Annonce

Fotografi af SOSU-Fyn elever der har innovation som fag af fotograf Heidi Lundsgaard

Elever har innovation på skemaet


Et særligt innovationshold på SOSU-Fyn skal lære eleverne at tænke ud af boksen. 

Annonce

Eleverne på SOAU Fyns Innovationslinje - her i gang med at bygge figurer, der skal symbolisere deres vej til at blive udlært.   Heidi Lundsgaard

Af Josefine Boutrup
Journalist

Annonce

En uformel rundspørge blandt praktiksteder blev startskuddet til en helt ny innovationslinje for sosu-assistentelever i Odense og Fredericia. Særligt i Odense er den nye linje med start i november blevet taget godt imod.  

”Vi har haft rigtig mange ansøgere, og det er dejligt. Så har vi haft mulighed for at vælge de bedste kandidater ud fra deres motiverede ansøgninger,” siger Søs Andersen, der er teamleder på SOSU Fyn i Odense, til Fagbladet FOA.

Linjen i Odense indeholder de samme fag som den almindelige sosu-assistentuddannelse, men den er mere projektorienteret. Eleverne bliver hele tiden presset ud af deres tryghedszone. Der bliver ofte dannet nye grupper på kryds og tværs, og projektarbejdet munder altid ud i en præsentation foran hele klassen.

Vil vende på hovedet

En af eleverne på den nye linje er Line Høgh Nielsen, der startede på linjens første hold i november

”Jeg vil vende det hele på hovedet. Jeg tror på, at vi skal tænke i løsninger frem for problemer, og det kan innovationslinjen hjælpe med,” siger hun. 

”Der er ikke mulighed for at gemme sig bagved, og det er jeg glad for. Jeg har ikke været bange for at fortælle mine holdninger på mit praktiksted, og det ville jeg nok have været, hvis jeg ikke blev presset i undervisningen,” siger hun.

Praktik var succes

Da Line Høgh Nielsen var i praktik på et lokalt plejecenter, gik der ikke lang tid, før hun gjorde opmærksom på, at måltiderne kunne håndteres nemmere. Praktikstedet har bedt hende vende tilbage med løsningsforslag, når hun senere skal i hendes næste praktikperiode.  

Både elever og praktiksteder har oplevet den første praktikperiode som en succes, og det har givet skolen blod på tanden. 

”Vi starter endnu et hold, hvor vi allerede har fået mange ansøgere. Jeg tror på, at det her er fremtiden for sosu-assistenterne, og vi vil gerne på sigt udbrede innovation til alle vores hold,” siger Søs Andersen.

FOA støtter

Formanden for FOAs social- og sundhedssektor Karen Stæhr glæder sig over den nye linje. 

”Det er et spændende projekt. Det er vigtigt, at uddannelserne følger med tidens udvikling, og innovation arbejdes der med mange steder. Det er naturligt, at det også inkluderes i sosu-assistentuddannelsen,” siger hun.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev