Annonce

Maratonvagter skaber røre


Det vækker harme blandt ansatte på sygehus, at de kan blive tvunget til 12-timers vagter.  

Annonce

Ansatte på sygehus kan se frem til ekstra lange arbejdsdage.  Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Redigeret 26. maj 2015.

På Sydvestjysk Sygehus kan alle ansatte fremover blive tvunget til vagter af 12 timers varighed. Det sker, efter sygehusledelsen har gennemført en sparerunde, hvori 12-timers vagter er et led.

Overenskomsten på sygehusområdet gør det muligt med de længere vagter. Problemet er, at man ikke har taget en dialog med den enkelte medarbejder først, mener FOA-gruppernes fællestillidsrepræsentant på sygehuset, social- og sundhedsassistent Linette Finne.

"De, der ønsker 12-timers vagter, må gerne tage dem, men jeg ville ønske, at ledelsen havde taget drøftelsen med den enkelte medarbejder først. Jeg er overbevist om, at man ad frivillighedens vej kan spare de penge, der skal spares. I tre afdelinger har man i samarbejde med medarbejderne lagt vagtplaner med vagter fra 6 – 10 timers varighed og fundet besparelsen. Dette har vores ledende oversygeplejersker sagt nej til, da der skulle indgå 12-timers vagter på vagtplanen," siger hun til Fagbladet FOA. 

Hårdt arbejdsliv

Fællestillidsrepræsentanten beretter om frustration og uro blandt kollegaerne.

”Når folk har haft 10 timer, er de trætte, for arbejdslivet er hårdt. Flere føler ikke, de har noget privatliv, når de endelig har fri, for de er drøntrætte.”

Er der nogen, som har sagt ja til 12-timers vagter?

”Ja, for nogle er guleroden kun at arbejde hver tredje weekend i stedet for hver anden, men andre medarbejdere føler, at det er presset ned over dem. Der er nogle afdelingssygeplejersker, som er ligeså frustrerede. Der var én, som sagde, ’hvorfor skal vi slide den enkelte ned?’ Så hun besluttede, at alle medarbejdere i hendes afdeling får de lange vagter, så det er ligeligt fordelt.”

Kamp mod lange vagter

FOA har sammen med syv andre faglige organisationer kæmpet imod, at ansatte mod deres vilje bliver nødt til at være på arbejde i et halvt døgn.

I sidste uge afholdt man stormøde, hvor flere hundrede ansatte samledes. Og i onsdags mødtes de faglige organisationer så med Region Syddanmarks Sundhedsdirektør Jens Elkjær for at diskutere omstændighederne.

Ifølge sosu-sektorformand i FOA Esbjerg Connie Geisler var mødet positivt, men det er endnu for tidligt at sige noget om udfaldet.

Direktør: Tvang kan blive nødvendigt


Direktør på Sydvestjysk Sygehus Bjarne Normark finder det trist, hvis nogen føler, at 12-timers vagter er trukket ned over hovedet på dem.

”Hvis nogen sidder tilbage med den følelse, må vi tage en runde til og så snakke med hinanden om, hvad der skal til,” siger han til Fagbladet FOA.

”Men hvis en vagtplan ikke går op efter de ønsker, som personalet har, så bliver vi jo nødt til tvinge nogen til at tage den, for vi skal være der for patienterne og løse vores opgave,” siger han.

Han medgiver, at processen forud for indførelsen af længere vagter muligvis ikke har været tilstrækkelig.

”Men i stedet for at diskutere det i lang tid nu, vil jeg opfordre de lokale og fælles MED-udvalg til at tage en snak om problematikken, hvor det er nødvendigt,” siger 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev