De sidste 16 år af sit liv har Ole Nørnberg Schmidt haft sin gang på Skørping Skole. De første mange år var han ansat som pædagogmedhjælper i SFO’en, som han elskede.
Men med politikernes mål om en mere inkluderende folkeskole blev Ole ansat som skolepædagog. Efterhånden er hans rolle blevet mere en slags ekstra støttevoksen, som hjælper til i undervisningen.
”En skoleklasse i dag rummer børn med mange forskellige behov. De krævende børn kommer til at fylde en del og optage mange ressourcer,” siger Ole.
En stor del af hans dag går med at forsøge at holde styr på og nå rundt til alle børnene. En opgave, der udfordrer Ole.
Tre ud af fire føler sig utilstrækkelige
Men Ole er ikke den eneste, der føler, at han ikke får udfyldt sin rolle, som han gerne vil.
En ny undersøgelse fra BUPL viser, at tre ud af fire pædagoger ikke mener, at de har tid til at give børnene tilstrækkelig omsorg. Ifølge undersøgelsen kommer problemet af en for lav normering.
For Ole vedkommende handler det også om, at den nye inkluderende folkeskole bygger på, at der skal være plads til alle. Også de udadreagerende og autistiske børn. Samtidig med at de er få til at tage sig af dem.
Læs også: 6 råd mod stress på arbejdspladsen
”Før i tiden ville mange af de børn, vi får, blive sendt videre i systemet, men fra politisk hånd er det besluttet, at det skal de ikke længere. Det er der sikkert mange gode grunde til, men det kan være svært at forstå for mig, når jeg ikke altid føler, at det, jeg kan tilbyde, er godt nok,” siger Ole.
Han fortæller, at opgaven er vokset med tiden. Der er flere krævende børn end tidligere, og ofte føler han, at det kan være svært at nå alle børnene.
Får ikke holdt fri
Tanken om, at mange børn på Oles arbejde ikke får det, de har brug for, er begyndt at fylde meget for ham. Faktisk får han sjældent holdt ordentligt fri, fordi hans tanker kredser om arbejdet og den dårlige samvittighed.
”Jeg går hjem og bruger for meget af min fritid på at tænke på de ting, jeg ikke synes, jeg gør godt nok. Jeg ved, jeg kunne hjælpe børnene bedre, men med vores ressourcer kan vi ikke tilbyde det rigtige for de børn. Det er ikke godt nok,” siger han.
”Mine tanker kører omkring arbejdet. Allerede lørdag tager jeg mig selv i at tænke, at nu er det snart mandag igen."
Elsker stadig sit job
Den manglende fritid og følelsen af pres og utilstrækkelighed har da også gjort, at Ole har overvejet, om han vil blive ved med at arbejde som pædagogmedhjælper og støttevoksen.
Men han kommer altid frem til, at han har været der 16 år af en grund. Han elsker sit arbejde, og han nyder at arbejde med børn.
”Jeg brænder for mit arbejde. Det gør jeg sgu. Jeg giver noget, og børnene giver noget til mig. Jeg glæder mig som oftest til at komme på arbejde, og jeg er også glad, når jeg kører hjem. Derfor synes jeg også bare, at det er drønærgerligt, at forholdene er, som de er,” siger Ole Nørnberg Schmidt.