Annonce

Sosu-massakre på sygehusene

Antallet af sosu-ansatte på sygehusene er raslet ned siden 2009. Se, hvor besparelserne har ramt hårdest. 

Annonce

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

30 procent.

Så mange færre stillinger er der blevet til de forskellige sosu-grupper i regionerne - først og fremmest på sygehusene - de senere år. Samtidig er der blevet ansat 50 procent flere akademikere som jurister, økonomer og magistre.

Det viser tal, som FOA har opgjort på baggrund af data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Omregnet til fuldtidsstillinger er der blevet 1.249 flere akademikere og 3.555 færre sosu'er fra 2009 til i år.


Alle sosu-grupper ramt

I antal er nedskæringerne gået værst ud over sosu-assistenterne, som har mistet, hvad der svarer til 2.155 fuldtidsstillinger. Men der er også gået job tabt for sygehjælpere, plejere, sosu-hjælpere, plejehjemsassistenter og ufaglærte. I procent har tabet været størst for sygehjælperne med 61 procent.

For sosu-assistenternes vedkommende er antallet faldet med 24 procent på landsplan. Hårdest er det gået ud over denne gruppe i Region Midtjylland med et fald på 28 procent. Med 16 procent har faldet været mindst i Region Nordjylland. Og det er der en god forklaring på, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

”I Region Nordjylland har man en aftale om, at besparelserne i budgettet ikke særskilt skal gå ud over sosu’erne, når der skal fyres. Politikerne har så at sige trukket en streg i sandet i forhold til udskiftning af social- og sundhedsassistenter med sygeplejersker. Sådan en aftale så vi gerne indført i de øvrige regioner,” siger han til Fagbladet FOA.


Flere nedskæringer på vej

Flere regioner har allerede varslet yderligere besparelser. Blandt andet har Region Midtjylland vedtaget en besparelse på 700 millioner kroner svarende til cirka 800 stillinger.

Dennis Kristensen frygter, at der vil ske flere fejl på sygehusene, hvis der skæres yderligere i bemandingen.

"Nye besparelser kan ikke undgå at medføre stress og fejl,” siger han.


Se din region

Her kan du se, hvordan det i perioden 2009-2015 er gået med antal stillinger samlet for alle sosu-grupper omregnet til fuld tid:

Region Nord: - 26 procent.

Region Midtjylland: - 34 procent.

Region Syddanmark: -31 procent.

Region Hovedstaden: - 31 procent.

Region Sjælland: - 26 procent.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev