Annonce

stock

Regeringsforslag giver flere pædagogmedhjælpere mulighed for uddannelse


Med et nyt forslag fra regeringen fastholdes opkvalificeringspuljen, som giver pædagogmedhjælpere bedre mulighed for at uddanne sig til pædagogisk assistent eller meritpædagog.

Annonce

Regeringen holder fast i opkvalificeringspuljen, der sikrer først 100 millioner i 2023, siden 200 millioner om året indtil 2030, så pædagogmedhjælpere kan sætte sig på skolebænken og uddanne sig til pædagogisk assistent eller meritpædagog. Colourbox

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Først sprang De Radikale for godt et år siden fra den del af minimumsaftalen, der skulle sikre først 100 millioner, siden 200 millioner kroner årligt til opkvalificering af det pædagogiske personale i dagtilbud.

Så slog Kommunernes Landsforening fast, at kommunerne ikke længere for egen regning måtte sende medarbejdere afsted til uddannelsen til meritpædagog med løn, selv om kommunerne i lyset af den store mangel på faglært pædagogisk personale gerne ville det.

Men i dag landede et forslag til den kommende finanslov for 2023, der fastholder de midler, der blev afsat i opkvalificeringspuljen fra aftalen om minimumsnormeringer i dagtilbud. Og som vil give pædagogmedhjælpere langt bedre mulighed for at uddanne sig til pædagogisk assistent eller meritpædagog med løn.

Det betyder, at når finansloven for 2023 lander, skal der afsættes 100 millioner kroner i 2023 og 200 millioner kroner årligt fra 2024 til 2030. Alt i alt en pulje på 1,5 milliarder kroner.

Læs også: Elever afvises i massevis trods mangel på faglært personale i daginstitutioner

Rådet for Børns Læring slog alarm

Og Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, glæder sig over, at det lykkedes at bevare puljen, som der længe var usikkerhed omkring, da flertallet, efter at De Radikale trak sig, forsvandt. Og som nu igen er sikret med flertallet fra regeringspartierne.

”Det bedste børneliv skaber vi ved at sikre, at så mange som muligt af de voksne i dagtilbud har en pædagogisk uddannelse og faglig indsigt i, hvordan man skaber trivsel og udvikling for børn. Derfor er det superglædeligt, at regeringen nu sikrer, at der bliver afsat midler til, at erfarne pædagogmedhjælpere kan få en pædagogisk uddannelse.”

Manglen på faglært pædagogisk personale fik forleden Rådet for Børns Læring til at kræve en national handlingsplan i Politiken. For manglen på pædagoger og pædagogiske assistenter i vuggestuer og børnehaver er allerede nu alarmerende, og situationen bliver ikke bedre i fremtiden. I december 2022 blev hver tredje opslåede pædagogstilling ikke besat, og i 2030 vil der mangle godt 14.000 voksne i dagtilbud, viser fremskrivninger. Både på grund af minimumsnormeringer med sit krav om en voksen til tre vuggestuebørn og en voksen til seks børn i børnehaven. Men det er allerede nu svært at rekruttere.

Læs også: Ny børneminister: Vi skal have gjort noget ved fritidspædagogikken

Minister er meget glad

Det skal regeringens nye forslag afhjælpe.

”Vores små børn bruger mange vågne timer i institution. Derfor er det afgørende, at de bliver mødt af flere pædagogisk uddannede voksne. Vi ved, at mange af de erfarne pædagogmedhjælpere er dygtige og vellidte. Nu understøtter vi, at flere af de mange erfarne pædagogmedhjælpere i vores daginstitutioner kan få mulighed for at blive uddannet til pædagog eller pædagogisk assistent i en voksen alder. Det er jeg meget glad for,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

Præcis hvordan pengene udmøntes, finder vi først ud af, når finansloven for 2023 formelt er vedtaget.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev