En lang gang lyses blidt op af to hvide LED-lys, der står på et bord foran en af dørene. Skæret fra lysene spreder en stemning af ro og eftertænksomhed. Et liv er forbi bag døren.
Lysene er en del af en ny praksis på Pleje- og Omsorgscenter Banebo i Viborg, hvor personalet sætter en ære i, at livets afslutning skal være så smuk som mulig, og at beboernes ønsker til for eksempel genoplivning er kendt af medarbejderne.
Pleje- og Omsorgscenter Banebo har været en del af projekt Livets Afslutning, der netop er afsluttet. Et projekt, der har kørt de sidste fire år. Projekt er nu evalueret og resultaterne er gode, og derfor arbejder de tre kommuner, som deltog også videre med mange af initiativerne fra projektet. Sådan forklarer overlæge Ove Gaardboe, der er ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og som i næsten 10 år har arbejdet for at sikre en værdig død for de ældste borgere.
Og projektet efterspørges fra flere fronter.
”Det her projekt har haft en helt særlig gennemslagskraft. På nuværende tidspunkt kender jeg til 2-3 nystartede projekter, der alle bruger elementer fra Projekt Livets Afslutning. Jeg oplever en stor efterspørgsel fra både sundhedsklyngerne og sundhedsdirektørerne i de fem regioner. De efterspørger projektet, fordi de gerne vil lave noget tilsvarende, fordi det tværsektorielle perspektiv i projektet er helt særligt,” siger han.
Projektet på Banebo er kendetegnende for den udvikling, der er sket i ældreplejen. Det siger overlæge Ove Gaardboe, der er ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og som i næsten 10 år har arbejdet for at sikre en værdig død for de ældste borgere.
”Der er virkelig sket et fagligt løft, særligt inden for de seneste år. Hvor det tidligere var svært at finde de gode eksempler, viser erfaringer fra projekter rundt om i landet, at man mange steder nu, har styr på at tale om fravalg af genoplivning ved hjertestop.”
Han fortsætter og uddyber.
”Og desuden er det blevet mere almindeligt at tale om behandlingsniveau ved forværring af akutte eller kroniske sygdomme. Jeg ser også en markant forbedring i medarbejdernes lyst og evne til at tage samtalerne med borgerne om deres sidste tid,” siger han.
Samtalerne skaber stor værdi
For social- og sundhedshjælper Else Marie Lindberg er samtalerne om den sidste tid meget meningsfulde både for hende personligt og fagligt.
”Vi er omkring de ældre hele tiden – og jeg vil næsten sige, at vi har en særlig evne til at fornemme deres ønsker. Jeg har gennem mine 13 år som social- og sundhedshjælper opbygget denne faglighed, og nu er det muligt for mig at bruge den,” siger hun og refererer til, at Banebo har været en del af projekt ’Livets Afslutning’, som har sat gang i samtaler med beboerne på plejehjemmet om deres ønsker for den sidste tid.
Samtalerne kan handle om alt fra, hvilket tøj vil man have på i kisten, om der er pårørende, man skal nå at se, til vågetjenester, hvis man er bange for at dø alene.
Mere medbestemmelse og ny lovgivning
Den positive udvikling er efter Ove Gaardboes vurdering hjulpet på vej af, at ældre i dag generelt vil have mere medbestemmelse. Og det kommer kun til at gå den vej, da ny lovgivning formentlig fra slutningen af 2024 vil betyde, at flere kan fravælge genoplivning. Med loven oprettes desuden et nyt register, som betyder, at fravalg bliver synlige i alle journalsystemer.
”Desuden fylder etik mere i vores samfund – om det er en værdig død, klima eller noget helt tredje. Og selv flere patientforeninger taler om afståelse af behandling, det er i sig selv et tegn på udviklingen.”
Men der er også noget, der besværliggør arbejdet med værdig død blandt de ældste medborgere.
”For det skal også nævnes, at vi har vænnet os til, at der næsten altid er en behandlingsmulighed – det kan godt trække i den modsatte retning, forstået på den måde, at vi overbehandler mennesker, der ikke har noget ønske om at leve mere,” siger Ove Gaardboe.
Giver så god mening
Som en del af projektet har medarbejderne fået undervisning, som har taget udgangspunkt i deres erfaringer og viden om arbejdet med den sidste tid.
”Vi har jo tidligere talt om døden, men slet ikke i samme grad som nu. Før var emnet en smule ’lukket land’ – og jeg føler, at der med projektet er blevet taget hul på en byld. Det giver så god mening, og jeg tænker: ’Hvorfor har vi ikke talt om det her før’,” siger Else Marie Lindberg.
Hun oplever at have en ny ro i maven, og det handler om, at personalet nu formår at skabe afklaring for beboerne ved at tale om ønskerne til den sidste tid.
”Det gør også, at vi har en bedre dialog med de pårørende,” siger hun.
Momentum i tiden
Maila Tandrup, der er omsorgschef i Viborg Kommune, er enig i, at der er et momentum i tiden, som gør det lettere at tale om en værdig død og behandlingsniveauer. Hun henviser til, at tallet for, hvor mange der på landsplan har udfyldt et behandlingstestamente, er steget fra 68.000 i 2018 til 90.000 i dag.
”Det er stadig for få, men det går den rigtige vej. I Viborg har vi gennem projektet ’Livets Afslutning’ arbejdet med at øge opmærksomheden og kompetencerne hos vores medarbejdere. Før projektet vidste ganske få, hvad et behandlingstestamente var.
Nu er vi et helt andet sted,” siger Maila Tandrup.
Der er fire vindere, hvis vi lykkes
Måske er det den evigt aktuelle samfundsdebat om sundhedsvæsnet, der gør, at man ikke kan møde en politiker eller omsorgschef, der synes det her er vigtigt, men det er også vigtigt for der findes flere vindere, hvis man lykkedes med at tale om døden og en værdig sidste tid, understreger Ove Gaardboe.
For ham bør man tale om fire vindere, hvis man lykkedes med at tale om værdig død og få skabt en rolig sidste tid for de ældre efter deres ønsker.
”For mig og se, så er de første, der drager fordel af det her borgerne, fordi de får skabt ro og afklaring ved at få taget nogle beslutninger. Samtidigt profiterer de pårørende af samtalen om værdig død, da de ikke i en kritisk situation skal tage stilling til noget, som de ikke tidligere har talt om med hinanden og den afdøde,” siger han.
Men der er også yderligere to vindere, nemlig personalet og samfundet.
”For personalet giver det et bedre arbejdsmiljø, at de ved, at der er taget stilling på forhånd, og at de derfor ikke skal foretage genoplivningsforsøg, som de synes er uetiske. Og måske vigtigst i en tid, hvor man taler om økonomi og ressourcer i den offentlige sektor, så spilder samfundet ikke en masse ressourcer på behandling, som kunne være undgået, hvis man havde talt med borgerne om deres forventninger og ønsker til den sidste tid.”