er stadig tilknyttet lungeambulatoriet, som holder øje med hende, og hun har for nyligt fået scannet hjernen på grund af sit hukommelsesbesvær, som stadig driller. Heldigvis ser alt normalt ud, men eftervirkningen fra hendes sygdomsforløb er ikke forsvundet endnu.
”Jeg har gode og dårlige dage. Det har alle jo, men det er nok værre for mig på grund af coronaen. Det vigtigste er, at jeg er kommet ikke helskindet men nogenlunde gennem forløbet, og jeg er glad for, at jeg har fået opbakning til at kunne starte op på den måde, som jeg har gjort,” siger Hosnya.
Gruppeleder i Hjemmeplejen Bispebjerg Sofie Frank Andersen, som er Hosnyas leder, fortæller, at det er dejligt at høre, at Hosnya har haft en god oplevelse med at vende tilbage til jobbet.
Som leder prioriterer hun at have en tæt dialog med sygemeldte ansatte, der skal tilbage på jobbet, fortæller hun, for hun tror på, at fleksibilitet og dialog er vejen frem.
”Vi vil selvfølgelig gerne støtte og hjælpe medarbejdere så længe som muligt. Den tætte dialog mellem ledelse og medarbejder er vigtig, og det skal ikke føles som kontrol, men som omsorg.”
”Man har som leder en vigtig rolle i, at fortælle den ansatte, hvordan rammerne er, og så spørge medarbejderen, hvad vedkommende tænker, at man kan gøre indenfor de rammer. I stedet for at være påduttende og sige at 'sådan er det', så har vi en dialog om, hvad vi hver især tænker. Det er en fælles opgave,” siger Sofie Frank Andersen.