Annonce

En kvinde sidder, iført briller og en sort bluse, i noget der ligner en stue med nogle vinduer i baggrunden

Kørt ned af bil på job: Fyret for højt sygefravær


Med FOAs hjælp har dagplejer Helle Karlsson erstatning for svie og smerte på knap 125.000 kroner og forlænget opsigelsesperiode.

Annonce

“Truslen om fyring hang hele tiden over mig, og det var et kæmpepres,” fortæller Helle Karlsson. Niels Åge Skovbo

Af Anni Heiberg
Journalist

Annonce

Den januardag i 2012 glemmer Helle Karlsson aldrig. Dagen, hvor hun gik i fodgængerfeltet med to dagplejebørn i barnevognen og blev påkørt af en bilist, der skulle sende en sms. Barnevognen væltede, og Helle landede i asfalten, hvor hun tog fra med hænderne.

“Heldigvis kom tvillingerne i barnevognen ikke noget til, de var beskyttet af kalechen. Men vi kom alle i ambulance til sygehuset,” fortæller Helle.

Truet med fyring

Helle Karlsson var sygemeldt i 14 dage, så begyndte hun at arbejde igen. Men hun døjede med smerter i venstre hånd, og måneder senere fandt lægerne ud af, at Helle havde ødelagt tommelrodsknoglen. I marts 2013 fjernede de knoglen.

“Jeg skulle være sygemeldt seks måneder efter operationen, men blev truet med fyring efter seks uger,” fortæller Helle Karlsson, der fik en påtænkt opsigelse fra Horsens Kommune. En opsigelse faglig sekretær Hanne Suhr, FOA Horsens, fik annulleret.

“Hanne Suhr har været med hele vejen, og hun har været en stor hjælp for mig,” siger Helle.

Overvåget

I januar 2014 begyndte Helle Karlsson at arbejde igen efter operationen, og her fik hun helt nye børn i dagplejen.

“Det var børn, hvis forældre ønskede vuggestueplads. De var hos mig, til de fik plads i vuggestuen, så jeg havde stor udskiftning. Det gav et billede af, at børnene flyttede fra mig, og det blev brugt imod mig. Til sidst fik jeg pædagogisk supervision en gang om ugen. Jeg følte mig i den grad overvåget,” siger hun og fortsætter.

“Truslen om fyring hang hele tiden over mig. Og samtidig skulle jeg bevise, at jeg kunne passe fire børn. Det var et kæmpepres,” fortæller Helle Karlsson

Jeg blev så gal, da de betvivlede mine kvalifikationer.

Helle Karlsson, Dagplejer

Faglig stolthed

Helle Karlsson kæmpede fortsat med følgeskader efter påkørslen, og hun havde et stort sygefravær. I februar 2015 blev hun indkaldt til møde med Horsens Kommune, og her fik hun sin endelige fyreseddel.

“På mødet blev mine fejl og mangler ridset op. Der var alt muligt i vejen. De tvivlede på, om jeg overhovedet var kvalificeret til at passe børn. Efter 18 år som dagplejer,” siger hun og ryster på hovedet.

Men Helle havde dokumentationen i orden. På opfordring fra Hanne havde Helle fået kopier af referaterne fra den pædagogiske supervision.

“Hanne viste referaterne på mødet, og her var der intet, der underbyggede dagplejeledelsens påstande. Jeg blev så gal, da de betvivlede mine kvalifikationer. Jeg har aldrig haft problemer med ledelse eller forældre. De ødelagde min faglige stolthed,” understreger Helle.

Horsens Kommunes administrative ledelse gav Helle ret i, at tilsynsreferaterne ikke betvivlede hendes kvalifikationer. I stedet blev sygefravær begrundelsen for fyringen. 

Ekstra erstatning

Helle Karlssons skade er anerkendt som arbejdsskade, og hun har fået konstateret en méngrad på ti procent og en erstatning på 71.940 kroner.

“Jeg kan ikke bruge min hånd, og jeg skal opereres igen. FOA kørte en retssag, og jeg fik forhøjet erstatningen for svie og smerte. FOA skaffede mig også en ekstra månedsløn i forbindelse med afskedigelsen,” siger Helle Karlsson.

Den forhøjede erstatning sikrede Helle Karlsson 52.540 kroner ekstra, så den samlede erstatning kom op på i alt knap 125.000 kroner. For Helle Karlsson betyder det mere, at hun kan komme i arbejde igen.

“Jeg håber, jeg kan blive omskolet og få arbejde, men hvor skal man ikke bruge hænderne? Jeg vil gerne arbejde med ældre mennesker, men det skal være arbejde, der ikke kræver løft. Det skal jeg tale med FOAs socialrådgiver om. Jeg har fået virkelig god hjælp fra FOA Horsens. Det er så vigtigt, at man står i det forbund, der har overenskomst med ens arbejdsplads. Det har jeg altid holdt på,” siger Helle Karlsson.

Horsens Kommune ønsker ikke at kommentere sagen med henvisning til, at der er tale om en personasag.

Vejen til forhøjet erstatning

Få et overblik over Helles sag ved at klikke dig gennem tidslinjen nedenfor.

 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev