Annonce

Kvindelig social- og sundhedsassistent står ved en seng

Signe er Danmarks håb til EM i SOSU: ”Jeg håber, at andre får øjnene op for faget”


Social- og sundhedsassistent Signe Gundlach er klar til at dyste til europamesterskabet i SOSU-Skills, når EuroSkills 2023 skydes i gang i Gdańsk den 6. september. Hun håber, at hun med sin deltagelse kan inspirere andre til at tage samme uddannelse.

Annonce

Signe Gundlach skal over tre dage dyste mod 6 andre deltagere fra Europa. Uanset placering håber hun, at hendes deltagelse kan bidrage til, at der bliver skabt et mere positivt blik på hendes fag. Rasmus Hargaard Breum

Af Laurits Eriksen
Journalist

Annonce

Når det danske skills-landshold skal dyste til EuroSkills i Gdańsk 2023 fra den 6.-8. september, bliver det for første gang nogensinde med en dansk deltager i SOSU-kategorien.

Signe Gundlach fra Videbæk kvalificerede sig nemlig til det store europamesterskab, da hun i februar sikrede sig førstepladsen til DM i Skills.

Siden sejren har den 21-årige vestjyde brugt tiden på at træne intenst op på Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland (SOSU MV). De fleste ville nok ryste på hænderne af nervøsitet, hvis de snart skulle konkurrere på en scene foran tusinder af tilskuere, men når Signe Gundlach øver, holder hun sprøjten i en rolig hånd. Selv hvis en elefant løb gennem skolen, ville hun ikke fjerne øjnene fra patienten. Men selvom der er spotlight og præstationspres, vælger hun at tage det med et muntert smil. Nu glæder hun sig bare til, at hun forhåbentlig kan hive guldet med hjem til Danmark:

”Nervøsiteten er da ved at melde sig. Der er et stort publikum, og jeg ved, at dommerne lægger mærke til selv den mindste detalje. Men jeg tror, det bliver megasjovt,” siger Signe Gundlach.

EuroSkills

EuroSkills er et europamesterskab for nyuddannede og unge studerende fra erhvervsuddannelser.

I år deltager 600 unge fra 32 europæiske lande. Deltagerne dyster i 43 forskellige håndværksfag.

Danmark stiller op med 21 deltagere, der alle har vundet DM i Skills. De dyster i fag som SOSU, kok, receptionist og tømrer.

I år afholdes EuroSkills i Gdansk i Polen, hvor der forventes at komme cirka 100.000 besøgende.

EuroSkills bliver afholdt hvert andet år. Næste gang er Danmark vært, når EuroSkills 2025 går løs i Herning.

Læs mere på EuroSkills hjemmeside.
+

Når SOSU er en elitesport

2023 har på alle måder været et begivenhedsrigt år for Signe Gundlach.

I februar fik hun guldmedaljen om halsen til DM i Skills, og i maj fik hun den mørklilla hue på hovedet, da hun blev færdiguddannet som social- og sundhedsassistent fra SOSU MV.

Nu arbejder hun på Plejehjemmet Bakkely i Videbæk, men er frikøbt fra sit arbejde af Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (SEVU) for at træne op til EuroSkills på fuldtid.

Det kræver nemlig både mange timer, udførlig præcision og hårdt arbejde at være en del af den danske landsholdstrup. Og Signe Gundlach lægger alle sine kræfter i det, fordi hun har et vigtigt budskab:

”Ved at jeg står frem og viser, hvad jeg kan, håber jeg, at der er nogen, der får øjnene op for, at social- og sundhedsassistent er et rigtig spændende fag,” siger Signe Gundlach.

Social- og sundhedsassistent øver hjertestop på en dukke
Signe Gundlach har først få dage inden konkurrencen fået at vide, hvilke opgaver hun skal løse til EuroSkills. Derfor har hun øvet sig på enhver tænkelig situation, en social- og sundhedshjælper kan komme ud for. Rasmus Hargaard Breum
”Det er megavigtigt, at der bliver sat fokus på faget, fordi der er mange fordomme, og fordi det er et fag, som ligger langt nede i lønhierarkiet. Jeg brænder især for, at vi skal have gode folk til at passe de ældre. Det er dem, der har været med til at gøre vores land til det, det er i dag. De fortjener en god og en værdig afslutning på livet.”

Klar på det uforudsete

Til EuroSkills skal Signe Gundlach over tre dage konkurrere mod seks deltagere fra andre europæiske lande.

Konkurrencen foregår på en lille scene, der er indrettet som for eksempel en plejehjemslejlighed eller et hospitalsværelse. På scenen er der en skuespiller, som skal spille patient. Signe ved først få dage inden konkurrencen, hvad ’patienterne’ skal hjælpes med – og der kan ske uforudsete ting på scenen. Hun skal derfor hjemmefra have trænet alle tænkelige situationer, hun kan komme ud for – lige fra sengeredning til hjertestop. Præcis ligesom en social- og sundhedsassistent i den virkelige verden skal være beredt på alle uforudsete opgaver.

”Når jeg står på scenen, håber jeg, at folk kan se, at vi som social- og sundhedsassistenter laver enormt mange ting udover personlig pleje. Vi arbejder med medicin, vi laver en masse spændende sygeplejefaglige opgaver, og så er vi enormt gode til at behandle andre mennesker ordentligt,” siger Signe Gundlach.

Og netop at behandle andre mennesker ordentligt er Signe Gundlachs spidskompetence:

”En af mine helt store styrker er relationsdannelse. Det går jeg meget op i, og det er jeg rigtig dygtig til. Det er vigtigt at få en god relation til sin borger. Når jeg roser dem meget, føler de sig mere trygge, og så får de tillid til mig som fagperson,” siger Signe Gundlach.

BLÅ BOG

Fulde navn: Signe Gundlach Nielsen
Alder: 21
By: Videbæk
Uddannelse: Social- og sundhedsassistent, Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland
Arbejde: Plejecenter Bakkely
Spidskompetence: Relationsarbejde
Svage side: Engelske fagtermer
Lokale trænere: Susanne Hvid og Anne Kirstine Jensen
Landstræner: Lotte Randeris Schultz
+
Uanset om Signe Gundlach skal på sejrspodiet eller ej, føler hun sig som en vinder, så længe hun er kommet ud med sit budskab:

”Jeg er usikker på mit fags fremtid, fordi dårlige forhold og onde fordomme gør, at færre ønsker at uddanne sig til social- og sundhedsassistent. Der har været mange eksempler på dårlige plejecentre i medierne, men mange steder ønsker at give borgere og patienter den bedst mulige omsorg. Dem synes jeg, at vi skal sætte fokus på.”

Fra onsdag til fredag kæmper hun for EM-titlen og fagets fremtid i Gdansk.

I løbet af ugen kan du følge Signe Gundlach til EM i Sosu-Skills på Fagbladetfoa.dk, på vores Facebook-side og på Signes egen Instagramprofil @skillslandsholdet2023_ssa

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev