Da Birgit Elkær Hegelund gik på juleferie den 23. december sidste år, troede hun ikke, at det skulle blive den sidste gang, hun skulle passe andre børn i sin dagpleje. Men så blev hun ramt af coronavirus. 

Og endnu hårdere ramte senfølgerne, der har tvunget 63-årige Birgit til at pakke legetøjet væk for sidste gang og starte et liv, hvor hun ikke ved hvornår, eller om, hun overhovedet bliver rask igen.

Hun havde ellers været påpasselig. Nytårsaftensdag, Birgits fødselsdag, plejer at blive fejret med en brunch med hendes mand og fem børn. Det blev aflyst. Men dagen efter, 1. januar, var Birgit og hendes familie alligevel samlet. Birgits mors mand var terminalpatient, og der var ikke længe igen. 

To dage efter døde han, men i forløbet med mange mennesker ind og ud af huset, blev coronavirussen også inviteret indenfor. Hele familien blev smittet med vidt forskellige forløb. Birgits mor på 89 år overlevede ikke, og Birgits svigerinde blev indlagt på hospitalet.

”Jeg havde det som en rigtig hård influenza, hvor man tænker: 'Nu kommer jeg ovenpå', men to timer efter kommer feberen igen,” siger Birgit og fortsætter:

”Den psykiske del var det hårdeste, for jeg var hele tiden i tvivl om, hvor syg jeg blev. Jeg var presset af, at min svigerinde lå på hospitalet, og at min mor var meget syg. Hende nåede jeg desværre ikke at se, før hun gik bort.”

Læs også: Ny bog: Hårdt ramte ofre for covid-19 overses og glemmes

Sidst i januar fik Birgit pludseligt et meget rødt øje. Hun kunne ikke komme til lægen, da hun stadig var i isolation, så hun sendte billeder af øjet i stedet. Hun fik at vide, hun skulle lindre øjet med øjendråber, men dagen efter kunne hun ikke se.

”Det var som om, at alt blev helt mælkehvidt,” siger Birgit.

Øjet har påvirket hende voldsomt lige siden. Hun har fået påvist regnbuehindebetændelse og et forhøjet tryk i øjet. Hun er nødsaget til at gå til øjenlæge flere gange om ugen, og på et tidspunkt nåede hun at dryppe sit øje 23 gange på én dag med fem forskellige former for præparater.

”Jeg kan se nu, men det kræver, jeg er i behandling. Hvis jeg trapper ned fra mit brug af øjendråber, så forsvinder mit syn også,” siger hun.

Ingen problemer før coronasmitte

Birgit fortæller også, at hun har ondt i hele kroppen. For nylig blev hun undersøgt for to forskellige former for gigttyper, som lægerne mistænker, hun har fået. Og så er hun tilmeldt et forløb hos senfølgeklinikken, fordi hendes lugte- og smagssans har været ikke-eksisterende siden januar måned. Jo, det eneste hun kan lugte, er røg, når hun bliver træt. Vitterligt, som hvis én sad og røg ved siden af hende, eller naboerne havde lavet et bål i haven.

”Jeg har aldrig haft problemer med nogle af de her ting, før jeg blev smittet med corona. Intet. Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke gå ned ad trappen,” siger Birgit.

Ubetrådt land

Der er endnu ikke meget viden om senfølger af covid-19. Sundhedsstyrelsen skelner mellem det, de kalder langvarige symptomer, og det, de kalder senfølger. Langvarige symptomer er på fire uger eller længere. Når symptomerne varer ved efter 12 uger, så defineres det som senfølger. Sundhedsstyrelsen regner med, at cirka 10 procent af coronasmittede får langvarige symptomer. Det vides dog ikke, hvor stor en andel af dem, der udvikler egentlige senfølger.

Derfor befinder Birgit sig også på ubetrådt land. Hun ved ikke, hvornår hun bliver rask igen. Eller om hun nogensinde gør det. Hverken øjenlæger eller optikere har oplevet, at coronasmittede har haft så mange komplikationer med øjnene, som Birgit har, fortæller hun. Og lægerne tør ikke at fortælle hende, hvad hun kan forvente fremadrettet med smerterne i kroppen og lugte- og smagssansen.

”Jeg håber, at jeg får det godt igen, men jeg må indrømme, at jeg er begyndt at tvivle,” siger Birgit.

Læs også: Hjerneskadet i pandemiens start: ”Det var corona, men jeg mangler beviser”

Senfølgerne er dog ikke blevet hverdag endnu, fortæller Birgit. Så nyt er det stadigvæk.

”Jeg har ikke vænnet mig til det endnu. Jeg har virkelig prøvet ikke at overbelaste mig selv, mens jeg var sygemeldt, for hvis nu jeg fik det værre, ville det jo ikke kun være mig, det gik ud over. Det ville også gøre det endnu sværere at passe mit arbejde og passe børnene, hvis jeg skulle have vendt tilbage,” siger hun og fortsætter:

”Men jeg kan ikke passe børn mere. Den ene dag kan jeg ikke gå ned i knæ, og den anden kan jeg ikke smøre et stykke rugbrød. Hvis der løber to børn foran mig, kan mit øje ikke finde ud af, hvad det skal fokusere på.”

Derfor er hun også lettet over, at hendes fremtid på arbejdsmarkedet, efter 45 år med 33 af dem som dagplejer, er afklaret, og hun skal ikke arbejde mere. Hun har indgået en gensidig aftale med ledelsen om, at hun kommer til at gå på efterløn.

”Det har stresset mig enormt, at jeg ikke vidste, om jeg skulle arbejde igen. Hver gang jeg har set legetøjet i stuen eller barnevognen i garagen, har uvisheden trængt sig på. Jeg er afklaret nu, hvilket er dejligt, og jeg er glad for min fratrædelsesordning,” siger Birgit, der nu vil forsøge at udfordre sig selv på, hvor meget sanserne og kroppen kan klare.

Kommer til at savne det

Når hun tænker over, hvad hun kommer til at savne mest ved sit arbejde, er det endnu svært at reflektere over. 

”Jeg kommer til at savne det hele ved at være dagplejer. Jeg har været rigtig, rigtig glad for mit job. Og det er nok heller ikke gået op for mig endnu, at jeg ikke skal passe børn mere. Nu har min mand lige kørt den første barnevogn væk, men det går nok først op for mig efter sommerferien, når folk begynder at gå på arbejde igen,” siger Birgit.