Annonce

Kvindes ansigt  i halvprofil omgivet af planter

Tema: Senfølger

Senfølger rammer løstansatte ekstra hårdt: Ruth måtte leve af sine feriepenge

'Vi stod i front under epidemien, men nu bliver vi smidt væk,' siger social- og sundhedsassistent Ruth Ruta Rasmussen. Hun arbejder som vikar, og hendes økonomi lå i ruiner, da hun blev langtidssyg med covid-19-senfølger. 

Annonce

"Jeg føler mig som et æble, der er blevet spist, og hvor kernehuset bliver smidt væk bagefter. Sådan er det. Hvis du bliver syg, så er det ud. Farvel, væk med dig," siger social- og sundhedsassistent Ruth Ruta Rasmussen. Anna Cathrine Leth Christiansen 

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Ruth Ruta Rasmussen lægger begge hænder på hovedet og lukker øjnene.

Det er hovedpinen, der kan indtræde med så stor en kraft, at hun må holde en pause i fortællingen. Andre gange må hun stoppe talestrømmen, fordi hun ikke kan finde de rigtige ord. Når hun skal lægge tal sammen, må hun bruge fingrene, når hun skal huske datoer, tidspunkter og aftaler, må hun igen og igen ind i telefonens kalender.

Og så er der trætheden, de smertende led, søvnbesværet og den besværede vejrtrækning, som stadig plager hende 10 måneder efter, at hun blev syg med corona, og gør, at hun ikke kan vende tilbage til sit arbejde som vikar i ældreplejen. 

"Da jeg fik at vide, at jeg ikke længere kunne få sygedagpenge. Ja. Der gik jeg i panik. Det var helt eksistentielt," siger social-og sundhedsassistent Ruth Ruta Rasmussen sammenbidt på en bænk i Fælledparken i København. 

Læs også: Ny bog: Hårdt ramte ofre for covid-19 overses og glemmes

Mundbindet gled ned

Aldrig havde hun drømt om, at den frihed, hun nød som vikar i et vikarbureau, hvor hun selv kunne tilrettelægge, hvor mange timer hun ville arbejde og hvornår hendes ferie skulle holdes, ville blive til en forbandelse. Fordi hendes mundbind var gledet ned, mens hun udførte mundhygiejne på en covid-19-ramt borger uden at opdage det. 

"Jeg er sikker på, at jeg blev smittet der, for kort efter blev jeg syg, og jeg har altid været nøje med værnemidlerne. Jeg opdagede først, at mundbindet var gledet ned, da jeg var færdig," siger Ruth Ruta Rasmussen der fik anmeldt corona som arbejdsskade hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). 

"Én ting er, at jeg blev syg. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle stå i en situation, hvor jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle forsørge min familie. Jeg har altid troet, at jeg ville have min krop og mit hoved," siger hun og strækker sin arm ud foran sig for at vise den vej, hun plejede at gå. Fremad. For det meste på fuld tid eller mere, indtil hun i oktober blev syg og igennem halvanden måned kæmpede med åndenød, en puls, der rasede af sted, feber, muskelsmerter og invaliderende træthed, der ikke ville gå væk. 

"Jeg har altid kunnet arbejde, men pludselig kunne jeg ikke noget. Det var et chok."

Læs også: Senfølger efter coronasmitte har tvunget Birgit til at opgive jobbet

Udsat position 

Og det blev situationen. Lige som hvert femte FOA-medlem - eller godt og vel 43.000 medarbejdere i kommuner og regioner, ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor i 2020 - er Ruth Ruta Rasmussen løstansat. 

Det har fået økonomiske konsekvenser. Da hun først blev syg med covid-19 fik hun sygedagpenge. Efter seks ugers sygdom, slæbte hun sig tilbage på arbejde, selv om hun stadig var dårlig. Hendes kolleger overtog de mest plejekrævende borgere og dem, der krævede, at hun gik langt i trapper, og alligevel forværredes hendes tilstand så meget, at hun efter seks ugers arbejde blev nødt til at sygemelde sig igen. Men denne gang fik hun  afslag på sin ansøgning om sygedagpenge. Noget, hun med FOAs hjælp har klaget over, men endnu ikke har fået en afgørelse på. 

"Jeg er så taknemmelig for mine kolleger, der hjalp mig i den tid. Men fra systemets side var der ikke meget hjælp at hente. Jeg blev sendt fra mit vikarbureau til det plejehjem, hvor jeg arbejdede, dengang jeg blev syg med corona, der sendte mig tilbage til vikarbureauet, der sendte mig til min egen læge. Der var ingen, der kunne hjælpe mig med den situation, jeg stod i. Det gik op for mig, at jeg står uden sikkerhedsnet, fordi jeg er vikar," siger Ruth Ruta Rasmussen, der dengang, epidemien startede følte stort ansvar for at pleje de coronasyge borgere. Faktisk, fortæller hun, var hun forarget over de kolleger, der helst ikke ville ind til de covid-19-ramte. 

"Nu forstår jeg dem bedre," siger hun og griner lidt  af en erkendelse, hun har betalt en høj pris for. 

Læs også: Frontmedarbejdere med covid-19-senfølger fyres

Redningsplanke

Hun rejser sig op. Hendes krop er begyndt at gøre ondt, for hun kan stadig ikke sidde stille i lang tid ad gangen. I stedet går vi i Fælledparken, forbi parkens staudebede, passerer springvand og en hejre. At gå langsomme ture i parken får hun det bedre af, fortæller hun.

Så det gør hun. Hvis hun finder en pantflaske på vejen, tager hun den med. Lige som hun kun køber nedsatte varer, har brugt alle sine feriepenge på bare at leve, og har sløjfet forsikringer for at spare penge. Der er ingen penge til noget overflødigt. Hendes mand er pensioneret, har Parkinson og er hjertepatient. Hendes mor er plejekrævende. Og det var sådan, hun til sidst fik løst sin situation. 

"13 timer om ugen plejer jeg min mand og min mor, og det får jeg løn for. Det kan jeg lige klare, både økonomisk og fysisk," siger hun. 

Stress forværrer sygdommen

Hvad hun skal i fremtiden, og hvornår – eller om - hun skal tilbage til sit arbejde som social- og sundhedsassistent i ældreplejen, ved hun ikke. Hun vælger ikke at tænke over det, som hun siger, for tanken stresser hende. Og hvis der er noget, der forværrer sygdommen, så er det stress.  Det er hun hundrede procent sikker på.

"Det siger de også på senfølgeklinikken, hvor jeg går. De anbefaler, at man ikke presser sig selv," siger hun. 

Og det ville hun gerne have vidst, da hun skyndte sig tilbage på arbejde efter sin coronasygdom. 

"Jeg troede, at mine muskelsmerter handlede om, at jeg havde mistet muskelmasse, fordi jeg havde ligget ned i seks uger. Jeg var sikker på, at jeg bare skulle i gang igen. Men det blev det kun værre af. Til sidst kunne jeg ikke mere."

Stod i front

Men ikke at presse sig selv som senfølgepatient er der ikke plads til på arbejdsmarkedet. I hvert fald ikke, hvis man er løstansat vikar, lyder Ruth Ruta Rasmussens erfaring. 

"Jeg føler virkelig, at det er uretfærdigt. Vi stod i front, vi – social- og sundhedspersonalet, lægerne og sygeplejerskerne - risikerede vores helbred og gik forrest under pandemien, men nu bliver vi bare smidt væk," siger Ruth Ruta Rasmussen og stirrer frem for sig. For hun vil gerne tilbage til det arbejde, hun holder så meget af. 

"jeg føler mig som et æble, der er blevet spist, og hvor kernehuset bare bliver smidt ud bagefter. Sådan er det. Hvis du bliver syg, så er det ud. Farvel, væk med dig."  

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev