Vi skruer tiden tilbage til 24. december 2021. Det er først på eftermiddagen, og Kirsten Jacobsen sidder på hospitalet i Aalborg, hvor hendes ægtefælle få dage tidligere er blevet indlagt akut.
Den 83-årige mand – Lars Herluf Jensen, i daglig tale bare Luffe – er blevet ramt af en blodprop i hjernen og må kun få pureret mad og fortykket væske. I dagens anledning har hustruen spædet en blendet mango op med appelsinsaft og moset nogle avocadoer med citronsaft og chili. Det er – tænker hun – et fint alternativ til hospitalets blanding af kogt fars, gråhvid sovs og mos.
Kirsten Jacobsen har også taget en pose Pariserlinser med. Det har altid været Luffes favoritslik, når de har været i biografen, men som han ligger der i hospitalssengen med sonder og synkebesvær, er det ikke en del af kostplanen. Heller ikke juleaftensdag.
Det er dog heller ikke kostplanen, hun tænker på.
”Hellere blive kvalt i en Pariserlinse end lide en langsom død af sult,” som hun skriver i sin nye bog ’Løftet’.
Så længe mit hjerte slår
Løftet er en bog om kærlighed. Om værdighed. Om at være pårørende. Og om retten til at vælge livet fra.
Alt sammen rammet ind af de sidste godt fem måneder, den nu 80-årige Kirsten Jacobsen fik sammen med sin mand – og knyttet op på det løfte, de havde givet hinanden om aldrig at overlade den anden til et udsigtsløst liv.
De vidste godt, at deres personlige grænser lå et andet sted end sundhedssystemets. Ikke desto mindre havde de lovet hinanden, at ’så længe mit hjerte slår, vil jeg aldrig efterlade dig alene i et mørke’ – og om nødvendigt gå i døden sammen.
Men da det kom til stykket – da hendes mand blev ramt af blodproppen på vej hjem fra en fælles indkøbstur – kunne Kirsten Jacobsen ikke leve op til sin del.
”I starten var jeg så fortvivlet. Jeg vidste jo ikke, hvordan han ville få det. Hvis jeg skulle have holdt løftet, skulle jeg slet ikke have ringet efter ambulancen. Men det gjorde jeg rent instinktivt. Jeg vidste, det var alvor, og man prøver jo automatisk at hjælpe,” siger hun til Fagbladet FOA.
Han vil ikke genoplives
Da ambulancen dukkede op, havde hun nærvær nok til at fortælle ’de to citrongule veste’, som hun omtaler ambulancebehandlerne, at hendes mand, der i forvejen havde helbredsproblemer, havde underskrevet et livstestamente og altså havde taget stilling til sådan en situation.
Fire gange fortalte hun, at manden ikke ville genoplives. Svaret lød, at det var vigtigt, at blodproppen blev opløst, inden der var gået fire timer. Og de to første timer var allerede passeret.
Den dag i dag er Kirsten Jacobsen ikke helt klar over, om Luffe rent faktisk også fik symptomer på hjertestop, og om det derfor var nødvendigt med genoplivning. Hun ved bare, at han efter udrykningsturen fra hjemmet i Skagen til sygehuset i Aalborg blev sendt videre med helikopter til Skejby, fordi blodproppen var alvorlig. Hun ved, at han blev stabiliseret og efter operationen kørt tilbage til Aalborg. Og hun ved, at hun bagefter sendte en mail til sygehuset for at takke personalet, som havde taget imod hendes mand, for at passe deres arbejde.
Sosu’erne var enestående
Og så ved hun, at det forløb, der fulgte efter med indlæggelse, genoptræning og hjemsendelse mest af alt er indrettet til at holde mennesker i live. Sådan oplevede hun det i hvert fald:
”Da min mand skulle udskrives, ville jeg ønske, at en læge havde sat sig ned og sagt ’som du har det nu, tror vi, du kan leve en rum tid, men hvad er dit eget ønske?’. I stedet drukner det hele i gulvkraner og bæreseler på et udskrivningsmøde med otte deltagere, som handlede om, hvad systemet skulle gøre for os. Og så fik jeg i øvrigt en lang liste med ting, jeg skulle købe ret hurtigt. For eksempel bleer og vaskeklude.”
”På det tidspunkt havde jeg ikke overskud til at vide, hvad han egentlig ville og kunne. Jeg tænkte, at når han kommer hjem, kan han måske leve med at sidde i en kørestol, og vi kan leve stille og fredeligt, men så kom der et tidspunkt, hvor han ikke kunne finde ud af at orientere sig og bevæge sig,” mindes Kirsten Jacobsen.
Han havde lyst til at komme hjem. Men det var også voldsomt for en mand, der hele sit liv har sat pris på at modtage så lidt hjælp som muligt. Pludselig var huset omdannet til en banegård:
”Langt de fleste af de social- og sundhedsmedarbejdere, vi mødte, lavede en virkelig enestående indsats. Bagefter kan jeg slet ikke forstå, at de kan nå at omstille sig så meget, som de hele tiden skal gøre. De kommer i alle slags hjem. Jeg kan godt forstå, hvis det slider på dem,” siger Kirsten Jacobsen og fortsætter:
”I forhold til det løfte, min mand og jeg havde givet hinanden, gjorde det indtryk på mig at høre dem fortælle, hvordan de møder mennesker, der bare ligger og lige præcis får væske og mad nok til at kunne holde sig i live. Hvis der er nogen, der ønsker det på den måde, skal de for Guds skyld gøre det. Men det var og er præcis dér, vi ikke ville ende.”
Da Kirsten Jacobsens mand blev udskrevet fra hospitalet, handlede det hele om, hvad systemet skulle og kunne gøre. Kirsten Jacobsen efterlyser, at nogen havde forklaret ham perspektivet i hans fremtidige liv og interesseret sig for, hvad han selv havde lyst til.
Linda Johansen
Luffes tilstand blev løbende forværret. En nat oplever Kirsten Jacobsen, at Luffe faktisk holder op med at trække vejret. Hun ved, han er i livsfare og overvejer, om hun skal ringe efter ambulancen. Det undlader hun og lægger sig i stedet tæt ind til ham og taler til ham.
”
Kom tilbage, hvis du vil. Kom tilbage, hvis du kan,”
siger hun, før hans vejrtrækning pludselig bliver normal igen.
Det var bare en af de gange, hvor Kirsten Jacobsen oplevede, at Luffe var alene i det mørke, de havde lovet at skåne hinanden for. Og hun spekulerede flere gange på, om det var nu, løftet skulle indfries. Men det blev ved tanken, indtil han – som hun formulerer det – ’holdt sin del af aftalen og holdt op med at spise og drikke og altså sultede sig ihjel’.
”Jeg ved, at han bestemte sig, da han ikke forstod, der var krig i Ukraine, ikke kunne følge med i radioen, og det hele i øvrigt druknede i en pærevælling af skinnebenssår og den slags. Jeg kendte ham jo så godt, og mit billede er, at han kiggede ned af sig selv og tænkte, ’den her krop vil jeg ikke være i. Nu er det slut’.”
- Hvordan kunne hele det forløb have været anderledes?
”Jeg ville ønske, at han – da han stadig var bevidst – kunne sige, nu må du gerne give mig en skefuld et eller andet, der giver mig fred. Jeg havde også gerne stukket en kanyle i ham, hvis han havde bedt om det. Jeg er jo normalt ligeglad med regler, men …”
- Var det på grund af regler, du holdt dig tilbage?
”Nej. Jeg kunne ikke slå ham ihjel. Jeg kunne ikke slå ham ihjel. Jo. Hvis jeg vidste, at han ønskede det – og det var lovligt. Men det var det ikke. I stedet vidste han godt, at hvis han skulle tage livet af sig selv, skulle han holde op med at spise og drikke.”
- Hvorfor har du skrevet bogen?
”Det har også været et kæmpe skridt for mig. Jeg har vel skrevet 25 bøger, men det er første gang, det handler om mig selv. Jeg har gjort det, fordi jeg ikke forstår, vi er så bange for døden. Vi skal jo dø, men vi taler om døden som et tabu. Det er forkert. Det er alt det, der sker forinden, der er tabu. Vi taler ikke om, hvordan vi kommer af med livet, når vi vil.”
Lars Herluf Jensen var journalist ligesom Kirsten Jacobsen – og arbejdede på TV-Avisen indtil sin pensionering. Parret fik 41 år sammen. Løftet er udgivet på Politikens Forlag.
Kunne du tænke dig et eksemplar af bogen, så hop over på Facebook.
Vi udlodder 3 eksemplarer og trækker lod på mandag kl. 12.
Vinderne er fundet og har fået direkte besked.